Mor, er det virkelig dig? 

Vi er i en af de der perioder lige nu, hvor vi ligger vandret for at nå alting og få enderne i hverdagspuslespillet til at mødes. Der er travlt på mandens arbejde, og der er travlt på mit arbejde. Det er der ikke så meget nyt i. Men om få dage har jeg også en eksamen, der lige skal klares, så oveni læsning og forberedelse, fællesspisninger i henholdsvis børnehave og skole og gymnastikopstart for den lille og den store, kommer de almindelige hverdagsgøremål.

Det er ikke meget jeg har set mine børn i denne uge. Selvom manden har travlt, har han taget tjansen, så jeg kunne have lange dage, og vi måtte aflyse en af fællesspisningerne. Mest fordi jeg havde taget fejl af datoen.

I denne uge har ingen af os været hjemme på samme tid med børnene om eftermiddagen og til putning. Nærværet har været ikke-eksisterende. Det har handlet om planlægning og koordinering.

Måske var det også derfor, at jeg som det første i morges, fik følgende søde ord fra Vigsen, da jeg stak hovedet ind på hendes værelse og sagde godmorgen:

“Mor?! Er det virkelig dig?”

Som om jeg havde været væk i årevis.

Hel søvndrukken og forvirret glippede hun med øjnene som en anden Bambi, og så lyste hun op i et stort smil.

Det går lige i hjertekulen, og samtidig kom det velkendte stik af dårlig samvittighed.

Heldigvis kan jeg sige at det kun er en kort periode med det her eksamen. Det stresser mig tosset meget lige nu, men på tirsdag er det overstået (I hope!), og så vender vi tilbage til mere normale standarder i villaen.

Det glæder jeg mig virkelig til.

De her to er det vigtigste i mit univers, og jeg har det bedst, når de kan mærke og føle det helt ind til knoglerne.

Udgivet i børn, Filøjsen, hverdag, hverdagsglimt, travlhed, Vigsen | En kommentar

Når man overhører andre tale om ens barn … 

Vi tilbragte weekenden i Skagen. Manden og jeg og vores to festfyrværkerier af et par unger. Der er altid fart over feltet med dem. Og det er ikke bare noget jeg siger. De taler mere. De råber højere. De løber hurtigere. De er mere distræte. De er lige dét mere vil-døve, og lur mig om de ikke også skændes mere end det gennemsnitlige søskendepar jævnfør mit sidste indlæg. Vi har mange vennepar med børn, og mine mødregruppe-bekendtskaber breder sig efterhånden udover det meste af Jylland, såeh … Der ér sammenligningsgrundlag. Jovist. Vores unger har bare lige et ekstra gear eller to, som de ynder at drøne op i når som helst og hvor som helst (heldigvis er de så også pissesøde!)

Men en rolig weekend i Skagen med kvalitetstid var lige hvad vi trængte til, og vejret var med os. Hvad sker der lige for sommer i september?

Så der har vi altså været. I Skagen … Ligesom så mange gange før. Og det var på den fantastiske maritime legeplads lige midt i byen, at jeg overhørte et par damer tale om mit barn.

Har du været på den legeplads, vil du vide at der er nogle fine siddebænke lige overfor legepladsen, hvor mor, far, bedsteforældre og diverse termokander sidder sirligt placeret, så man kan se ens yngel boltre sig i klatrereb og rutsjebaner.

Manden var gået hen for at se de sidste 20 minutter af Uniteds kamp på en lokal pub. Jeg sad dermed alene på bænken og beskuede mine banditter slå sig løs. Filøjsen hang i nogle reb og var ved at klatre fra A til B. Det var Vigsen også. Hun overhalede ham bare udenom, mens hun hang fast i blot et arm og et ben. Hun fik kæmpet sig tilbage og grinede alt imens.

“Prøv lige at se den lille pige med stjernerne (hun have leggings med stjerner på). Hvor er hun bare sej!”

Sagde den ene dame, som jeg vil tro var en Bedste, til den anden dame.

“Det er min pige”, tænkte jeg stolt, mens jeg lige afventede om de ville sige mere.

Vigsen kom op på platformen højt oppe på legeskibet og ville række ud til sådan en metalstang, man som en anden brandmand, kunne glide ned af.

Der kom imidlertid en større dreng og sagde til hende, at man skulle være 6 år før man kunne klare den.

“Nahaaaaj!” Udbrød den bette skid.

Så lod hun hænderne glide helt ud til hun lå meget skråt mellem stangen og platformen, så svang hun sig ud og fik fat med benene også og gled ned.

“Se hende lige”, kom det fra bedstemoren igen. “Nu svang hun sig bare lige ud på den stang… Hun er da godt nok frygtløs!”

Og mit hjerte svulmede næsten over. Garanteret en masse andre 4-årige også kan det, men min pige imponerede tydeligvis damerne lige dér på bænken i solskinnet, og jeg åd deres benovelse og fine ord råt.

