Mit BRCA1 forløb: Operationen bliver en ommer … 

Jeps. No shit Sherlock … Jeg var på sygehuset i torsdags for at få en snak med min kirurg. Det var egentlig ikke meningen, vi skulle have en samtale før i oktober måned. Men efter selv at have været skeptisk over resultatet indtil videre, og efter en fysioterapeut sagde, at jeg bare skulle være opsøgende, hvis jeg havde tvivlspørgsmål, ja så fik jeg bestilt en tid.

Jeg ville bare have min kirurg til at kigge på mig og måske sige mig nogle beroligende ord. Tre forskellige læger havde sagt, at det nok skulle falde på plads og blive pænt. Giv tid!, messede de samstemmigt. Men jeg synes bare ikke rigtig at det var så skide pænt. Så af alle mennesker måtte min kirurg jo vide om den var hel gal, eller om det var mig, der var galt på den.

Hun havde travlt, men som altid tog hun mig alvorlig og havde tid til mig.

Da jeg smed trøjen, så hun kunne kigge på “værket”, så hun først undersøgende ned over mig. Det er sådant et uforklarligt, vurderende og meget professionelt blik, der scanner ned over en. Slet ikke som om det er bryster, der kigges på – men mere et stykke grundigt håndværk. Jeg kunne godt se på hendes udtryk, at det ikke var helt godt.

“Ja, det skal vi lave om”, sagde hun endelig. “Det er ikke godt nok desværre. Prøv at se her … ” Hun greb sin grønne sprittusch og begyndte som en anden tegner at skitsere for mig.

Mit ene bryst sidder to cm. højere end det andet. De sidder langt fra hinanden. De har slet ikke samme form. I det højre bryst sidder implantet ud over siden, så det generer min arm, når den hænger ned langs med siden. Ingen ordentlig form eller runding på det heller.

Alt det jeg har bekymret mig om de sidste 6 uger, satte hun ord på for mig. Og det var egentlig rart. Så var det jo ikke bare mig.

“De er for små, og jeg synes ikke de passer til din krop, som de er nu, og de bekræfter mig i, at vi burde have lavet expandere til dig, men nu forsøgte vi, og det fungerer desværre ikke. Jeg tænker umiddelbart to små operationer mere til dig, hvor vi retter op og giver dig den rigtige størrelse og form.”

Hun bemærkede min reaktion ved hendes ord.

“Det vil blive en meget mindre operation. Vi har fjernet al vævet, brystvorter og så videre, og vi har lavet lommerne til implantaterne, så du vil ikke blive så medtaget som i første omgang.”

Det hjalp at høre. Men hvor er det ironisk, at jeg, fordi jeg gerne ville undgå to operationer og en længere sygemelding, nu sikkert skal ud i 3 operationer og meget længere sygemelding for at få det hele gjort ordentligt.

Jeg holdt selv fast ved operationen med blivende implantater og rekonstruktion med det samme, og jeg håbede det bedste, men den gik ikke, og jeg skulle nok have lyttet til anbefalingen om expandere. Men bagklog kan man jo altid være …

Min kirurg sagde, at nu måtte jeg holde ud. Jeg skal igang med at arbejde og få min krop op i gear igen, så må vi tage de endelige ændringer og beslutninger om det videre forløb i oktober.

“Vi stopper ikke, før alle er tilfredse.”

Hun var imponeret over hvor godt og hurtigt jeg er helet, og over at jeg ingen komplikationer har haft whatsoever. Det var meget positivt for det videre forløb også.

Så nu står jeg her. Med et plasticmareridt af et par bryster og med en tålmodighed der skal strække sig længere end Den Kinesiske Mur.

Jeg kan ikke gøre andet end at vente og håbe på det ender med et fint resultat langt ude i fremtiden. Jeg er ambivalent omkring det. For jeg er glad for det skal laves om, og det bliver pænere, men jeg er træt af ventetiden og det resultat jeg skal rende rundt med så længe.

Men igen, det skal være skidt før det bliver godt. Eller noget.

Nu smutter det lille firkløver her snart på camping, og så prøver jeg at glemme alt om bryster og skævheder så længe. Vil istedet glæde mig over, at jeg er frisk til at nyde vores lille familie.


1 time før operation. Serious selfie!

