Pigefødselsdag 5 år – lyserødt tema

I lørdags fyldte mindstebarnet intet mindre end 5 år. 5 år? Så er man ved at være stor, og det er ret så svært som forælder at begribe, når især den mindste egentlig ikke er så lille længere. Hun er så selvstændig, viljefast, humoristisk, kærlig og sjov, og da jeg spurgte hende hvilke kager vi skulle lave til at tage med i børnehaven, kom det prompte: “Jeg vil have en skør fest med minions!” Så vi gik i gang med minions muffins, og hun var noget nær lykkelig, da vi drog af sted mod børnehaven med de skriggule kager i favnen.

Da jeg så spurgte hende om hvordan fødselsdagen for familien skulle være, da vidste hun ikke lige hvordan og hvorledes. Hun ville bare gerne have lagkage. Og der skulle jeg måske så bare have sagt: “Hey, dét får du, min pige!” og sparet mig selv for en hulens masse tid.

Men jeg var kommet til at surfe lige vel meget rundt på pæne pæne pinterest, og var blevet inspireret af overdådige kageborde i sarte rosa farver. Jeg havde fået gode idéer. Derfor foreslog jeg hende en rigtig pigefødselsdag med lyserødt tema. Jeg malede billedet for hende ‘balloner, pom pommer, sugerør, skumfiduser, kyskager, blomster og alverdens kager i lyserøde farver’. Hun købte den med det samme. Og så gik jeg ellers i sving. Jeg havde et billede i hovedet af det hele – og det var måske lige overdrevet nok til en 5-års fødselsdag. Det havde været bedre til f.eks. barnedåb, men prøves skulle det.

Jeg googlede opskrifter, lavede lister, indkøbte spiseligt guld- og hindbærstøv og pastafarver og stressede over pladsmangel til kagebordet. Endelig landede jeg på fem slags kager, der skulle prøves. Lagkage laver jeg altid, og det var det eneste, som Vigsen havde bedt om, så den var selvskreven. Jeg lavede en lagkage med hindbærmousse og maraboucreme, lyserød marcipanovertræk og ½ liter flødeskum til at lukke den med. Bundene købte jeg denne gang, da jeg simpelthen ikke orkede at bage dem oveni alt det andet, der skulle laves.

Så ville jeg lave cheesecake. Jeg elsker cheesecake, og har flere gange lavet en med hvid chokolade, som bare er et hit hver gang. Jeg lavede den med bund af oreos og en creme bestående af mascarpone, smeltet hvid chokolade og pisket fløde. Jeg tilsatte lidt pastafarve for at få den rosafarvet. Kakaodrys og bær på topppen. Simpelthen så nem, og det var den kage på bordet, der røg først.

Cupcakes var også på menuen fordi de simpelthen er så fine. Jeg søgte og søgte efter gode muffins, og endelig fandt jeg en lækker opskrift på svampede banancupcakes hos denne dygtige kageblogger. Cream cheese frostingen lavede jeg i diverse pastelfarver, som jeg synes matchede det lyserøde tema (og som jeg havde set på pinterest).

Hjemmelavede romkugler har jeg altid godt kunne tænke mig at lave, så nu skulle det være. En rest chokoladekage fra fryseren, en hindbærroulade (den billige fra Fakta), lidt mørk rom, hindbærmarmelade og smeltet mørk chokolade smides i en røremaskine og så har du romkugler. Jeg rullede dem i førnævnte hindbærstøv, og rent æstetisk var det et hit, men smagen af hindbærstøvet var for syrlig til mig, så de romkugler jeg rullede i chokodrys og krymmel var langt de bedste.

Endelig lavede jeg minimuffins. Jeg brugte min all-time favourite opskrift på chokolademuffins, som jeg engang har fået af en forælder på mit arbejde. De er så smagfulde og holder bare en lækker svampet makronagtig konsistens i lang tid. Min mand lavede en kraftig chokolademousse, som kom på toppen af den lille muffin og dermed blev den lille mundfuld lidt ligesom kagen Gateau Marcel. Guldstøv blev drysset på for at gøre den fin.

Så var kagebordet klar, og således tog det sig ud.

I øvrigt ret smart at det også kunne bruges som gavebord, inden kagerne kom på. 

