“Jeg kan se på dine øjne, at du er sur…” 

Nogle gange så er de der børn altså noget mere opvakte og opmærksomme, end man først lige antager et så lille menneske for at være.

Mine børn er som børn er flest. Tror jeg. De er dejlige, sjove, kærlige, nogle gange høflige og husker at sige tak for mad, rydde op og bære tallerkenen ud. Andre gange skriger, råber og nægter de at gøre, hvad de bliver bedt om. Løber væk fra mig, gemmer deres hoved under en pude i den naive tro, at så kan mor ikke se dem.

Og nogle gange siger de ting, der kommer bag på mig. Ord og tanker som er meget reflekterende og præcist formuleret – især når de kommer til de voldsomme følelser.

De smelter mit hjerte. Og de kan få mit pis i kog. Jeg tænker, det er helt normalt.

Den anden dag er Filøjsen vred over noget. Han og Vigsen blev uvenner inde i stuen. Han slog ud efter hende, og jeg skældte ham ud. Han sidder i hjørnet ude i køkkenet på gulvet. Er hidsig og på grådens rand. Det er en morgenstund, og vi skal ud af døren.

Jeg prøver at få ham op til morgenbordet for at spise, og jeg vil gerne have ham til at sige undskyld til sin søster.

Jeg sætter mig hos ham og prøver at trøste og tale roligt, men han kan ikke komme ud af det.

Jeg siger noget med: “Kom nu bare, skat. Sig undskyld til Vigsen og så spiser vi.”

Han råber: “Men jeg kan ikke sige undskyld, når jeg har det sådan her inde i hjertet og taler med den her stemme. Det ved du godt, mor.”

Og ja. Det ved jeg faktisk godt. Det kan jeg jo heller ikke selv, når de vrede/kede følelser er i oprør indvendigt. Jeg synes min 6-årige får sat så fint ord på sine følelser i den situation, og det er jeg stolt og rørt over han kan.

Derfor trøster jeg ham igen, siger det er træls at vi alle blev sure, og han måtte undskylde jeg skældte ham sådan ud. Endelig blødte han op, vi krammede og han kom op til bordet.

Da vi senere sidder ude i bilen, siger han selv undskyld til sin lillesøster.

I går aftes havde vi så gæster, og det var blevet sent inden ungerne kom i seng. Jeg hjælper Vigsen ude på badeværelset og hun tumler rundt og fjoller. Hun vælter et vandglas, griner og til trods for mine pædagogiske krumspring for at få hende til at holde fokus, så vi kan hjælpe hinanden, så griner hun videre og løber væk, når en ny ting skal gøres.

Til sidst bliver jeg træt af det, hiver hende hen til mig og siger: “Kom så her, Vigsen. Nu gider jeg simpelthen ikke det der mere. Nu hjælper vi hinanden!”

Vigsen råber, mens hun stamper i gulvet: “Lad være med at være så sur, mor!” Hun rækker sine arme op mod mig for at kramme.

Jeg siger: “Jeg er ikke sur, skat. Jeg er bare lidt irriteret”.

Vigsen: “Men jeg kan se på dine øjne, at du stadig er sur.”

Igen har barnet ret. Igen rammer barnet præcist i sin formulering, så mor øjeblikkelig bløder op. Så jeg smiler, vi krammer, og hun får tisset og børstet tænder uden den store ballade.

Kæft, jeg elsker de unger altså! Tænk, de er 4 og 6 år, og lærer allerede mig en helt masse.

21 dage til mine bryster skal fjernes …

operationSådan helt og aldeles fjernes. 21 dage til jeg ligger på operationsbordet og mine bryster forsvinder fra min krop for tid og evighed og erstattes af et par kunstige implantater. Og jeg er egentlig ret glad for mine bryster, selvom de er søgt sydover efter 2 børn, flere kilo og amning. Jeg har aldrig ét sekund overvejet at få et løft, reduktion eller andet skønhedsfremmende på den del af min krop. Fordi lige netop dén del af mig, har jeg alle dage været ret tilfreds med.

Men nu er jeg nødt til det. Og jeg kan mærke, som datoen kommer tættere og tættere på, at angsten og katastrofetankerne begynder at melde sig.

Jeg har aldrig været i narkose eller så meget som brækket en lilletå, og nu skal jeg skæres i, åbnes op for, lade fremmede folk rode rundt i mit mest private og håbe på at de har en god dag på jobbet den dag.

