Feriesamtale med en 5-årig 

Vigga: “Mor, dig og far er kærester endnu, ik å’? 

Mig: “Jo da. Hvorfor spørger du?” 

Vigga: “Nogen gange så flytter man fra hinanden, når man ikke er kærester mere, og så skal far bo i et andet hus” 

Mig: “Ja, det er rigtig nok. Det er der nogen der gør” 

Vigga: “og så skifter jeg imellem at bo i dit hus og fars hus…” 

Mig: “Ja, det er der nogle børn der gør, men ikke dig jo …. Hvor kommer alt det her fra?” 

Vigga: “Det siger Emilie og Rosa i børnehaven, at sådan er det med deres mor og far …” 

Mig: “Jamen, det er også rigtigt at deres mor og far ikke er kærester mere… ” 

Vigga: “Skal dig og far være sammen for altid og evigt?” 

Mig: “Øh, det håber jeg da. Men det er svært at svare på …. ” 

Vigga:” Hvorfor?” 

Mig: “Jeg vil i hvert fald gerne være sammen med far for evigt” 

Tænkepause… 

Vigga:” Jaaae… men man ved jo aldrig, mor …” 

Udgivet i anekdoter, børn, Vigsen | Skriv en kommentar

Hilsen fra operationsbordet

Jeg bliver kørt rundt i en alt for stor seng af en alt for stor mand. Han er rar, manden. Men det føles dumt. Jeg kan jo godt selv gå. Jeg har sygehustøjet på (sexy as fuck), nål i den ene hånd, støttestrømper på og håret bredt ud til alle sider. Ligger og kigger op i loftet og lamperne, som vi suser forbi. Smiler lidt og tænker på, hvad folk mon tænker. I elevatoren får jeg et glimt af mig selv i spejlet. Make up-løs og træt. Endelig nedenunder på operationsgangen, og jeg bliver parkeret i siden udenfor den kølige operationsstue. Jeg venter. 

Mine hænder stryger pr. automatik ned over min mave. Igen og igen. Om lidt er det slut. Om lidt er det uigenkaldeligt. Jeg kan ikke få flere børn. De skal fjerne mine æggestokke og livmoder. Det har jeg selv valgt. Jeg vil ikke risikere at dø alt for tidligt fra mine børn, nu hvor jeg selv har noget at skulle have sagt. Jeg ærgrer mig endnu engang over den lortespasser genfejl, der gør at min risiko for kræft er så tårnhøj.

Det er mærkeligt. Beslutningen om at få fjernet bryster var enorm. Hvordan ville resultatet blive? Kunne jeg leve med det? Fokus lå på det ydre. På min kvindelighed. 

Det var ikke svært at beslutte sig for, at livmoder og æggestokke skulle væk. På et tidpunkt kan vi alligevel ikke bruge dem til noget. Men jeg er 37, og jeg har to børn. Beslutningen om hvornår det skulle ske, har været svær. 

Og nu ligger jeg her. Kan ikke fortryde nu. Jeg tænker på de to pragteksemplarer derhjemme. Hvordan de har udviklet sig fra en lille snoldet celle til et helt perfekt minimenneske inde i min livmoder. Hvordan naturen er gået sin gang. Nu sætter jeg en stopper for det, og der er ingen fortrydelsesret.

I et kort ubevogtet øjeblik får jeg lyst til at smutte. Bare væk. Men fornuften får overtaget. Jeg ved vores beslutning er rigtig. Vi har vendt det forfra og bagfra hundrede gange. Vi er berigede, lykkelige og taknemmelige for de to vi har, og nu hvor de er halvstore kan man begynde at mærke sig selv og hinanden lidt igen. 

Jeg bliver revet ud af mine tanker af narkosesygeplejersken. Hun hedder Bente. “Det hed min mor også”, ryger det ud af mig. Bente smiler bare og spørger mig om jeg vil tage et net over håret. Jeg gør som hun siger. Så får jeg et par klipklappere og skal lunte med hende ind på operationsstuen.

Meget stue er der nu ikke over det. Foran mig er operationsbordet. Med tilhørende stigbøjler til ben og fødder. Yes yes, den opmærksomme kvindelige læser ved hvad det præcis betyder. 

Det er koldt. Jeg lister hen til stigbøjlerne. En anden kvinde sidder og piller ved dem, klapper muntert på min plads og siger, jeg bare kan hoppe op.