Så kom vi til bordpynten … Jeg købte en masse rosa og lyserødt. Balloner, pom pommer, vimpler, lys, skumfiduser, kyskager og blomster. Det meste indkøbt i Søstrene Grene og Føtex. Med sådanne ting kommer man langt, og vi fik lavet et yderst dekorativt bord, og som Vigsen sagde det: “Vores stue er bare så smuk, mor”. Fantastisk. Hun var glad. Jeg lader bare billederne tale for sig selv her … håber de kan inspirere lidt …

 

Det var en rigtig glad pige vi havde os lørdag d. 18. marts. Hun havde så skøn og dejlig en dag med et væld af gaver og gæster, og hun satte pris på det hele, hvilket også var skønt. Det ville hun jo ikke kunne have gjort på samme måde havde det været hendes barnedåb … tsk tsk.

Gaverne der hittede i år var alt med enhjørninger. Hun fik da også både et enhjørningekostume, Barbie med enhjørningehestevogn og tatoveringer med enhjørninger. Derudover fik hun en masse LEGO Friends, hun fik den der lille kylling, der klækkes i ægget, når man passer og plejer det, hun fik halskæde og bamser … og så fik hun et ur. Et ønske, der ikke var på ønskelisten, men som var det hun blev allermest glad for. Hun har det på dag og nat og kigger på klokken hele tiden, selvom hun ikke kender den. Uret ses på de to sidste billeder. Fantastisk fin gave til en 5-årig.

 

Udgivet i børn, fødselsdag, kage, opskrift, pigemor, Vigsen | En kommentar

Vigsens guldkorn #4

Så er det Vigsens tur til at få sine guldkorn på bloggen. Hun er altså en sjov lille skid. Nogle af disse udsagn går helt tilbage til da hun var 3 år.

———————————————————

Jeg snakker med Filøjsen om, hvad de har lavet i børnehaven.

Filøjsen: “Jeg har lavet en glimmerflaske sammen med mindfullness-Mia”

Vigsen: “Jeg har spist sand. Og en sten”.

Mig “…”

————————————————————–

Vigsen leder efter sin Elsa paryk:

“Hvor er nu den skide paryk?”

————————————————————–

Vi leger sammen på gulvet. Vi laver snurreture. Da vi er færdige:

“Sådan mor. Jeg fik ikke en skid ondt i ryggen!”

—————————————————————–

Storebror og jeg hører højt musik ovenpå. Vigsen kommer op med armen kækt placereret i siden og en dukke i den anden hånd:

“Hvad så? Er det her der er fest?”

————————————————————————–

Fest i børnehaven. Der er balloner, og Vigsen har fået fat på en. Vi snakker om motivet, som er fra Rasmus Klump.

“Se mor, der er Rasmus … og Pingo … og Pelle!”

“Ja”, siger jeg. “Og der står der Sydbank”.

“Nej, mor. Der er ingen der hedder Sydbank i Rasmus Klump!”


Hun leger med kridt udenfor og skal pludselig skynde sig på toilet. Jeg hjælper hende, da det lige er ved at være for sent. Vi når det, og jeg siger:

“Du skal altså gå på toilettet, når du kan mærke det. Kridtene går jo ingen steder”

Vigsen: “…. men kridt kan altså ikke gå, mor?”

———————————————————————-

Vi er i Fakta. Jeg køber blandede rodfrugter. Vigsen stirrer intenst på posen, peger på pastinakkerne og siger:

“Se, mor. De gulerødder er helt rustne!”

———————————————————————-

Gulddreng i TV

Vigsen: “Hvem er det, mor?”

Mig: “Han hedder Gulddreng”

Vigsen: “Gulddreng? Er han lavet af guld?”

Mig: “Nej, det kan man ikke sige, han er”

TV zoomer ind på hans ansigt.

Vigsen: “Jeg kan godt se, at han er helt guld-agtig i fjæset.”


 Tidligere guldkorn fra Vigsen kan læses her #1, her #2 og her #3 

guldkorn

 

Udgivet i guldkorn, hverdagsglimt, Vigsen | 2 kommentarer

Filøjsens guldkorn #4

Det er hundrede år siden, jeg har haft ungernes guldkorn på bloggen. Nedenstående fra Filøjsen er samlet over en efterhånden ret lang periode. Vi skal tilbage helt til dengang han var 5 år og til nu, hvor han er 7. Enjoy!

