Mit BRCA1 forløb: Status på uge 3

Min mascara var lidt klumpet, men ikke noget, der ikke kunne løses. Det er bare virkelig lang tid siden, jeg har brugt den. 26 dage for at være helt præcis.

Jep, jeg tog makeup i dag. Hele hverdagsmasken blev smurt i krydderen, fordi vi tog i IKEA, og jeg ville med. Det er første gang, i hvad der føles som evigheder, at jeg har været ude i offentligheden, så det krævede altså lidt dullegrej. Det gik fint thank you very much.

Jeg tog smertestillende inden afgang, og jeg gik langsomt rundt. Men det var virkelig virkelig rart at komme ud.

Det går bedre og bedre dag for dag, synes jeg. Smerterne er aftagende, og jeg kan mere og mere. Det jeg ikke kan endnu er, at bukke mig ned og samle noget op, og jeg kan heller strække mine arme helt op over hovedet. Det trækker alt for meget i brystmuskulaturen og er vildt ubehageligt, hvis jeg forsøger. Jeg går lidt forkrampet og med skuldrene trukket op under ørene, fordi jeg ikke kan slappe ordentligt af i dem og armene. Igen giver det mig den der ubehagelige følelse i brystet, hvis jeg prøver.

Derfor er jeg max smadret efter en tur i IKEA. Min nakke og skuldre er ømme og anspændte, og jeg skal ned og ligge halvt eleveret for at kunne slappe af. Jeg begynder genoptræning hos en fysioterapeut i næste uge, så håber jeg hun kan hjælpe mig. Men bortset fra alt det, så går det fremad. Fysisk.

Psykisk er en anden sag. Jeg er ikke tilfreds med resultatet. Jeg ved godt, at jeg skal vente.

To læger har uafhængigt af hinanden banket ordet tålmodighed ned i knolden af mig. Jeg er stadig hævet og i en helingsproces. Jeg ved det tager et år til halvandet, før jeg er helt afsluttet. Der kommer højst sandsynligt en korrigerende operation undervejs osv. osv. Men altså, mine plasticbryster har ingen form. De er et par flade, tykke pandekager, der på ingen måde har samme form eller ligner hinanden. De sidder ikke lige højt, de fylder ikke lige meget. Det ene bryst har et underligt hak ind nederst og et … smilehul … som en læge sagde. Det var noget med de havde syet mig indvendigt, og det har trukket min hud ind. Det andet bryst har ikke smilehuller eller indhak. Det har derimod fået strækmærker og er underligt fladt nedadtil. De er lige nu hårde som granit, sidder og stritter ud til siderne og kan ikke bevæges én centimeter i nogen som helst retning. Bye bye BH. Og kavalergang.

Jeg er pt. meget bevidst om hvor dumt, jeg synes det ser ud. Jeg frygter at det aldrig bliver pænere, og jeg skal ud og investere i flere løse skjorter, og at tætsiddende trøjer for altid er bandlyst.

Midt i tankemylderet melder især én tanke sig. Hvad nu hvis jeg ikke havde holdt så kraftig på en operation, hvor der blev lagt blivende implantater ind med det samme? Hvis jeg nu i stedet var gået efter expander-metoden, hvor brysterne gradvist bliver fyldt op med saltvand til de har den størrelse, man synes er rigtig. Var det så blevet pænere? Og mere rigtig for mig? Jeg var så forhippet på at få det hele overstået på én gang, at jeg ikke tænkte på, hvad det pæneste resultat mon blev. Med den type operation jeg fik, er succesraten højst hos kvinder med små bryster. Det vidste jeg godt (og jeg havde ikke små bryster).

Men det kan ikke hjælpe noget nu. Jeg må prøve at finde løsninger hen ad vejen og væbne mig med den tålmodighed lægerne snakker så meget om, mens jeg fra tid til anden skæver skeptisk ned på mit brystparti, som jeg føler har forrådt mig.

Jeg har set billeder af andre kvinder, der har fået foretaget en forebyggende dobbelt mastektomi, som det hedder i fagsprog. Mange er modige og ligger billeder fra deres forløb ud på nettet til stor hjælp og nytte for blandt andet mig og andre bærere af brca1 eller 2. Prøv bare at søg på hashtagget #brca på Instagram, så vælter det frem med opslag fra kvinder verden over. Eller læs med på Janes hjemmeside, hvor hun beskriver sit forløb med billeder.

Jeg kommer aldrig nogensinde til at vise mit resultat her på bloggen. Eller nogen andre steder. Heller ikke selvom jeg havde fået Nordeuropas flotteste sæt nødder. Det er for privat og grænseoverskridende både for mig og min familie. Men jeg håber nu alligevel, at jer derude, som er brca-bærere, får noget ud af mit skrevne ord om mit forløb.

Det jeg vil opfordre dig til at gøre, hvis du har brca1 eller 2 genet, er at melde dig ind i BRCA-gruppen på Facebook. Det er en lukket gruppe, hvor kvinder fra Danmark og enkelte fra Norge er samlet. Her kan man sparre med hinanden, stille spørgsmål og dele ny viden om forskningen. Gruppen har været guld værd for mig. Især i dagene efter operationen, hvor jeg havde brug for at høre, at det hele nok skulle blive godt og pænt igen fra kvinder, som selv havde været igennem det.

Skeptiske mig. Det bliver bedre. Over and out.