Udgivet i BRCA1, genfejl, genmutation, operation | 4 kommentarer

Campinglivet er ikke for mig, men de siger det er så godt for børnene … 

Okay, sidst jeg var på en gedigen dansk campingferie med børn, var da jeg selv var barn. 6 år gammel. Tror nok jeg elskede det dengang. Det eneste jeg dog sådan rigtig husker, er at min mor og far fortalte om den her stoooore overraskelse som min søster og jeg ville få, når vi kom hjem fra campingferien. Jeg glædede mig og forstillede mig et stereoanlæg, en hund, en kat, nye cykler … alt muligt fedt for en 6-årig.

“I skal have en lillebror eller en lillesøster til vinter!”

Jep. Det var den store overraskelse. Sorry lillebror, jeg elsker dig, men jeg husker faktisk stadig min store skuffelse. Det synes jeg åbenbart ikke var fedt dengang, når nu mit hoved var fyldt med materialistiske goder og tuttenuttede hundehvalpe.

Da jeg ramte teenageårene fandt jeg campingstilen meget belejlig, når det betød festivaler eller alenetid i Løkken med bedsteveninden langt væk fra mor og fars opsyn og formaninger. Vi var stort set hele tiden fulde, festede, nøgenbadede and what not. Hvor og hvad vi sov på, var ikke så vigtigt. Klart at et hotelværelse  havde passet bedre til luksusdyret i mig, men vi var 15 år og arbejdede på den lokale grillbar.Vi havde sgu ikke råd til den slags udskejelser, og for vores forældre var turen derop en mere end rimelig økonomisk håndsrækning.

Jeg tror det var på Nibe Festival i 3.g, at jeg sagde farvel til camping- og teltovernatninger i et godt stykke tid. Det var bare ikke mig.

Halvflade luftmadrasser, klamme og utætte telte, tøj man ikke havde styr på, ingen spejle, intet toilet, allestedsnærværende larm, famlen efter teltdugens lynlås i mørket, fordi man virkelig skulle tisse og vågne op i 40 graders varme, fordi solen bragede ned over teltet. Nej, det var og blev sgu for primitivt for mig til sidst.

I mange år herefter stod den på hotel, pool og aircondition, når jeg drog udenlands. Eller sommerhus, når det var i Danmark.

Lige indtil min mand og jeg – kåde og nygravide – besluttede os for at køre til Italien … med telt. Vi ville bare finde en tilfældig campingplads, slå telt op og nyde livet. Det gik da også fint. Lige indtil vi skulle slå telt op i middagsheden ved Gardasøen, og vi slog teltpløkkerne halvt fordærvede i det hårde stenunderlag.

Jeg var tilbage til halvflade luftmadrasser og opvågninger i en bageovn. Og.Det.Huede.Mig.Ikke

Vi gik fra telt over bungalow og til hotel på nul komma fem, og jeg var straks mere tilpas. Vel hjemme i Danmark lovede jeg mig selv, at det for alvor var slut med det campingsjov.


7 år senere og nu står jeg her igen. Nu har vi børn, og de vil dødgerne på campingferie.

I juni efterlyste jeg bekendte på Facebook, der kunne låne eller leje os deres sommerhus eller campingvogn i sommerferien. Hurtigt fik vi en masse tilbud, og vi sagde ja tak til en gammel gymnasieveninde, som har en vogn til at stå fast på en plads. Så NU prøver jeg campinglivet igen. Og så håber jeg den ondenlyneme at det bliver en succes denne gang. Jeg må bide den primitive livsstil i mig og glædes over børnenes strålende øjne, når de ser køjesengen de skal sove i og den store legeplads.

Egne behov skubbes til side, når det gælder ens børn, og jeg glæder mig tosset til at tage del i deres glæde og bare slappe af som familie. Det trænger vi til. Primitivt eller ej.

Nu mangler jeg bare min campinghabit.

Udgivet i familietid, hverdag, hverdagsglimt, sommerferietanker | Skriv en kommentar

Mit BRCA1 forløb: Status efter 5 uger 

Det er gået stærkt fremad med mig de sidste par uger, og siden jeg skrev mit sidste post-operationsindlæg.