 

Det er Store Bededags ferie. Vi  snakker om, at vi holder fri i 3 dage denne weekend. Det begejstrer Filøjsen:

“Det er fordi, det er Rødbededagsferie!”


Fra en afhentning i børnehaven:

“Jeg rutsjede på rutsjebanen med fireoghalvfemtenkilofart, mor!”

——————————————————————————————–

Vi så Find Nemo rigtig mange gange under vores renovering, hvor vi intet TV havde. Vi havde også ofte set forfilmene derpå, som ungerne fandt spændende. Da de sad og så den for 17. gang, og den var færdig, kom Filøjsen begejstret løbende:

“Hey, der var også sådan nogle bagfilm, mor!”

—————————————————————————-

Filøjsen kan ikke sove og lister rundt ude på vores repos. Min mand siger til ham fra sofaen, at han skal gå tilbage i seng og sove.

“Men det kan jeg ikke, far. Min hoved bliver ved at være fyldt med underlige tanker.”

—————————————————————————-

“Se lige det her fornærmelsesglas, far. Så kan man se alting tæt på”.

Far: “Det hedder et forstørrelsesglas … “

“Nej, fordi tingene nærmer sig, når man bruger det, far.”

—————————————————————————————-

Grillaften hos venner. Filøjsen hygger sig med en lille størrelse på 1 år. Han får lov af hendes mor til at give hende brød og kiks. Senere da de går rundt ude på græsplænen, siger Filøjsen til hendes storebror:

“Man må godt fodre hende”.

—————————————————————————————

Filøjsen kan endnu engang ikke sove.

Far: “Gå nu ind i din seng, skat. Du kommer rendende hver aften”.

(lang pause)

Filøjsen: “Synes du det er hver aften? Ej, far, helt ærligt. Det er det jo ligesom slet ikke!”

——————————————————————————————–

Far til mor, da der er kommet penge tilbage i skat:

“Gider du lige tjekke computeren om 10 minutter?”

Filøjsen: Ej, mor er jo ikke en robot, der bare gør hvad du siger!”

Far: “Nej, dét er hun ikke. Det er du bestemt heller ikke … “

Filøjsen: “Nej, jeg er ikke robot, men jeg gør hvad du siger!”

————————————————————————————————-

Vi sidder og kigger på geometriske figurer og nævner deres betegnelse. Vi kigger på en aflang figur.

Filøjsen: “…og det der er en hus-tangel”. 

———————————————————————————

Vi taler om noget, der er sket i klassen. En slags diskussion mellem en klassekammerat og deres lærer, som han synes var enorm sjov at overvære. Han sidder og klukker for sig selv, men siger så alvorligt:

“… men mor, man skal aldrig lægge sig ud med sin lærer, vel?”


guldkorn

 

Se de tidligere guldkorn fra Filøjsen her – #1#2 og #3

 

Udgivet i børn, Filøjsen, guldkorn, hverdagsglimt | 4 kommentarer

Mit BRCA1 forløb: Opdatering og fedtforflytning

Uf, det er længe siden jeg har givet en update på hele mit BRCA1 forløb. Jeg slap det på et tidspunkt omkring sommerferien med det her indlæg, og har sådan set ikke fået skrevet noget om det siden.

Men meget af tiden fra dengang til nu er også gået med at vente og hele op. Det er et langt forløb med sådan en fjernelse og rekonstruktion af bryster, skulle jeg hilse og sige.

Hårdt fysisk og hårdt psykisk. Jeg vil tro at jeg omkring august/september endelig følte mig ovenpå fysisk igen efter operationen i juni. Jeg kunne – og kan stadig – mærke en underlig fornemmelse omkring brystregionen. Det gør ikke ondt, men på en eller anden måde føles det ubehageligt. Jeg har en konstant fornemmelse af det strammer i mine muskler, og jeg ikke helt kan det samme som før operationen. Min brystmuskel ligger nu yderst i stedet for at ligge inde bagved blødt fedt og brystvæv. Det gør, at når jeg spænder i brystmuskulaturen, så mærkes det meget tydeligt, og brysterne bevæger sig (ligesom når mænd spænder brystet), og det er bare unaturligt for mig, og jeg bryder mig ikke om fornemmelsen.

