Pigefødselsdag 5 år – lyserødt tema

I lørdags fyldte mindstebarnet intet mindre end 5 år. 5 år? Så er man ved at være stor, og det er ret så svært som forælder at begribe, når især den mindste egentlig ikke er så lille længere. Hun er så selvstændig, viljefast, humoristisk, kærlig og sjov, og da jeg spurgte hende hvilke kager vi skulle lave til at tage med i børnehaven, kom det prompte: “Jeg vil have en skør fest med minions!” Så vi gik i gang med minions muffins, og hun var noget nær lykkelig, da vi drog af sted mod børnehaven med de skriggule kager i favnen.

Da jeg så spurgte hende om hvordan fødselsdagen for familien skulle være, da vidste hun ikke lige hvordan og hvorledes. Hun ville bare gerne have lagkage. Og der skulle jeg måske så bare have sagt: “Hey, dét får du, min pige!” og sparet mig selv for en hulens masse tid.

Men jeg var kommet til at surfe lige vel meget rundt på pæne pæne pinterest, og var blevet inspireret af overdådige kageborde i sarte rosa farver. Jeg havde fået gode idéer. Derfor foreslog jeg hende en rigtig pigefødselsdag med lyserødt tema. Jeg malede billedet for hende ‘balloner, pom pommer, sugerør, skumfiduser, kyskager, blomster og alverdens kager i lyserøde farver’. Hun købte den med det samme. Og så gik jeg ellers i sving. Jeg havde et billede i hovedet af det hele – og det var måske lige overdrevet nok til en 5-års fødselsdag. Det havde været bedre til f.eks. barnedåb, men prøves skulle det.

Jeg googlede opskrifter, lavede lister, indkøbte spiseligt guld- og hindbærstøv og pastafarver og stressede over pladsmangel til kagebordet. Endelig landede jeg på fem slags kager, der skulle prøves. Lagkage laver jeg altid, og det var det eneste, som Vigsen havde bedt om, så den var selvskreven. Jeg lavede en lagkage med hindbærmousse og maraboucreme, lyserød marcipanovertræk og ½ liter flødeskum til at lukke den med. Bundene købte jeg denne gang, da jeg simpelthen ikke orkede at bage dem oveni alt det andet, der skulle laves.

Så ville jeg lave cheesecake. Jeg elsker cheesecake, og har flere gange lavet en med hvid chokolade, som bare er et hit hver gang. Jeg lavede den med bund af oreos og en creme bestående af mascarpone, smeltet hvid chokolade og pisket fløde. Jeg tilsatte lidt pastafarve for at få den rosafarvet. Kakaodrys og bær på topppen. Simpelthen så nem, og det var den kage på bordet, der røg først.

Cupcakes var også på menuen fordi de simpelthen er så fine. Jeg søgte og søgte efter gode muffins, og endelig fandt jeg en lækker opskrift på svampede banancupcakes hos denne dygtige kageblogger. Cream cheese frostingen lavede jeg i diverse pastelfarver, som jeg synes matchede det lyserøde tema (og som jeg havde set på pinterest).

Hjemmelavede romkugler har jeg altid godt kunne tænke mig at lave, så nu skulle det være. En rest chokoladekage fra fryseren, en hindbærroulade (den billige fra Fakta), lidt mørk rom, hindbærmarmelade og smeltet mørk chokolade smides i en røremaskine og så har du romkugler. Jeg rullede dem i førnævnte hindbærstøv, og rent æstetisk var det et hit, men smagen af hindbærstøvet var for syrlig til mig, så de romkugler jeg rullede i chokodrys og krymmel var langt de bedste.

Endelig lavede jeg minimuffins. Jeg brugte min all-time favourite opskrift på chokolademuffins, som jeg engang har fået af en forælder på mit arbejde. De er så smagfulde og holder bare en lækker svampet makronagtig konsistens i lang tid. Min mand lavede en kraftig chokolademousse, som kom på toppen af den lille muffin og dermed blev den lille mundfuld lidt ligesom kagen Gateau Marcel. Guldstøv blev drysset på for at gøre den fin.

Så var kagebordet klar, og således tog det sig ud.

I øvrigt ret smart at det også kunne bruges som gavebord, inden kagerne kom på. 