Jeg hopper op, og tre sygeplejersker står nu omkring mig. Den ene er Bente. Hun lægger mig til rette. “Længere op med hovedet, Jeanette, se sådan her. Jeg lægger puden her, er det okay? Og så numsen helt ned …. længere endnu, fint ja. Fryser du?” 

Jeg får tæpper på. Damen ved stigbøjlerne begynder at snakke om, at jeg får massage på mine ben imens. Hun skal lige stramme med velcro, før hun sætter massagen igang. Bente begynder at lægge nyt drop i venstre hånd og tilkoble elektroder til mit bryst og den sidste sygeplejeske er ved at tilkoble sovemedicinen i min højre hånd. Kirurgen kommer ind og snakker med mig om hormoner. 

Det begynder at bippe rundt om mig. Jeg fokuserer på de store sekskantede lamper i loftet. Der er tre, og i slukket tilstand minder de mig om 80’er diskolys. 

Jeg fornemmer flere personer i rummet. Tænk de alle sammen får løn for at hjælpe mig af med min kræftrisiko. Det kan godt være folk brokker sig over sygehusvæsnet og manglende velfærd, men jeg skal ikke klage. 

Fortrydelse og lysten til at flygte væk vender tilbage. Bare de dog snart ville gå i gang. 

“Jeanette, jeg giver dig sovemedicin nu, og så får du lige den her…” 

Sygeplejersken til højre for mig sætter en iltmaske ned over min næse. Jeg hader det. Har traumer fra engang jeg fik lagt dræn i ørene som 5-årig. De var fire om at holde mig. 

Jeg kan mærke narkosen i mine årer. For fanden, det gør ondt. Det har det ellers aldrig gjort før. Jeg klager min nød og siger det svier i min hånd. “Ja, nålen sidder ikke så dybt, så du kan nok tydeligere mærke det”, siger hun. Fedt.

Jeg åbner mine øjne vidt op. De skal eddermame ikke begynde at skære i mig, før jeg er helt væk. Så jeg koncentrerer mig om at snakke og holde øjnene åbne. Min hånd føles brandvarm. Skide narkose. Det har været så rart de andre gange. 

“Jeanette, kan du mærke du bliver ør nu?” 

“Ja, en smule. Men mest gør det ondt i min hånd ….. jeg kan godt mærke det nu ….” 

Så er jeg væk. 

Udgivet i beslutning, BRCA1, genfejl, genmutation, operation, tanker | Skriv en kommentar

Mit BRCA1 forløb: I dag skal mine æggestokke og livmoder fjernes

Så lige nu ligger jeg i en sygehusseng og venter. Venter på det bliver min tur til operation om nogle timer. Det er meget sigende for hele det her forløb. Ventetid. Føler jeg siden 1. juni 2016 har været i venteposition, og jeg glæder mig virkelig til snart at kunne se en ende på alt det operationshalløj. 

I dag fjerner de mine æggestokke og livmoder. Slut med børn. Slut med menstruation. Slut med pms (I hope). Slut med høj cancerrisiko. 

Til gengæld goddag til overgangsalder og risiko for knogleskørhed. Ingen sagde det skulle være nemt, vel? Tænk sådan en lillebitte brca1 genfejl, som jeg ikke kan se eller mærke, kan sætte gang i så meget. 

brca1
Nuvel. Jeg er også bare lidt træt i hovedet og sulten, fordi jeg er nervøs, spændt og fastende lige nu. 

I mit forrige  indlæg om mit BRCA1 forløb, skrev jeg at jeg skulle opereres igen i april. Jeg var da også klar, da min operation blev aflyst i sidste øjeblik. Der var kommet akutte patienter ind. I stedet blev det i dag, og nu hvor jeg ligger i sengen med armbånd og yndig støttestrømpe, så er der vist ingen vej tilbage. 

brca1
Jeg glæder mig til at få det overstået og håber på et forløb uden komplikationer. Jeg skal på Nibe Festival og en længe ventet rejse med min mand og børn i juli, så alt skal helst bare klappe.

Angående min korrigerende brystoperation, hvor de høster fedt fra min mave og sprøjter ind i brysterne, så skal jeg på den igen i september. Jeg har været omkring mange scenarier med plastickirurgen, fordi jeg ikke er helt tilfreds. Men vi holder fast i mere fedtforflytning og håber på de kommer til at se bedre ud. 

