Når min indre teen slippes fri … (og mor-kasketten er OFF)

Ind imellem slipper jeg min indre teenager løs og drikker, fester, danser og skejer ud. Præcis som var jeg 18 igen.

Det sker sjældent (2 små børn og alderen der kun tikker opad trækker tid-til-festfaktoren nedad).
Men 2-3 gange om året går jeg all-in.
Så er jeg ikke nogens mor, der konstant står til rådighed med kys på håret, krammere, plastre på knæet, rugbrødsmadder kl. 11.30, bleskift, eftermiddagslure og puttehelvede.

Så er jeg mig. Fandmesgu. Ego-mor. Voksentid. Kald det hvad du vil, men jeg har brug for det. En pause ind imellem, hvor tiden bare er min egen.

I går aftes var perfekt til sådan en stund. Den sidste varme sommeraften i følge metrologerne, og for en måned siden, havde jeg inviteret kære kollegaer til mad og vin på terrassen på netop denne dag. Jeg havde allieret mig med min private kok AKA min mand (han skal overdynges med rosende ord her. Hans præstation i går som kok, mand og far var til UG med kryds og slange. Jeg har vundet i det store mandelotteri).

Vi havde næsten ikke fået os sat ved bordet før den første kolde flaske hvidvin var åbnet og drukket. Sammen med knasende sprøde chips og lækker ost røg den hurtig ned i sommervarmen. Efter den fulgte mere kølig hvidvin, perlende champagne og asti i rå mængder… og efter forretten var jeg lettere beruset (okay, jeg var fuld).

Det var virkelig bare en af de der skønne og perfekte sommeraftener. Alle var glade og afslappede, ungerne legede i græsset og løb fra og til bordet begejstret over nye legekammerater (mine gæster), som gad at hoppe trampolin og gynge med dem. Ren Morten Korch.

Min mand serverede hovedretten, og der gled mere vin ned. Han badede og puttede ungerne (ros ros ros …), mens jeg (i min lillebitte og uskyldige rus) prøvede at få styr på desserten, som jeg rent faktisk helt selv stod for. En usædvanlig lækker chokoladetrøffel, som jeg fandt hos bloggeren på www.chocolat.dk . Superlativer er overflødige. Du bliver nødt til at prøve den selv. Som i nødt til.

Ungerne sov og festen fortsatte. Jeg følte mig vitterligt sat i tilbage i tiden med god snak, høje grin, godt humør, cocktails og sommerhits på ipad’en. Da gul og grøn Gajol kom på bordet sammen med terninger og fuldemandsspillet ‘Meyer‘, gik det kun én vej for mig (jeg er en umanérlig dårlig løgner).

Åh, det blev en fest. Kl. 01 sad vi stadig ude i stearinlysets skær, og vi fik den fremragende idé, at vi ville tage i Jomfru Ane Gade. På en tirsdag. Det er vel sommer!

Endnu en pinlig taxatur (det var jo teenageren jeg slap løs og min store kæft svigtede mig ikke), og ind i en stort set mennesketom Gade.
To steder holdt åbent. Det skulle ikke holde mig tilbage, for mor var i byen, og jeg var sgu kæk. Intet kunne stoppe mig.

Lige indtil jeg faldt ned af et lille trin på vej ind på en hidtil ukendt bar, som jeg nu har glemt navnet på.

BUM! Der lå jeg. På alle fire. Med røven i vejret. Jeg vred om på min fod i mine høje hæle, som jeg insisterede på at tage på inden afgang. Tyngdekraften er en bitch. Jeg kunne slet ikke komme op igen. I hvad der synes som evighed, men nok i virkeligheden var 10 sekunder, lå jeg der, indtil min storgrinende kollega hjalp mig op.

En masse (rigtige!) teenagere sad og kiggede på mig, da jeg humpede hen til nærmeste bænk. Hell, de havde sgu nok også lidt ondt af mig. Tænk sådan en gammel kone i 30’erne kommer væltende ind og falder over et dørtrin. Hun må nok ikke have det så nemt …sådan bliver jeg i hvert fald ikke, når jeg bliver SÅ gammel! (Ha! De kan bare vente, kan de … )  

Nå, men jeg fik børstet støvet af og med oprejst pande (og en livserfaring de i hvert fald ikke har) festede jeg videre. Fik både danset og bundet sjusser.