Det er nu over 5 uger siden, jeg blev opereret. Jeg er 5+4, hvis vi bruger graviditetsjargon. Onsdag er min sidste dag med sygemelding, og jeg skulle have været tilbage på arbejde, hvis det da ikke var for det faktum, at vi er midt i skolernes sommerferie, og jeg dermed også har ferie. Men skulle jeg nu have været tilbage på min pind, så kunne jeg godt klare det nu, er jeg sikker på. Lærerjobbet er jo ikke ligefrem fysisk hårdt, og jeg underviser ikke i idræt, så det ville bestemt være overkommeligt for mig.

På den anden side er det rart, at jeg lige kan strække helingsprocessen dét længere og fortsat tage den med ro.

Jeg er i løbet af de sidste par uger blevet meget mere bevægelig, jeg har ikke ondt (kun følelsen af det strammer over brystet til tider), jeg vasker og føntørrer selv mit hår, jeg har hentet mine børn i børnehave nogle gange, jeg har kørt bil! (stadig ikke det nemmeste, men det går), og jeg har endda vovet mig ud på en lillebitte cykeltur ned i Fakta efter proviant … det skulle jeg ikke have gjort.  Den bevægelse med at komme op og ned af cyklen bruger man sine brystmuskler til (tænker I over det?), og man svinger mere med styret, end man lige tror, så cyklen parkerer jeg lidt endnu for helingens skyld.

Jeg kan endnu ikke hæve mine arme helt strakt op over hovedet, og derfor laver jeg daglige øvelser med elastik, som fyssen har sat mig i gang med. Hun var iøvrigt imponeret over min fysiske fremgang på de to uger, siden jeg sidst var hos hende.

Så er der psykiske, som jeg pylrede over i sidste indlæg. Jeg fik en rigtig fin kommentar med gode links til den del af en sød læser. Jeg har læst det hele og forstår nu, at der er nogle faser, man går igennem psykisk efter sådan en operation. Lidt ligesom med sorg.

Men som jeg har fået det bedre fysisk, er det også blevet nemmere psykisk. Jeg er stadig ikke tilfreds med resultatet, men det er hvad det er. Jeg har tiltro til, at jeg lander et sted, hvor det bliver godt, engang ude i fremtiden. Men jeg er pt. ikke ked af at have mistet mine bryster. Jeg føler ikke, at jeg mangler en vigtig del af mig selv. Det er okay. Jeg har accepteret, at det er sådan det er, og det er for det bedste, så det vil jeg ikke gå og være ulykkelig over. Slet ikke når jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det. Jeg må se fremad nu …

På torsdag har jeg fået lavet mig en aftale med den kirurg, som opererede mig. Det er første gang efter operationen, jeg skal tale med hende. Jeg vil høre hende angående nuværende resultat, forklare min bekymring om højre bryst, som er bredt og buler ud i siden, således det generer min arm. Spørge ind til andre ting, som jeg glemte at spørge om i starten. Jeg håber det bliver et godt og positivt gensyn med hende, og det kan give mig lidt ro i forhold til det kosmetiske.

Så alt i alt en af de bedre opdateringer. Jeg er stadig imponeret over, hvor hurtigt jeg er kommet i bedring over de seneste uger. Jeg var jo seriøst smadret, i smerter og ubehjælpsom i starten.

I torsdags tog jeg ud at spise frokost med en veninde. Jeg har ikke sådan rigtigt været ude i evigheder (sådan føles 5 uger, hvor man primært opholder sig indendøre for mig), så jeg gav den gas med hårkur, langt bad, pænt tøj og en grundig omgang make-up, og så tog jeg et billede af mig selv og sammenlignede det med versionen af mig for 5 uger siden, hvor jeg var helt nyopereret, bleg og træt.

Der sker sgu meget, og det var fedt at være ude i offentligheden og føle sig helt normal igen. Ingen tvivl om, at det også hjælper på den psykiske del i sådan et forløb her.

Udgivet i BRCA1, genfejl, genmutation, hverdagsglimt, operation | 2 kommentarer

Filøjsen siger farvel … 

Idag er en vemodig dag. En epoke i sønnikes liv er slut, og en ny begynder lige om lidt.

I 3 1/2 år har Filøjsen trådt sine barnesko i verdens bedste børnehave. Han var så lille, så usikker og betuttet den allerførste dag i børnehaven tilbage i december 2012. Han var ked af det, når vi afleverede ham, og den første måned var rigtig hård.