Når jeg strækker mig eller strækker armene helt ud til siden eller over hovedet, så rammer følelsen af ubehag mig straks. Især inde ved brystbenet. Det føles som om at brystmusklen er på vej til at rive sig løs fra brystbenet, så jeg stopper mig selv, og kan ikke gøre det jeg vil fuldt ud.

Det psykiske aspekt fylder på den måde, at udseendet af brysterne ikke er så pænt, som man kunne have håbet. Med tøj på ser jeg fin nok ud, og man lægger ikke længere mærke til noget. Brysterne er blevet mindre, men det er ikke iøjnefaldende. For 14 dage siden var jeg for eksempel i sommerhus med mine gamle gymnasieveninder, og nogle af dem har ikke set mig i over et år. De tænkte slet ikke over det, før vi kom til at snakke om min operation. Heller ikke da vi var i poolen og det umiddelbart burde være nemmere at se en forskel i bikini.

Men for mig og min mand er der en tydelig forskel både i udseende og følelsen af dem. Og det betyder noget. Det kan også være lidt svært at snakke om, selvom vi prøver. Vi er jo begge enige om, at det rigtige var at få dem fjernet, da brystkræft ville være 100 gange værre, så man kan jo ikke tillade sig at synes det er lidt træls … eller hvad?

Det synes jeg egentlig godt man kan. Det skal være okay. Fordi brysterne er jo faktisk en stor del af en kvindes identitet. De har betydning for ens selvfølelse, udseende og for sexlivet. Man ammer sine børn med dem, og man spænder dem op i en push-up for at kjolen skal  sidde liiige dén tand bedre. De har også betydning for ens mand. Og så videre og så videre.

Derfor er det svært, når de pludselig er mindre, ulige og hårde. Der er ingen brystvorter. Der er et langt ar tværs henover hvert nyt bryst, og jeg har mistet følelsen i dem begge både foran og helt om til bag på ryggen, fordi så mange nerver er blevet skåret over. De er ikke ligefrem smukke. BH kan jeg ikke bruge for at fremhæve dem. Fordi de ikke sidder lige højt eller er lige bredde, fungerer det ikke. Samtidig generer den mig mere, end den gør gavn.

Så pludselig er jeg blevet enormt bevidst om den del af min krop. F.eks. har jeg ikke lyst til at gå i svømmehallen, mens brysterne ser ud, som de gør nu. Det er ligefremt grænseoverskridende at stå i omklædningen og under bruseren, hvor der er andre mennesker. Det har jeg aldrig nogensinde oplevet før.

Jeg håber dog på, at jeg efter de korrigerende operationer kan opnå et resultat, der er mere tilfredsstillende. Jeg ved også, at når jeg når dertil, hvor brystvorterne skal tatoveres på, så gør det en verden til forskel.

I sommers troede både jeg og kirurgen, at operationen blev en ommer. Altså, at jeg skulle have fjernet de blivende implantater og erstattet dem med nye expandere, der over tid skulle udvides til den rette størrelse for derefter igen at blive skiftet ud med endelige implantater.  

Til tjek-op i oktober synes min kirurg dog, at mine blivende implantater og nye bryster var blevet så meget finere, at det ikke var nødvendigt med ovennævnte plan. Hun ville nøjes med at rette dem til med mit eget fedt. Helt præcis ville hun tage fedt fra min mave og sprøjte ind forskellige steder i brysterne, hvor der var ujævnheder. Denne måde at gøre det på ville være mildere og knapt så omstændig. Jeg ville kun skulle sygemeldes i 2-3 dage. Så vi aftalte, at det var sådan det blev.

1.februar fandt jeg derfor mig selv på operationsstuen endnu engang. Narkosen flød i  mine årer, og jeg forsvandt langt væk i halvanden time, mens de høstede 110 ml. fedt fra min mave og sprøjtede det ind tre forskellige steder i brystet samt sugede en væskeophobning på mit højre bryst, der har generet mig siden operationen i juni.