Så kom vi til bordpynten … Jeg købte en masse rosa og lyserødt. Balloner, pom pommer, vimpler, lys, skumfiduser, kyskager og blomster. Det meste indkøbt i Søstrene Grene og Føtex. Med sådanne ting kommer man langt, og vi fik lavet et yderst dekorativt bord, og som Vigsen sagde det: “Vores stue er bare så smuk, mor”. Fantastisk. Hun var glad. Jeg lader bare billederne tale for sig selv her … håber de kan inspirere lidt …

 

Det var en rigtig glad pige vi havde os lørdag d. 18. marts. Hun havde så skøn og dejlig en dag med et væld af gaver og gæster, og hun satte pris på det hele, hvilket også var skønt. Det ville hun jo ikke kunne have gjort på samme måde havde det været hendes barnedåb … tsk tsk.

Gaverne der hittede i år var alt med enhjørninger. Hun fik da også både et enhjørningekostume, Barbie med enhjørningehestevogn og tatoveringer med enhjørninger. Derudover fik hun en masse LEGO Friends, hun fik den der lille kylling, der klækkes i ægget, når man passer og plejer det, hun fik halskæde og bamser … og så fik hun et ur. Et ønske, der ikke var på ønskelisten, men som var det hun blev allermest glad for. Hun har det på dag og nat og kigger på klokken hele tiden, selvom hun ikke kender den. Uret ses på de to sidste billeder. Fantastisk fin gave til en 5-årig.

 

Vigsens guldkorn #4

Så er det Vigsens tur til at få sine guldkorn på bloggen. Hun er altså en sjov lille skid. Nogle af disse udsagn går helt tilbage til da hun var 3 år.

———————————————————

Jeg snakker med Filøjsen om, hvad de har lavet i børnehaven.

Filøjsen: “Jeg har lavet en glimmerflaske sammen med mindfullness-Mia”

Vigsen: “Jeg har spist sand. Og en sten”.

Mig “…”

————————————————————–

Vigsen leder efter sin Elsa paryk:

“Hvor er nu den skide paryk?”

————————————————————–

Vi leger sammen på gulvet. Vi laver snurreture. Da vi er færdige:

“Sådan mor. Jeg fik ikke en skid ondt i ryggen!”

—————————————————————–

Storebror og jeg hører højt musik ovenpå. Vigsen kommer op med armen kækt placereret i siden og en dukke i den anden hånd:

“Hvad så? Er det her der er fest?”

————————————————————————–

Fest i børnehaven. Der er balloner, og Vigsen har fået fat på en. Vi snakker om motivet, som er fra Rasmus Klump.

“Se mor, der er Rasmus … og Pingo … og Pelle!”

“Ja”, siger jeg. “Og der står der Sydbank”.

“Nej, mor. Der er ingen der hedder Sydbank i Rasmus Klump!”


Hun leger med kridt udenfor og skal pludselig skynde sig på toilet. Jeg hjælper hende, da det lige er ved at være for sent. Vi når det, og jeg siger:

“Du skal altså gå på toilettet, når du kan mærke det. Kridtene går jo ingen steder”

Vigsen: “…. men kridt kan altså ikke gå, mor?”

———————————————————————-

Vi er i Fakta. Jeg køber blandede rodfrugter. Vigsen stirrer intenst på posen, peger på pastinakkerne og siger:

“Se, mor. De gulerødder er helt rustne!”

———————————————————————-

Gulddreng i TV

Vigsen: “Hvem er det, mor?”

Mig: “Han hedder Gulddreng”

Vigsen: “Gulddreng? Er han lavet af guld?”

Mig: “Nej, det kan man ikke sige, han er”

TV zoomer ind på hans ansigt.

Vigsen: “Jeg kan godt se, at han er helt guld-agtig i fjæset.”


 Tidligere guldkorn fra Vigsen kan læses her #1, her #2 og her #3 

guldkorn

 

Jul i Skagen 2016

I år havde vi muligheden for at holde jul i Skagen, idet vi var nået til min svigerfar og hans kone i vores årlige juleaftensturnus. Med skilsmisser på begge sider af vores familier, er det nogle gange lidt svært at få enderne til at mødes, så alle er glade. En problematik mange måske kender til efterhånden … Det er 4 år siden vi sidst holdt jul sammen med dem, og nu går der lang tid igen, så jeg var virkelig tiltrukket af tanken om at kunne fejre juleaften i deres smukke og hyggelige skagenshus. Det var de heldigvis helt med på. Sidste år havde min mand jo sit uheld med foden lige op til jul, og jeg stod med alle juleforberedelserne selv plus ungerne, og der satte den velkendte julestress ind hos lille mig. 