Kl. 03.15 lå jeg i min veninde/kollegas (hun er begge dele) seng og bandede af mig selv for at have drukket så tæt. Den snurrede rundt, den seng. Jeg havde indtaget den mest fedtede shawarma med hvidløg og chili samt bundet 1 liter vand, men lige lidt hjalp det. Jeg skrev en sms til manden om, hvor jeg var, og så gik jeg kold.

Lige indtil jeg 5 timer senere med dunkende hoved, badet i sved og med sommersolen lige i smasken, trillede ud af hendes seng for at tisse alt vandet ud igen. Min mund føltes som et dyr havde lagt sig til at dø langsomt derinde. Puha.

Jeg.Var.Ramt.

Tømmermændsselfie. It’s not pretty, but it’s honest.

Manden kom med ungerne for at hente mig og hende, da hun skulle hente sin bil. Han havde bagt boller til os og ryddet op efter vores efterladenskaber på terrassen (I know!)

Jeg tog en eftermiddagslur sammen med Vigsen, som vågnede brat op efter halvanden time råbende at ‘jeg skulle fange missekatten!’

WTF? (reality tjek, du er mor. Ikke kåd teenager. Slam! Fat det.)

Om ikke andet, så lever jeg nu højt på sådan en aften rætti’ rætti’ længe. Det er dejligt at mærke at hende, der var der præ-unger, stadig findes. And still got it.

To be or not to be anonym.

Først var deres navne ændrede. Så synes jeg det var mærkeligt ikke at skrive deres rigtige navne. Derfor skrev jeg deres rigtige navne og tænkte: What the hell …

Så var det at jeg lige prøvede at Google deres navne sammen.

Bum. 2 indlæg fra min blog kom op som første søgeresultater.

Nu er de anonyme igen. Jeg kalder dem Filøjsen og Vigsen. Tæt nok på (kælenavnene), og alligevel anonymt i en Google søgning.

Hvis ikke jeg var lærer, og hvis jeg ikke havde en masse små nysgerrige elever, så ville jeg ikke betænke mig sådan. Men vil bare gerne gøre mit til, at det måske bliver lidt sværere for dem at finde mig ved søgninger på navne.

Som lærer skelner jeg ret kraftigt mellem den professionelle mig og den private mig. Jeg er heller ikke venner med elever på Facebook eller lader dem følge mig på Instagram. I hvert fald ikke før efter de kære elever er gået ud af folkeskolen og har nået en vis alder.

Så er der billederne. Min blog ville være kedelig uden billeder, så de bliver altså.

På Amager stjæler de nummerplader … #bastards

Fik aldrig helt fulgt op på vores sidste dage i København. De var også fucking hektiske (nogle af dem anyways). Vi boede på Amager, og vi fik stjålet vores nummerplader på bilen. Min mand brugte ½ dag på at redde den ud samt 1500 kr. oveni hatten. Han løb 4 kilometer til nærmeste værksted for derefter at blive sendt til Høje Taastrup og Skats kontorer for at få nye midlertidige plader.

Da vi så fredag formiddag står pakket og klar med 2 børn og gaver under armen til vores venner i Valby, der har forberedt frokost, ja, så er bilen fandme væk!

Den har Københavns Kommune inddraget, da der ikke var plader på, så den er blevet kørt til skrot. Armen, for ind i h****** da osse! Jeg bliver altid så hidsig, når uforudsete ting sker. Vi får snakket mere i telefon med en masse fra det offentlige, og det tager tid. Det er fredag, og efter planen kører vi hjem søndag, så der skulle handles hurtigt.

Jeg ville gerne have været forbi butikken Sejedrenge.dk og besøge Jelena (kan ikke linke, da jeg stadig er totalt amatørblogger) denne fredag formiddag, men den idé skred hurtigt i svinget.

Vi kom ud til vores søde venner i Valby, som også hjalp os med at få bilen hentet, men forsinkede og lidt småtrætte af det hele.