Da det var overstået, var jeg øm i maven. Det sveg indvendigt. Og venstre bryst spændte og strammede. Men jeg kunne godt fornemme resultatet, selvom de kun havde taget en lille deciliter fedt. Kavalergangen var blevet lidt bedre. Før indgrebet var den flad og bulet. Jeg kunne også se, at venstre bryst ikke længere havde det hul øverst, som det havde før. De havde forsøgt sig med at suge væsken på højre bryst, men desværre kunne jeg ikke se nogen forskel. Jeg buler stadig meget ud under armhulen. Jeg kunne ikke spørge min kirurg om det, for hun var videre i dagens travle program og havde ikke efterladt notater om det til den søde sygeplejerske, som skulle overlevere dem til mig.

Så nu må jeg vente til maj måned, hvor jeg skal have opfølgningssamtale med hende og aftale, om der skal laves flere fedttransplantationer og rettes yderligere til. Bare tanken om endnu en operation gør mig træt. Alligevel så håber jeg på, at vi ikke er færdige. Er ikke helt tilfreds endnu.

Men sådan overordnet priser jeg mig lykkelig for, at mavefedt kan anvendes til noget positivt, og at jeg ikke skulle ud i en større omgang, som først vurderet.

Det er i dag elleve dage siden jeg fik indgrebet, og det går bedre dag for dag. Jeg blev opereret en onsdag og var tilbage på arbejde mandag. Jeg er stadig øm i maven, og skal gå med kompression i en måned. Til det formål har jeg købt sådan nogle shapewear trusser, der strammer maven ind og numsen op. Det fik jeg anbefalet af sygeplejersken, og det fungerer fint.

Så endnu engang er jeg i venteposition. I et forløb som dette skal der gå tid mellem indgrebene. Det tager tid for fedtet om at lagre sig det nye sted, og man kan være uheldig at det absorberes i kroppen og man ikke kan se den store forskel alligevel.

Ventetiden skal dog ikke være spildt, har jeg bestemt mig for. Jeg har nemlig også de der æggestokke, der udgør en reel risiko for kræft. Derfor har jeg i januar været til samtale på gynækologisk afdeling på sygehuset, og nu ligger datoen klar for fjernelse af livmoder samt æggestokke. Det bliver den 20. april at jeg lægges i narkose for 3. gang på under et år og derefter en sygemelding på 14 dage. Tjuhej, hvor det går, og hold nu fest, hvor jeg glæder mig til at alt det her er overstået.

Hvis I kom helt til enden, så TAK fordi I læser med og hænger ved, selvom der er langt mellem indlæggene.

BRCA1

 

Udgivet i BRCA1, genfejl, genmutation, hverdagsglimt, kræft, operation, refleksion | 5 kommentarer

Jul i Skagen 2016

I år havde vi muligheden for at holde jul i Skagen, idet vi var nået til min svigerfar og hans kone i vores årlige juleaftensturnus. Med skilsmisser på begge sider af vores familier, er det nogle gange lidt svært at få enderne til at mødes, så alle er glade. En problematik mange måske kender til efterhånden … Det er 4 år siden vi sidst holdt jul sammen med dem, og nu går der lang tid igen, så jeg var virkelig tiltrukket af tanken om at kunne fejre juleaften i deres smukke og hyggelige skagenshus. Det var de heldigvis helt med på. Sidste år havde min mand jo sit uheld med foden lige op til jul, og jeg stod med alle juleforberedelserne selv plus ungerne, og der satte den velkendte julestress ind hos lille mig. 

Derfor var det i år ekstra rart at kunne gøre sig klar i ro og mag og allerede sætte sig bag rattet til middagstid med forventningsfulde børn på bagsædet og gaver i hobetal bagi i bilen. Og med Rasmus Seebachs ‘Lille Store Verden’ på repeat, så var julestemningen altså på sit højeste i vores gamle røde og rustne lyn. Vi manglede bare den hvide puddersne, men den sørgede snapchat heldigvis for i disse SoMe tider … høhø.


Velankommet til Skagen fik vi først boardet alle vores gaver på et af værelserne. Vi fik en sodavand og spillede ludo. Herefter gik min mand og jeg en tur ned til vandet med Filøjsen. Det regnede og ruskede, men vi fangede pokemons og tyrede sten ud i vandet. Vi skulle mødes med farfar og kone halvvejs oppe mod kirken. De havde Vigsen med sig. Kirken var propfuldt, og jeg var nervøs ved tanken om, hvordan mine to spradebasser ville klare en halvlang gudstjeneste. Filøjsen ville slet ikke med ind, men blev overtalt ved at få lov til st spille på sin fars telefon. Efter 35 minutter måtte han kapitulere, og han kunne ikke mere. Så ham og far gik hjem mod huset igen. Vigsen holdt ud i de næsten 5 kvarter det tog, og det var jeg ret imponeret over. 