Derfor var det i år ekstra rart at kunne gøre sig klar i ro og mag og allerede sætte sig bag rattet til middagstid med forventningsfulde børn på bagsædet og gaver i hobetal bagi i bilen. Og med Rasmus Seebachs ‘Lille Store Verden’ på repeat, så var julestemningen altså på sit højeste i vores gamle røde og rustne lyn. Vi manglede bare den hvide puddersne, men den sørgede snapchat heldigvis for i disse SoMe tider … høhø.


Velankommet til Skagen fik vi først boardet alle vores gaver på et af værelserne. Vi fik en sodavand og spillede ludo. Herefter gik min mand og jeg en tur ned til vandet med Filøjsen. Det regnede og ruskede, men vi fangede pokemons og tyrede sten ud i vandet. Vi skulle mødes med farfar og kone halvvejs oppe mod kirken. De havde Vigsen med sig. Kirken var propfuldt, og jeg var nervøs ved tanken om, hvordan mine to spradebasser ville klare en halvlang gudstjeneste. Filøjsen ville slet ikke med ind, men blev overtalt ved at få lov til st spille på sin fars telefon. Efter 35 minutter måtte han kapitulere, og han kunne ikke mere. Så ham og far gik hjem mod huset igen. Vigsen holdt ud i de næsten 5 kvarter det tog, og det var jeg ret imponeret over. 

Vel hjemme i varme og tørvejr, gjorde vi klar til julemåltidet. Julemanden kom på besøg, og begge unger var noget tilbageholdne. Det var i forvejen en hård dag for Filøjsen, så han blev overvældet af det hele og blev ked af det, men mens Vigsen fik hilst på Julemanden og fik sin gave, vovede Filøjsen sig alligevel over til ham og hilste pænt ved at give hånd, og gaven ville han jo også gerne have. Så det endte godt. De vinkede farvel til ham, og så blev der ellers åbnet gaver. 



Uha, det med de gaver er altså en hård nød at knække for mine børn sådan en juleaften. De skal vente så længe, og når det så endelig sker, er der så mange pakker, at det kan virke ganske uoverskueligt, og der er ikke tid til at dvæle ved indholdet af gaverne. 

Vi gjorde det sådan, at de fik en gave om morgenen derhjemme, som de virkelig glædede sig over og legede med hele formiddagen. Så fik de en igen klokken 17 af Julemanden, og så fik de lov at få en gave efter hovedretten omkring 19.30. Det tog lidt af toppen. Da vi havde spist dessert var klokken over 20, og vi gik i gang med at danse om træet og synge. 

Jul i Skagen

E N D E L I G kunne gaveåbningen begynde. Filøjsen røg lige op i det overgearede felt og kunne være svær at trænge igennem til, men det lykkedes og han klarede det virkelig flot hele aftenen til trods for at overstadigheden havde taget i hans krop, og han skulle vente på at se, hvad hver enkelt fik, før næste gave kunne hentes.  Han fik mange LEGO gaver, som man ikke sådan sætter sig og samler lige med det samme, og det kunne mærkes i år, at han bare ville videre til næste gave, for der var ikke decideret “leg” her og nu i de gaver han fik, som der har været de tidligere år. 

Vigsen klarede det også fint. I hendes første pakke fra under træet, var der en lille blød og vamset hundehvalp, som kunne knurre, drikke sutteflaske, bevæge sig og sige søde lyde. Hun var helt solgt! Hun pussede og nussede om den hvalp, og hun forsvandt ovenpå for at putte den, og vi måtte hente hende ned igen, så hun kunne åbne resten af sine gaver. 



Omkring klokken 22-22.30 var vi færdige. Børnene fik noget af deres nye legetøj med i seng, og så fik manden og jeg puttet dem relativt nemt. Nu var det dog Vigsens tur til at være opkørt, og hun hulkede og hulkede (alt imens hun gabte) over at vi havde glemt at tage godnathistorier med hjemmefra. Til sidst fik jeg dog lov til at fortælle hende en fra fri fantasi, som hun lå og lyttede til med åben mund og polypper, og sagde til sidst: “Den var slet ikke dårlig, mor! Den var megagod!” … og så alt det ballade. Jesus! Bette skid. 

Den sidste time var voksentid. Der var ro på med snak, kaffe og hjemmelavet konfekt og småkager. En superhyggelig og afslappet dag og aften tog sin ende på den helt rigtige og julede måde.