Efter det løb vi ikke ind i flere problemer, og vi havde stadig en dejlig dejlig ferie. Det er sgu ikke sådan, når jyderne kommer til A’mar’ 🙂

Så vores sidste dage blev brugt på en varm tur til Amager Strandpark, se min venindes lille nye søn på blot halvanden uge (ååårhhhh, skrukogsåalligevel.dk), besøge venner, en kanalrundfart (tag aldrig, som i aldrig, din 2- og 4-årige med på en times tur i båd, men mindre du har jordens mest artige børn, eller du ikke har skrupler over at smide dem overbord).
Vi var også på legeplads. I virkeligheden kunne vi bare være taget på legepladser hver dag. De elsker det shit.
Er det ikke noget med, at man skal nyde, når ungerne bare synes en legeplads er toppen og endnu ikke er begyndt at plage om en ferie til Maldiverne, USA og et cruise i det Caribiske øhav, som alle (og jeg mener alle) deres venner er på?

Og se så her under … min dampagtige knægt, inden det gik løs med kanalrundfarten. I totalt farlig spilophumør. Jeg burde have vidst bedre end at tage ham med på en times (!) bådtur, hvor man skal sidde stille og kigge og lytte. På billederne står vi i kø. Vi skulle vente i 40 minutter først ( …armen, jeg må have fået en spontan hjerneblødning og været lidt i det der ‘de-arter-sig-nok-når-først-de-er-på-båden’-agtige mode).

 
 
 
 
 
 
Her er lige ét billede af banditterne sammen på båden med nogenlunde ro på.
 
 
 
Ellers kan jeg berette, at en højtaler ved vores sæder var anledning til en stor konflikt. De skændtes konstant om, hvem der måtte ‘tale tilbage til damen’ i den. Alle mine pædagogiske forsøg på at forklare, at hun ALTSÅ IKKE kunne høre dem, var fuldstændig overflødige.
 
Derudover fik Filøjsen gjort sig til genstand for bådpublikummets opmærksomhed, da vi sejlede ret tæt på en lille jolle indeholdende to store, behårede og meget maskuline sømænd, og han råbte “Halløj, de damer!” 
Da alle grinede, fik han blod på tanden og ville gerne underholde alle med sine råb på resten af turen. Fårk mand, jeg var svedt til sidst! (man sidder tæt på sådan en båd, og alle kunne godt høre, at nu var vi sgu pænt trætte af vores unger).
 
Efter kanalrundfarten var vi lige en tur oppe ad Strøget, og her mødte vi en violinspiller. Se, det var noget der kunne få mine små krapyller til at falde heeeeelt…..til ….ro. De gik i stå.
Stod bare og stirrede og lyttede på ham. Hypnotiserede.
 
Til sidst begyndte de at danse ligeså stille foran ham. Stadig i deres egen verden.
Alle trængsler på den famøse bådtur blev glemt, og mor her begyndte at tude. Rørt over sine ååååh, så kære (møg)unger.  
En dame kom forbi os og sagde, at det da var imponerende så optagede de var af hans musik og så søde de var. Smelte smelte … 
 
 
 
 

 
 
Men alting har en ende. Både vores ferie og vores børns glimtvise artige opførsel.
De sidste billeder er fra vennebesøget i Valby og turen til Amager Strandpark (som jo i øvrigt er en fantastisk oase midt i København)
 

 
 
Vi kom godt hjem, thank you very much.
Nummerpladerne blev tapet fast med gaffatape og det svigtede os ikke på motorvejen! Da vi var hjemme i vores egen lille villakvartersagtige by, lod vi bil være både upakket og ulåst – og der skete aldrig en skid ved det.
 
 
Se, søde unger stener Dora … (husk det er glimtvis ;-))
 
 

Hillbilly gone high-class … (på Restaurant Clou)

Jeg har nævnt før, at min mand og jeg er glade for mad. Vi kan godt lide at gå ud at spise og få noget lækkert, når vi endelig er af sted. Vi betaler hellere det mere, for så at få noget mad, hvor kokken har lagt kærlighed bag.

Sådan har det ikke altid været for mig.