Siden da er han vokset med opgaven. Han blev ligeså stille mere tryg og mere modig. Han fik nye venner, nye relationer til voksne og han fik udvidet sit ordforråd til den mere … ehm… kulørte side.

Han har nu været en af de store dernede i over et år og trænger nok efterhånden til at komme videre.

I onsdags havde ham og et par andre drenge en kagemand med, og i dag havde vi små gaver med til alle pædagogerne. Han har lavet fine armbånd til dem alle, og sammen med andre lækkerier i form af cava, chokolade og lakrids har vi lavet en slags kurv til hver og sammen skrevet et sødt personligt kort til hver enkelt.


Pædagoger skal altid anerkendes for deres enorme stykke arbejde, synes jeg. For mig er det vigtigt at vise, at vi påskønner deres indsats. Især det sidste års tid har de lavet et kæmpe stykke arbejde med Filøjsen, samarbejdet med vores private ergoterapeut og støttet op om alle tiltag, vi har sat i gang. Det er virkelig betydningsfuldt, og jeg er dem dybt taknemmelig.

Da Filøjsen stolt overrakte gaverne til dem i morges, blev de også rørte og glade og Filøjsen strålede som en lille sol. Det er fedt han synes det er dejligt at bruge tid på at lave noget fint og så give det til nogen, man holder af som tak, afsked eller bare fordi. Heldigvis er det ikke farvel for altid til børnehaven og de søde voksne, da Vigsen jo stadig har et par år tilbage dernede.

Nu skal jeg hente banditterne lige om lidt, og så ligger 4 ugers sommerferie foran os, inden en ny epoke starter i skolen til august.

Jeg kan mere og mere dag for dag, så jeg glæder mig til vi bare skal være sammen alle fire, have tøffetid, sove længe, hygge og slappe af. Det trænger vi alle til.


Udgivet i børn, børnehave, Filøjsen, hverdagsglimt | Skriv en kommentar

… og sådan blev man shanghaiet til DR TV 

Filøjsen har sidste uge i sin børnehave i denne uge, og derfor strøg jeg ud i skoven, hvor ungerne opholdt sig i dag, med en kæmpe kagemand fra Filøjs og vennerne. Bedst mens jeg stod og talte med en af pædagogerne, kom lederen hen og sagde, at hun sørme lige havde talt med Pernille fra DR, der søgte en 4-årig og hendes forældre til et interview…. Hvorefter hun stirrede lidt for opløftet på mig: “Vigga er da 4 år, er hun ikke?”

Og i løbet af nul komma fem havde jeg talt med Pernille fra DR og aftalt møde og interview hjemme hos os selv kl. 15 i dag.

Pyha. Havde vist ikke overvejet situationen. To trætte børn efter en hel dag i skoven skulle være klare og veloplagte til interview lige efter børnehave …

Men DR kom, og Filøjsen gjorde kæmpeøjne, da han så kameraet lyse og blinke og fik lov til at holde den store mikrofon.

Men det var nu Vigga og mig de skulle tale med. Vigga fordi hun er 4 år og dermed falder ind under den gruppe børn, der i 2030 ikke ryger eller kender en eneste der gør. Altså ifølge Sundhedsstyrelsens nye stortanlagte kræftplan, der er blevet sat i værk i dag, hvor der er rigtig meget fokus på rygning.

Mine børn, lidt beskidte, lidt trætte og sultne, klarede det vist fint nok. Vigga aner faktisk ikke, hvad en cigaret er og kunne ikke sige så meget om det. Hun sagde at moster røg, hvad jeg ikke tror moster bliver glad for at høre. Til gengæld fik hun tegnet en masse (Vigga altså), mens Filøjsen storsnakkede i baggrunden (han fik ikke mikrofon på).

Hvordan jeg klarede det, aner jeg ikke. Jeg anede intet om emnet på forhånd. TV føles altid lidt opstillet, og man er alt for bevidst om, hvad man siger. Samtidig blev jeg blussende rød i kinderne.

Men nu må vi se. Jeg synes i hvert fald den nye kræftplan er et glimrende tiltag.

I kan se klippet i aften lige midt i ulvetimen. TV-avisen kl. 18.30.

Hvis man er til sådan noget altså …




Udgivet i hverdag, hverdagsglimt | Skriv en kommentar