Jeg må hellere slutte af for nu, inden portøren pludselig står ved min fodende. Kryds fingre for mig derude. Det er sgu lidt vildt at få underlivet fjernet som 37-årig. Tænk om jeg går direkte i overgangsalder, når jeg vågner op? Med hedeture, humørsvingninger og hele baduljen … Jeg har bestemt mig for at få hormoner, men jeg ved ikke om de giver mig det med det samme, eller om vi skal se tiden an. Det skal jeg lige huske at spørge om. 

Udgivet i BRCA1, genfejl, genmutation, operation | 4 kommentarer

Pigefødselsdag 5 år – lyserødt tema

I lørdags fyldte mindstebarnet intet mindre end 5 år. 5 år? Så er man ved at være stor, og det er ret så svært som forælder at begribe, når især den mindste egentlig ikke er så lille længere. Hun er så selvstændig, viljefast, humoristisk, kærlig og sjov, og da jeg spurgte hende hvilke kager vi skulle lave til at tage med i børnehaven, kom det prompte: “Jeg vil have en skør fest med minions!” Så vi gik i gang med minions muffins, og hun var noget nær lykkelig, da vi drog af sted mod børnehaven med de skriggule kager i favnen.

Da jeg så spurgte hende om hvordan fødselsdagen for familien skulle være, da vidste hun ikke lige hvordan og hvorledes. Hun ville bare gerne have lagkage. Og der skulle jeg måske så bare have sagt: “Hey, dét får du, min pige!” og sparet mig selv for en hulens masse tid.

Men jeg var kommet til at surfe lige vel meget rundt på pæne pæne pinterest, og var blevet inspireret af overdådige kageborde i sarte rosa farver. Jeg havde fået gode idéer. Derfor foreslog jeg hende en rigtig pigefødselsdag med lyserødt tema. Jeg malede billedet for hende ‘balloner, pom pommer, sugerør, skumfiduser, kyskager, blomster og alverdens kager i lyserøde farver’. Hun købte den med det samme. Og så gik jeg ellers i sving. Jeg havde et billede i hovedet af det hele – og det var måske lige overdrevet nok til en 5-års fødselsdag. Det havde været bedre til f.eks. barnedåb, men prøves skulle det.

Jeg googlede opskrifter, lavede lister, indkøbte spiseligt guld- og hindbærstøv og pastafarver og stressede over pladsmangel til kagebordet. Endelig landede jeg på fem slags kager, der skulle prøves. Lagkage laver jeg altid, og det var det eneste, som Vigsen havde bedt om, så den var selvskreven. Jeg lavede en lagkage med hindbærmousse og maraboucreme, lyserød marcipanovertræk og ½ liter flødeskum til at lukke den med. Bundene købte jeg denne gang, da jeg simpelthen ikke orkede at bage dem oveni alt det andet, der skulle laves.

Så ville jeg lave cheesecake. Jeg elsker cheesecake, og har flere gange lavet en med hvid chokolade, som bare er et hit hver gang. Jeg lavede den med bund af oreos og en creme bestående af mascarpone, smeltet hvid chokolade og pisket fløde. Jeg tilsatte lidt pastafarve for at få den rosafarvet. Kakaodrys og bær på topppen. Simpelthen så nem, og det var den kage på bordet, der røg først.

Cupcakes var også på menuen fordi de simpelthen er så fine. Jeg søgte og søgte efter gode muffins, og endelig fandt jeg en lækker opskrift på svampede banancupcakes hos denne dygtige kageblogger. Cream cheese frostingen lavede jeg i diverse pastelfarver, som jeg synes matchede det lyserøde tema (og som jeg havde set på pinterest).

Hjemmelavede romkugler har jeg altid godt kunne tænke mig at lave, så nu skulle det være. En rest chokoladekage fra fryseren, en hindbærroulade (den billige fra Fakta), lidt mørk rom, hindbærmarmelade og smeltet mørk chokolade smides i en røremaskine og så har du romkugler. Jeg rullede dem i førnævnte hindbærstøv, og rent æstetisk var det et hit, men smagen af hindbærstøvet var for syrlig til mig, så de romkugler jeg rullede i chokodrys og krymmel var langt de bedste.

Endelig lavede jeg minimuffins. Jeg brugte min all-time favourite opskrift på chokolademuffins, som jeg engang har fået af en forælder på mit arbejde. De er så smagfulde og holder bare en lækker svampet makronagtig konsistens i lang tid. Min mand lavede en kraftig chokolademousse, som kom på toppen af den lille muffin og dermed blev den lille mundfuld lidt ligesom kagen Gateau Marcel. Guldstøv blev drysset på for at gøre den fin.