Jeg er fra en mindre by. Forstået på den måde, at jeg er nok er en smule provinsiel. Boede på en villavej med arbejderforældre, der begge arbejdede fuld tid. Min mor ufaglært, min far var murer. Mad i mit barndomshjem har aldrig været noget særligt. Det har været traditionel. Sovs og kartofler, spaghetti og kødsovs, stegt flæsk med persillesovs, lever, (ud)kogte grøntsager, mørbradgryde, en supermarkeds kartoffelsalat med frikadeller til og knorr lasagne er noget af det, jeg lige husker. Hurtige løsninger, ikke så meget tid, solid føde, ingen kærlighed og kræsen om maden. Det har jeg levet rigtig fint med. Jeg har ikke lidt nød. Overhovedet.

Men jeg lærte heller aldrig at sætte pris på maden, nyde den, interessere mig for den, spise noget anderledes eller få en oprigtig lyst til at lave mad selv.

Så mødte jeg min mand. Herfra blev det anderledes. Han er nu også opvokset i provinsen, men med en helt anden tilgang til mad. Det skulle laves fra bunden, smage af noget, og han interesserede sig for madlavning. Det var jo fedt at få sådan en kæreste. Han havde kogebøger som interessefelt for christ sake! Han abonnerer på madbladet Gastro og eksperimenterer i køkkenet (når der er tid).

Så langsomt, men sikkert, blev jeg mere og mere kvalitetsbevidst hvad angår gastronomi. Går vi ud og spiser i Aalborg, er det helst på restauranter, der har fået nogle gode anmeldelser. Vi har f.eks. været på Fellini (mange gange), San Giovanni, Mortens Kro, Can Blau, Utzon, Restaurant Sans og yndlingsstedet MEST.

Da vi så skulle til København i vores ferie, var min mand virkelig tændt på endelig at besøge en restaurant med Michelin stjerne.
Noma var udelukket. For lang ventetid, og alligevel for dyrt til vores budget. Men han studerede flittigt sine madblade og fandt frem til Restaurant Clou, som lige har fået sin første Michelin stjerne her i foråret. Jeg fulgte ligesom bare med. Accepterede at det måtte blive en bekostelig affære, men også en oplevelse ud over det sædvanlige. Barnepigen var i hus, så en aften alene i den københavnske sommeraften, det var slet ikke så tosset jo 🙂

Onsdag aften skulle vi af sted.  Vi havde bord kl. 19.30, og stod klar ved Kongens Nytorv i lang tid før. Min mand var noget oppe at køre over det hele, så intet måtte gå galt. Vi skulle i hvert ikke komme for sent … men heller ikke for tidligt! Måtte grine lidt indvendigt.

Her sidder vi, og venter på tiden går, all dressed up (sorry honey, for et godt billede af mig, mens knapt så heldigt af dig. Jeg ved du klarer det!)

Nå, men ind på Restaurant Clou kom vi, og vi blev taget godt imod af to skarpt klædte tjenere, der henviste os til vores bord. Det var et hyggeligt og fint lille sted i Borgergade lidt væk fra Kongens Nytorv, så der var ro og fred.
Vi bestilte månedens menu, så vi fik 7 retter med dertilhørende vin til hver ret. Derudover var der to mellemretter (eller hvad man nu kalder dem med fine franske ord). Så 9 forskellige retter blev det til. Men det var tilpas. Alle retterne var fine og delikate, ikke tunge og kødfyldte, så vi blev mætte (og lettere berusede), men ikke forspiste.

Jeg må sige, det der med at Michelin restauranter er en oplevelse, den er altså god nok. Serviceniveauet er skyhøjt, de har tjek på tingene, deres kunder og det de laver. Jeg mener, hvor ofte hører man en tjener lire en virkelig lang og svær smøre af omkring den anretning, man lige har fået serveret, hvorefter han siger: “Må det behage jer vel”?

Der var en større selskab ikke så langt fra os. Når de skulle have deres mad, kom der 4 tjenere ud på rad og række med tallerkner, så alle gæster ved bordet fik deres mad på samme tid. De trak stolen ud for mig, hver gang jeg satte mig ned. Ikke overdrevet, bare diskret og tjekket.
Da jeg gik på toilettet, havde jeg efterladt min serviet skødesløst hængende over armlænet på min stol. Da jeg kom tilbage var den pænt foldet sammen og lagt i siden sammen med mit bestik. Der var altid vand i vores glas. Selv smørret til brødet var anrettet yderst dekorativt anrettet på en sten og i fine former.