Næste dag efter morgenmaden kørte vi mod Aalborg igen, og på vanlig vis har vi brugt 1. juledag sammen i langsomt tempo, leget med gaver, bygget LEGO, set jule TV, gået tur og bare hygget. Det er simpelthen den bedste dag for mig i hele juleferien. Jeg kan se mange andre børnefamilier også kører den stil, og jeg forstår hvorfor. 

Nu ser jeg frem til at tilbringe 2. juledag med min familie i morgen, og så har vi ellers ingen planer før nytårsaften. Skønt! 

Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer få – men meget skønne og værdsatte – læsere derude. Håber I nyder ferien og hinanden. 

Lidt om hjemmelavet julepynt og producenterne bag

Nu har Filøjsen haft intet mindre en 4 december måneder gennem sin børnehavetid. På de 4 x julemåneder har han i alt produceret 2 stk hjemmelavet julepynt. Det ene et juletræ i karton med enkelte pailletter limet på. Det andet et hvidt halvsmeltet og rundt stykke plastic med lidt tilfældig lilla streg på. 


Jeg behøver vist ikke pointere, at han ikke er den kreative type. Og det er også helt okay. Han er, som han er. En dejlig, finurlig dreng med krudt bagi, så jeg har aldrig forventet det helt store hjemmelavede julepynt-arsenal. Dermed ikke sagt drenge ikke kan være kreative, det ved jeg godt de kan. Min er bare slet ikke til klip, klister og dimseri. 

Derfor er min forundring også stor, når Vigsen dag efter dag slæber den ene stykke hjemmelavede ting hjem efter den anden. Hun laver armbånd, perleplader, malerier, tegninger og julepynt i vildskab. Til sammenligning har hun haft to december måneder i børnehaven. 

Det er ligesom om jeg glemmer, at bare fordi nummer et er på én måde, er barn nummer to jo ikke fuldstændig identisk. 

Her i hjemmet passer den der gængse opfattelse af kønsrollerne spot on. Drengen er fysisk aktiv og skal bruge krudt på fysiske aktiviteter såsom sprint, vild leg og bevægelse. Pigen sidder mere stille og nørkler med kreative sysler. Det er nu engang sådan de er, og jeg elsker dem uanset. 

Vi gik på juleferie i dag, og i Vigsens garderobe hang dette års produktion af julepynt …. 

Hjemmelavet julepynt
Nu hænger det hele på træet, og jeg er lykkelig for mine to forskellige børn … og det faktum, at vi har juleferie fra nu af. 

Mor, er det virkelig dig? 

Vi er i en af de der perioder lige nu, hvor vi ligger vandret for at nå alting og få enderne i hverdagspuslespillet til at mødes. Der er travlt på mandens arbejde, og der er travlt på mit arbejde. Det er der ikke så meget nyt i. Men om få dage har jeg også en eksamen, der lige skal klares, så oveni læsning og forberedelse, fællesspisninger i henholdsvis børnehave og skole og gymnastikopstart for den lille og den store, kommer de almindelige hverdagsgøremål.

Det er ikke meget jeg har set mine børn i denne uge. Selvom manden har travlt, har han taget tjansen, så jeg kunne have lange dage, og vi måtte aflyse en af fællesspisningerne. Mest fordi jeg havde taget fejl af datoen.

I denne uge har ingen af os været hjemme på samme tid med børnene om eftermiddagen og til putning. Nærværet har været ikke-eksisterende. Det har handlet om planlægning og koordinering.

Måske var det også derfor, at jeg som det første i morges, fik følgende søde ord fra Vigsen, da jeg stak hovedet ind på hendes værelse og sagde godmorgen:

“Mor?! Er det virkelig dig?”

Som om jeg havde været væk i årevis.

Hel søvndrukken og forvirret glippede hun med øjnene som en anden Bambi, og så lyste hun op i et stort smil.

Det går lige i hjertekulen, og samtidig kom det velkendte stik af dårlig samvittighed.

Heldigvis kan jeg sige at det kun er en kort periode med det her eksamen. Det stresser mig tosset meget lige nu, men på tirsdag er det overstået (I hope!), og så vender vi tilbage til mere normale standarder i villaen.

Det glæder jeg mig virkelig til.

De her to er det vigtigste i mit univers, og jeg har det bedst, når de kan mærke og føle det helt ind til knoglerne.