Lidt om Vigsen og hendes første guldkorn #1

Jeg har sagt det før. Vores pige er virkelig bare så meget sin egen. Jeg undres hver dag. Hun er 2½ år nu, og har en mening om alt og en stædighed, der kan skræmme livet af 10 æsler. Hun gør hvad der passer hende, og man skal seriøst sætte hårdt mod hårdt, hvis hun ikke skal få overtaget (må blankt erkende at der står 17-0 i hendes favør, hvad angår dilemmaet om brug af sut).

Hun kan være hysterisk, og hun kan nå decibelhøjder, der er en operasangerinde værdig, under sine anfald. Lige nu er det egentlig ret sødt, bortset fra ens trommehinder og tålmodighed lider overlast. Men når hun står der med håret strittende i alle retninger, små knyttede næver, rød i kammen af raseri og brøler: ‘MEN JEG VIL, JEG VIL, JEG VIIIIIL!!!!’ og stamper i gulvet på samme tid, så er det virkelig svært ikke at grine og lade hjertet flyde over af kærlighed.
Meeeen, jeg tror nu også, at står hun der som 4-5 årig på samme måde, så begynder det charmerende at krakelere.

Alt det her er til at holde ud, fordi hun på samme tid er den kærligste og sjoveste lille personlighed. Hun er en kælepotte, der krammer og kysser og charmerer sig ud af mange situationer.
Sprogligt synes jeg hun er langt fremme i skoen og udtrykker sig for det meste i klare vendinger. Jeg sammenligner hende med Filøjsen, som ikke var nær så langt fremme sprogligt i denne alder. Men jeg tror egentlig, hun er ret gennemsnitlig mht. sproglig udvikling.

Det leder mig videre til hendes allerførste guldkorn her på bloggen. Eller måske snarere sjove og spøjse udsagn …

Begge unger har fået reflekser fra TrygFonden, og dem var Vigsen bare ovenud lykkelig for. De har i lang tid fulgt hende overalt. En morgen, vi skulle ud i bilen og hun tabte den, råbte hun:
“Moar, jeg tabte min reflæsk! Reflæsken ligger der!”
Min mand og jeg diskuterede økonomi i køkkenet, mens hun legede i stuen med sine dukker. Hun kigger op på os og siger:
 
“Kan I ikke lige tie stille, jeg prøver faktisk på at putte babyen her!”
Filøjsen og hende sidder og ser Bilen Brum på dvd i legeværelset. Vigsen kommer, med underlæben skudt frem og armene i siden, ud i køkkenet til mig:
Hende: Jeg er sur på Filøjsen.
Mig: Hvorfor?
Hende: Jeg gider ikke se Brum længere.
Mig: Nå, hvad vil du så?
Hende: Jeg vil gerne se Madagaskar filmen. Det vil Filøjsen ikke.
Mig: Hvad skal vi så gøre?
Hende: Det ved jeg ikke. Det er derfor jeg henter dig!
Mig: I kan jo se Brum færdig først og se Madagaskar bagefter.
Hende: Jaaaaaaaa!

Hun løber ned til Filøjsen og siger:
Vi ser Madagaskar bagefter. Er det så en aftale?
Ingen svar.
Hende: Hør efter! Vi ser Madagaskar bagefter. Er det en aftale? 
 
(voksenindflydelse, much? *host host*)
 
En morgen har jeg givet hende en fin grøn kjole på fra PDL, og jeg siger, at nu er hun fin.
Hende: “Men jeg vil gerne have bukser på, så jeg er sej!”
Når vi vågner i sengen om morgen, vågner hun altid meget brat, sætter sig op i mørket og råber et eller andet. I weekenden råbte hun:
“Sluk lyset op, mor!”
 
(som er Vigsensk for ‘tænd lyset’ 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  1. Det med stædigheden lyder meget velkendt – her står det nok ca. 100:0 til Silas om stort set alting. Og ja nu er han snart 3½ år, og det charmerende er så småt begyndt at gå af det – nu er det faktisk bare røvirriterende for at sige det lige ud. Jeg kigger tit misunderligt på de børn i børnehaven, som bare siger ja ja til deres forældre, når de ber’ dem om noget. Og så gør børnene det rent faktisk!!

    Men skønt med et par guldkorn fra Vigsen. Det gør altid én i godt humør at læse nogle af de mange skønne bemærkninger børn har 🙂

  2. Ja, jeg kender godt den der med at misunde andre forældre deres velopdragne unger 😉 Men så er det lige jeg husker mig selv på, at det er de altså heller ikke altid … Det kan simpelthen ikke passe at der findes et barn, der går igennem barndomsårene uden ét eneste hysterianfald eller “Nej, det vil jeg ikke”. Det er jo faktisk en hel normal måde at reagere på for dem ind imellem.

    Jeg skal blot lige huske mig selv på det 🙂

  3. Pingback: Vigsens guldkorn #3 - Villa VillekullaVilla Villekulla