Alting var flawless.

Vi fik noget virkelig godt hvidvin til de første retter. Selvfølgelig fulgte der grundige beskrivelser med om hver enkelt af dem.

Jeg vidste godt, at der ville være en risiko for, at jeg ville blive udfordret på, hvad jeg skulle putte i munden. Det startede da også virkelig godt med en stor østers. Jeg ved den er eksklusiv, men en østers udseende og konsistens har bare aldrig tiltalt mig. Den var ikke på menuen, men den fungerede som en appetitvækker, inden det gik løs  … Dertil kom der nogle såkaldte speltfisk, der minder om ansjoser. De var anrettet fint og rustikt på en sten. De var bittesmå med øjne og mund intakt og grønt på toppen , men smagte overraskende godt.

Tilbage til den østers. Den var der. Jeg blev nødt til at spise den. Min mand nød virkelig sin i fulde drag og øjnene strålede, da han berettede, at den smagte friskt af hav!

Jeg kiggede ned på den lidt blævrende masse med en gul abrikospuré på toppen. Bare ind med den … Jeg spiste den. Jeg er sikker på den var lækker, men jeg spiser nok ikke østers igen. Jeg fik ret. konsistensen var ikke lige mig.

Restaurant Clou
Restaurant Clou

Så fulgte der lidt mere fisk (der var fisketema denne måned helt klart). Vi fik makrel med tang og derefter pighvar med kaviar og en lavendelsauce. Det smagte himmelsk. Især sidstnævnte. Aldrig har jeg fået så lækker tilberedt fisk før, som den pighvar. Damn!

Restaurant Clou

Herefter stod der hummer på menuen, og den ankom i en  stor glasskål, så her havde jeg svært ved at få et billede. Det var kødet fra en hummerklo, abrikoser, islandsk tang og en caribisk sauce med bl.a. flødeskum i. Mmmmmmm. Virkelig lækkert.

Restaurant Clou

Så kom jeg til aftenens anden udfordring. Blæksprutte.

Vi fik en rigtig fin lille blæksprutte med fangearme, hoved og hele pivtøjet. Den lille søde sprutte var farseret med sortfodsgris (en af de dyreste grise i verden, mine damer og herrer!) og på toppen var der spæk fra denne dyre gris. Anretningen var eksklusiv, men altså… hands down … det ledte (for bondepigen) tankerne hen på noget fra en af mine fødsler, og det var ret grænseoverskridende for mig at indtage denne delikatesse. Men jeg gjorde det! Og det smagte også godt, det var bare igen tanken og udseendet, som jeg havde svært ved at forlige mig med.

Restaurant Clou

Så var det slut med fisk, og vi fik den lækreste ret med vagtel og rødbede, som I kan se her. Virkelig godt!

Restaurant Clou
Restaurant Clou

Inden desserten kom en lille ganerenser (mandens udsagn). Et lille glas med sødt skum-agtigt noget. Det talte jo ikke rigtig med, vel? Men mmmmmmm, den var god.

Der var 3 desserter, som er og bliver min favorit. De var alle i særklasse. Først kirsebærsorbet med lakrids og oliven (ja!), dernæst chokolade med vaniljeis og blomme og en virkelig lækker lille marcipanting. Til sidst petit fours, som er 4 små chokolader …. åh ja, og kaffe.

Restaurant Clou
Restaurant Clou

Så fik jeg prøvet det, og jeg tager gerne af sted igen. Dette indlæg er selvfølgelig ikke sponsoreret, men jeg må bare give Restaurant Clou mine bedste anbefalinger. Alt var virkelig i en klasse for sig. De har også en fancy og meget overskuelig hjemmeside, som du kan tjekke ud for deres lækre menu lige HER.

Oplevelsen tror jeg helt klart var størst for min mand, da han er inkarneret foodie og madøre og virkelig er passioneret omkring finere madlavning. Men jeg må også indrømme, at en aften på en god fransk bistro (som f.eks. Restaurant MEST i Aalborg), den tager jeg ligeså gerne.