Hvad nu hvis jeg vågner op under operationen? Eller hvis jeg slet ikke vågner igen? Hvad nu hvis det bliver et forfærdeligt resultat? Hvad nu hvis det hele går galt, og jeg skal leve med konsekvenserne af det fremover?

I mandags var jeg til mammografi og ultralydsscanning på radiologisk. Mine bryster så fine ud. Indtil videre stadig sunde og raske. Og nu har jeg taget et aktivt valg om at de sunde og raske bryster skal udhules som en anden bagt kartoffel og fyldes op igen af kunstigt materiale. Jeg skal have genskabt brystvorterne med hjælp fra en tatovør. Det er ikke en mindre omgang, vi snakker om her. Det er seriøst stof. Derfor kan jeg pludselig – efter at have været fast besluttet på en operation i 6 år – komme helt i tvivl.

Jeg kommer ikke til at kunne noget de første mange uger. Jeg skal sygemeldes i 6 uger i alt. De skærer min brystmuskel op, fjerner alt fedt, væv og kirtler, lægger implantater ind og lapper mig sammen igen. Jeg må ikke køre bil, løfte noget over 2 kilo, lege med børnene, støvsuge, gøre rent eller for lave mange bevægelser i de 6 uger. Jeg skal tage den helt med ro. Det bliver helt klart en af de største udfordringer for mig (og måske også for min mand).

Selvom jeg har momentan tvivl, så ved jeg godt at operationen bliver gennemført. Jeg vil ikke leve med så høj en risiko for brystkræft. Men tankerne myldrer stadig rundt i min hoved, og det er nok meget normalt, tror jeg.

Jeg håber på, at det hele nok skal gå. Når jeg kommer rigtig tæt på d. 1. juni, så skal nervøsiteten nok buldre op i lys lue igen. Så vender jeg tilbage …

operation

Vigsens guldkorn #3

“Nu skal mine tænder børstes, ellers kommer der Bariusser og Kaktusser”

—————————————————

Manden synger Boney M:

Oh, my Lord, you sent the sun to save me, oh my Lord.

Vigsen kvitterer: Man må altså ikke synge lort, far!

—————————————————-

Manden spørger mig: Fik du købt den lotto til mig?

Vigsen svarer: Men far, man kan altså ikke købe lort!

———————————————————————–

Vigsen vil gerne have bare fødder til gymnastik. Hun snakker sin far, som forklarer, at hun ikke kan have bare tæer, da gulvet er koldt om vinteren, og …  du kan få fliser af træ ind i foden, og det gør ondt.

Vigsen ryster opgivende på hovedet: Men far, der er slet ikke fliser på gymnastikgulvet!

——————————————————————–

Hun sidder ser Diego (læs: fætter til Dora Udforskeren)

Diego: Sig Brillebjørn!

Vigsen: Brillebjøøøøøørn!

Diego: Sig brillebjørn!

Vigsen: Ork, det har jeg jo lige sagt, Diego!

——————————————————————

I påsken er vi på familiebesøg i Skagen, og Vigsen og jeg går tur i byen. Jeg fortæller vi skal ind i SuperBrugsen.

Vigsen: Jeps, og derinde er der bare en masse superhelte, ik’ oss’ mor?

———————————————————–

De får chips til fredagsslik

Vigsen:  Nu har jeg ikke flere tilbage i skålen!

Mig: Nej, for de ligger alle sammen nede i din mave

Vigsen: Ja, det gør de. Og der er plads til mange flere!

——————————————————————-

Jeg skal hente dem i børnehaven, og Vigsen sidder med to andre i sofaen og spiller Ipad, de skal så bytte, når uret bipper. Vigsen sidder med IPad’en, da uret bipper højt og klart. De andre børn begynder at fortælle, at den altså har bippet og der er skiftetid. Ingen svar.
De andre børn: “Viiiiiiiiiigga, den har bippet!”

Vigsen: Men jeg hørte det ikke, så kan vi altså ikke bytte!

—————————————————————-

Jeg er ved at spænde hende fast i bilen, og hun hoster højt, og siger:

“Hov, jeg har vist en kaktus i halsen!”