Så var kagebordet klar, og således tog det sig ud.

I øvrigt ret smart at det også kunne bruges som gavebord, inden kagerne kom på. 

Så kom vi til bordpynten … Jeg købte en masse rosa og lyserødt. Balloner, pom pommer, vimpler, lys, skumfiduser, kyskager og blomster. Det meste indkøbt i Søstrene Grene og Føtex. Med sådanne ting kommer man langt, og vi fik lavet et yderst dekorativt bord, og som Vigsen sagde det: “Vores stue er bare så smuk, mor”. Fantastisk. Hun var glad. Jeg lader bare billederne tale for sig selv her … håber de kan inspirere lidt …

 

Det var en rigtig glad pige vi havde os lørdag d. 18. marts. Hun havde så skøn og dejlig en dag med et væld af gaver og gæster, og hun satte pris på det hele, hvilket også var skønt. Det ville hun jo ikke kunne have gjort på samme måde havde det været hendes barnedåb … tsk tsk.

Gaverne der hittede i år var alt med enhjørninger. Hun fik da også både et enhjørningekostume, Barbie med enhjørningehestevogn og tatoveringer med enhjørninger. Derudover fik hun en masse LEGO Friends, hun fik den der lille kylling, der klækkes i ægget, når man passer og plejer det, hun fik halskæde og bamser … og så fik hun et ur. Et ønske, der ikke var på ønskelisten, men som var det hun blev allermest glad for. Hun har det på dag og nat og kigger på klokken hele tiden, selvom hun ikke kender den. Uret ses på de to sidste billeder. Fantastisk fin gave til en 5-årig.

 

Udgivet i børn, fødselsdag, kage, opskrift, pigemor, Vigsen | 3 kommentarer

Vigsens guldkorn #4

Så er det Vigsens tur til at få sine guldkorn på bloggen. Hun er altså en sjov lille skid. Nogle af disse udsagn går helt tilbage til da hun var 3 år.

———————————————————

Jeg snakker med Filøjsen om, hvad de har lavet i børnehaven.

Filøjsen: “Jeg har lavet en glimmerflaske sammen med mindfullness-Mia”

Vigsen: “Jeg har spist sand. Og en sten”.

Mig “…”

————————————————————–

Vigsen leder efter sin Elsa paryk:

“Hvor er nu den skide paryk?”

————————————————————–

Vi leger sammen på gulvet. Vi laver snurreture. Da vi er færdige:

“Sådan mor. Jeg fik ikke en skid ondt i ryggen!”

—————————————————————–

Storebror og jeg hører højt musik ovenpå. Vigsen kommer op med armen kækt placereret i siden og en dukke i den anden hånd:

“Hvad så? Er det her der er fest?”

————————————————————————–

Fest i børnehaven. Der er balloner, og Vigsen har fået fat på en. Vi snakker om motivet, som er fra Rasmus Klump.

“Se mor, der er Rasmus … og Pingo … og Pelle!”

“Ja”, siger jeg. “Og der står der Sydbank”.

“Nej, mor. Der er ingen der hedder Sydbank i Rasmus Klump!”


Hun leger med kridt udenfor og skal pludselig skynde sig på toilet. Jeg hjælper hende, da det lige er ved at være for sent. Vi når det, og jeg siger:

“Du skal altså gå på toilettet, når du kan mærke det. Kridtene går jo ingen steder”

Vigsen: “…. men kridt kan altså ikke gå, mor?”

———————————————————————-

Vi er i Fakta. Jeg køber blandede rodfrugter. Vigsen stirrer intenst på posen, peger på pastinakkerne og siger:

“Se, mor. De gulerødder er helt rustne!”

———————————————————————-

Gulddreng i TV

Vigsen: “Hvem er det, mor?”

Mig: “Han hedder Gulddreng”

Vigsen: “Gulddreng? Er han lavet af guld?”

Mig: “Nej, det kan man ikke sige, han er”

TV zoomer ind på hans ansigt.

Vigsen: “Jeg kan godt se, at han er helt guld-agtig i fjæset.”


 Tidligere guldkorn fra Vigsen kan læses her #1, her #2 og her #3 

guldkorn

 

Udgivet i guldkorn, hverdagsglimt, Vigsen | 2 kommentarer