Jeg bliver aldrig high-class nok til at forstå kunsten i maden … Selvom jeg er kommet langt på bare få år 🙂

Den Blå Planet og en fortryllende aften #Dag3

Onsdag tog vi ud til Den Blå Planet. Selvom jeg havde forklaret min meget konkrete søn, at det ikke var en planet, men et akvarium med fisk, var det alligevel som om, han ikke helt forstod, hvor planeten var henne (eller ikke var) 😉
Det er en rigtig flot arkitektonisk tegnet bygning, som ligger helt ude ved Kastrup Lufthavn og Øresund. Smuk beliggenhed. Den er umiddelbart ikke så stor indvendig, som den lige forekommer udefra. 
Men børnene var helt optagede af fiskene og det blå univers helt fra start. Vi gik rundt og så de første akvarier, inden vi spise vores medbragte mad i picnicområdet.
 
 
Ja, billederne derfra er desværre ikke superskarpe. Der var meget mørkt og blåt, og så slår et sølle mobilkamera ikke helt til.
 
En af de ting, jeg hjemmefra har hørt godt om i forhold til stedet, er restauranten/spiseriet, som Claus Meyer forpagter. Der skulle være lækkert kvalitetsmad til overkommelige priser. Det er sådan noget min mand og jeg går vældig meget op i, så vi blev nødt til at bestille deres berømte fish n’ chips med hjemmelavet økologisk remoulade og ketchup. Dét var godt! Virkelig godt. Prøv det, når du besøger stedet … se bare her …
 

 
Men tilbage til planeten …
Vi så hajfodring kl. 12.30, som foregik i deres allerstørste akvarium. Det var virkelig overvældende stort, og man kunne gå ind i en slags tunnel, så der var vand, fisk, pilrokker, hajer og koralrev hele vejen rundt om en. Surrealistisk. Samtidig også en anelse klaustrofobisk. Ikke pga. vandet, men pga. de mange mennesker/turister.
Når man tropper midt i uge 29, så er man ligesom ikke alene på skansen. A kan have det svært med mange mennesker og meget larm, så han trak sig hurtig ud derindefra igen og var tydeligt stresset over larmen.
Han var dog meget optaget af en stor hvidhaj, der hang i deres loft ovenover os, og så imponerende livagtig ud. Han gik rundt og snakkede lidt med sig selv omkring den, kunne jeg høre, mens han skeptisk skævede op til den.
Efter fodringen gik vi ud i en lille regnskov, og derefter helt udenfor på deres hyggelige udeområde. Her var der stor sandkasse, sten ned til Øresund man kunne lege på, ansigtsmaling og de store flyvemaskiner landede i en jævn strøm i Kastrup Lufthavn i horisonten. Der var nok at se på 🙂
Vi var der hele dagen. Lille V sov igen i klapvognen (uden problemer), og begge unger snakker stadig om fiskene og hajerne her dagen derpå.



Det var jo det, jeg sagde. Stor fisketank 😉


Den lange blå tunnel, som var virkelig flot og virkelig fyldt op af mennesker.
 
Meget benovede børn!
Den store hvidhaj i loftet … Nasty fætter.
 
 Udendørsområdet, kaldet Kysten. A kigger efter flyvemaskinen …
Inde i Regnskoven.
 
 
Fascineret af det blå bølgende lys i gulvet.
En træt Lille V, der lige er vågnet.
 
 
 
Vi tilbragte en 4-5 timer derude, og det en dejlig tur. Igen, lige noget for børn og bestemt anbefalelsesværdigt. Både på spise- og aktivitetsfronten.
 
Vi tog hjem kl. 15, fordi aftenen bød på kærestetid (jeg nægter at skrive mand- og konetid), og vi skulle i bad, gøre os klar m.m. 
Min mand går meget op i madlavning, god mad osv., og har så småt fået mig med på vognen. Så han havde arrangeret barnepige til ungerne og bestilt bord på en Michelinrestaurant om aftenen. En stor og fantastisk oplevelse, som vil kræve et blogindlæg helt for sig selv, så det får det. Snart.
 
Dog kan jeg sige, at den aften også stod i fiskenes tegn 🙂