————————————————————————

Læs om hendes tidligere guldkorn HER #1 og HER #2

guldkorn

 

 

 

 

Hamborg tur/retøsetur

Miraklet skete og 4 travle mødre – alle med 2 børn under 6 år og med hver deres at se til – fandt en weekend at mødes, og så gik turen ellers mod Hamborg fra fredag – søndag i sidste weekend. Fuck nu af, hvor var det bare hyggeligt altså!

Vi havde lejet en lejlighed gennem sitet Airbnb. Personligt elsker jeg konceptet! (har så heller aldrig haft dårlige oplevelser). Men altså en privatlejet lejlighed, hvor ejerne smutter væk fra deres hjem i det tidsrum, de har lejet det ud, for en mindre sum penge.

For det første var det en fed lejlighed … helt oppe på 5. (pust!) med en fin udsigt og i 2 etager. Lys, rummelig og moderne. Indrettet med det bedste fra IKEA og nordisk inspireret.

For det andet var Marie bare skide sød. En klein og køn tysk pige med sin 2-årige lidt febersyge datter på armen. Hun ventede på manden kom hjem alt imens hun rengjorde lejligheden inden vores indtjekning. Da vi så gjorde det (tjekkede ind altså) smuttede den lille tyske familie til konfirmation i Stuttgart. Det kunne de så tjene 3000 kr. på. Smart!

For det tredje var området, Ottesen/Altona, hvor lejligheden lå placeret, bare spækket med atmosfære og hyggelige små caféer og restauranter. Der var legepladser, børnefamilier, små specialbutikker og supermarkeder samtidig med det er et multikulturelt område. Der var virkelig bare en good vibe og stemning.

Da vi alle fire var ankommet, og vi havde pakket ud, drønede vi på fransk restaurant i nærområdet. Et brasserie Marie havde anbefalet os. Og damn, hvor skuffede det ikke! Det var så lækkert noget mad. Jeg er i forvejen en sucker for en god steak bearnaise, og den vi fik var spitzenklasse! Tjeneren var en overskudsagtig og meget begejstret homo, der klappede i sine små hænder, fordi han troede vi var englændere (og derfor ville tømme stedet for alkohol). Han snakkede og fortalte levende om både mad og vin. Stemningen på stedet var hyggelig og intim. En perfekt måde at starte fredag aften ud på sammen med veninderne.

Vi har alle passeret de 30 for noget tid siden, og let’s face it. Vi er ikke, hvad vi har været, så efter al den lækre mad og vino, drønede vi hjem til lejligheden, smed os i sofaen, koblede os på wi-fi, smed billeder op af vores aften og så på hovedet i seng.

Lørdag købte vi brød hos bageren og tilbragte hele formiddagen med kaffe, morgenmad og snak, og pludselig var klokken mange, og vi kom i tanke om, at vi da hellere måtte få set lidt mere af storbyen Hamborg. Ind mod centrum, shoppe lidt, spise (igen-igen), shoppe mere for så at slutte af på en italiensk restaurant inde i byen. Den var virkelig også lækker og maden indbydende, men efter en lang dag med mange timers shopping, var vi lidt mere fladmaste end godt var.

Jeg fik dog den lækreste dessert, jeg nogensinde har smagt derinde. Den er ikke specielt æstetisk eller forfinet i sit udtryk. Til gengæld var den stor og lignede til forveksling en kæmpe skumtop af flødeskum ovenpå nogle jordbær. Det var det dog ikke … og kombinationen af sød mascarponecreme, hvid chokolade, saltkaramelis, jordbær og en knasende nøddebund, der smagte syrligt, var simpelthen perfekt!

Jeg skal have lavet min egen version en dag – og så kommer opskriften på bloggen!



Nu kommer det hele til at handle om mad, men det var en stor del af vores tur faktisk, fordi der var en masse snak og catching-up, der skulle indhentes. Og det gøres ret godt henover diverse retter og et godt glas vin.

Også lørdag fladede vi ud i sofaen efter restaurantbesøget og den lange dag inde i smukke Hamborg.

Søndag tog vi os god tid om morgenen, fik ryddet pænt op, og så var den weekend gået. Det var særdeles hyggeligt, og det kan kun gå for langsomt med at komme af sted igen.

Man får fornyet energi af sådan en tøsetur. Kommer tilbage til mennesket Jeanette og ikke kun hende, der er mor det meste af tiden. Skynd dig at tage din/e veninde/r i hånden og smut af sted.

Hamborg er anbefalelsesværdigt og tager kun få timer i bil fra det nordlige Jylland!


I