Vel hjemme i varme og tørvejr, gjorde vi klar til julemåltidet. Julemanden kom på besøg, og begge unger var noget tilbageholdne. Det var i forvejen en hård dag for Filøjsen, så han blev overvældet af det hele og blev ked af det, men mens Vigsen fik hilst på Julemanden og fik sin gave, vovede Filøjsen sig alligevel over til ham og hilste pænt ved at give hånd, og gaven ville han jo også gerne have. Så det endte godt. De vinkede farvel til ham, og så blev der ellers åbnet gaver. 



Uha, det med de gaver er altså en hård nød at knække for mine børn sådan en juleaften. De skal vente så længe, og når det så endelig sker, er der så mange pakker, at det kan virke ganske uoverskueligt, og der er ikke tid til at dvæle ved indholdet af gaverne. 

Vi gjorde det sådan, at de fik en gave om morgenen derhjemme, som de virkelig glædede sig over og legede med hele formiddagen. Så fik de en igen klokken 17 af Julemanden, og så fik de lov at få en gave efter hovedretten omkring 19.30. Det tog lidt af toppen. Da vi havde spist dessert var klokken over 20, og vi gik i gang med at danse om træet og synge. 

Jul i Skagen

E N D E L I G kunne gaveåbningen begynde. Filøjsen røg lige op i det overgearede felt og kunne være svær at trænge igennem til, men det lykkedes og han klarede det virkelig flot hele aftenen til trods for at overstadigheden havde taget i hans krop, og han skulle vente på at se, hvad hver enkelt fik, før næste gave kunne hentes.  Han fik mange LEGO gaver, som man ikke sådan sætter sig og samler lige med det samme, og det kunne mærkes i år, at han bare ville videre til næste gave, for der var ikke decideret “leg” her og nu i de gaver han fik, som der har været de tidligere år. 

Vigsen klarede det også fint. I hendes første pakke fra under træet, var der en lille blød og vamset hundehvalp, som kunne knurre, drikke sutteflaske, bevæge sig og sige søde lyde. Hun var helt solgt! Hun pussede og nussede om den hvalp, og hun forsvandt ovenpå for at putte den, og vi måtte hente hende ned igen, så hun kunne åbne resten af sine gaver. 



Omkring klokken 22-22.30 var vi færdige. Børnene fik noget af deres nye legetøj med i seng, og så fik manden og jeg puttet dem relativt nemt. Nu var det dog Vigsens tur til at være opkørt, og hun hulkede og hulkede (alt imens hun gabte) over at vi havde glemt at tage godnathistorier med hjemmefra. Til sidst fik jeg dog lov til at fortælle hende en fra fri fantasi, som hun lå og lyttede til med åben mund og polypper, og sagde til sidst: “Den var slet ikke dårlig, mor! Den var megagod!” … og så alt det ballade. Jesus! Bette skid. 

Den sidste time var voksentid. Der var ro på med snak, kaffe og hjemmelavet konfekt og småkager. En superhyggelig og afslappet dag og aften tog sin ende på den helt rigtige og julede måde.

Næste dag efter morgenmaden kørte vi mod Aalborg igen, og på vanlig vis har vi brugt 1. juledag sammen i langsomt tempo, leget med gaver, bygget LEGO, set jule TV, gået tur og bare hygget. Det er simpelthen den bedste dag for mig i hele juleferien. Jeg kan se mange andre børnefamilier også kører den stil, og jeg forstår hvorfor. 

Nu ser jeg frem til at tilbringe 2. juledag med min familie i morgen, og så har vi ellers ingen planer før nytårsaften. Skønt! 

Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer få – men meget skønne og værdsatte – læsere derude. Håber I nyder ferien og hinanden. 

Udgivet i barnetro, børn, familietid, Filøjsen, hverdagsglimt, jul, julemanden, julestemning, søskende, Vigsen | 2 kommentarer