Jeg sagde ikke noget til dem. Smilede bare for mig selv. Men kunne ikke dy mig for at gå hen til mine unger, så Bedsterne liiiige kunne se, hvem der var moren til hende den seje pige. Jeg havde siddet blot en meter fra dem.

Derhenne spurgte jeg Filøjsen om han også ville prøve en tur ned, hvis nu jeg hjalp ham (han havde skelet kraftigt til lillesøs og så gået videre).

“Nej, det er kun for små børn, mor!”

Sådan kan man også vende det. Tsk tsk.

(og op med hånden, hvis du – efter at have læst overskriften – var sikker på, at det var negative kommentarer jeg havde overhørt … )

Udgivet i børn, familietid, hverdag, hverdagsglimt, sejhed, søskende, stolthed, Vigsen, weekend | 2 kommentarer

Sammen og hver for sig

Det er ikke bare alt det her med skolestarten, der er anderledes for vores to små banditter i år. Efter halvandet år sammen i børnehave har de pludselig skulle vænne sig til at være væk fra hinanden om dagen. Det lyder måske ikke af noget særligt, men i halvandet år har de stort været sammen alle døgnets 24 timer.

Vi har tænkt at det ville blive sundt for begge to at blive skilt lidt ad og “stå på egne ben”. Som storebror kan Filøjsen godt være lidt for dominerende ind imellem. Vigsen kan godt sige fra, men langt hen ad vejen har hun været vant til bare at følge Filøjsen uden at sætte spørgsmålstegn ved det.

Nu er hun pludselig sin helt egen nede i børnehaven. Jeg ved ikke, om det er fordi hun nu er uden Aksel dernede, eller om det bare er tilfældigt, men vi har fået så meget positiv respons fra pædagogerne omkring hende. Hvor sjov og sød hun er. Hvad hun nu har sagt og finder på af skøre ting. Hun har charmeret (endnu) et filmhold osv. På en eller anden måde føler jeg, hun blomstrer op lige nu.

Det er også rart bare at aflevere ét barn i børnehaven. Så er tiden og fokus kun på hende, hvor det før skulle deles imellem to.

Det giver en anden ro med ét barn og ét fokus, og jeg tror hun nyder det!

Det samme gør sig jo gældende for Filøjsen i skoleregi, hvilket selvfølgelig også er rigtig dejligt … og rimelig nødvendigt. Der er eddermame drøn på i sådan en morgen-DUS med 200 børn, der leger og skal dirigeres ned i klasserne, til morgensang and what not. Der er mange rutiner der skal overholdes. Sko af på måtten, taske og sko bæres i garderobe, gennem en horde af højlydte børn, madpakke på plads, tjekke ind på tavlen, tasken i klassen, formiddagsmaden i den røde kasse, huske at sige godmorgen til mindst én voksen … osv. osv. Og når man er en dreng, der tager samtlige indtryk, lys og lyde ind, så er det optimalt, at vi kan guide ham igennem starten på dagen på en god måde uden andet at se til.

Lige nu kunne jeg slet ikke forestille mig også at have Vigsen i hånden, mens vi ihærdigt bestræber os på at gøre og huske alt korrekt.

Men den tid kommer jo også, hvor de er to i skolen. Det er heldigvis først om 2 år!

Det pudsige i alt det her adskillelseshalløj er jo så, at man måske skulle tro at de ville lege rigtig godt sammen, når de har fri fra institutionslivet. Det har de jo altid gjort … Men næh nej. Vi skal ikke have det for nemt. De skændes mere end de plejer, ender i flere konflikter end tidligere, og der skubbes og rases mere, end hvad moren synes godt er.

Klart, de er trætte efter lange dage i skole og institution, men alligevel … Det kommer lidt bag på mig. Det er som om de, med lynets hast, udvikler sig i hver sin retning, mens de tidligere var smeltet langt mere sammen, og den nye udvikling giver nogle gnidninger.

Jeg ved det er en fase, men de er heldigvis glade for hinanden uanset hvad, så jeg tænker det hele nok skal gå.

Udgivet i børn, Filøjsen, hverdagsglimt, sanseintegration, Sanseintegrationsbarn, søskende, søskendekærlighed, Vigsen | 2 kommentarer

Skolestarter … 

Måske hader du den her type indlæg, fordi de på en eller anden måde altid er lidt klichéfyldte, men jeg er ligeglad, for min dreng (førstefødte but of course) starter altså på en ny epoke i sit liv i morgen. Den, for mig, allerstørste indtil videre.

Det var stort at få ham i dagpleje og overrække sit guld i armene på en person, man blot havde et positivt indtryk af. Det var stort at starte i børnehave efter dagplejens små og trygge rammer … Men det er eddermame KÆMPESTORT at kaste sit barn udi skoleverdenen! En verden fuld af krav, faglighed, faste opgaver og forventninger, meget større børn og mange flere voksne.

Han startede i DUS (Aalborgs Kommunes navn for SFO) i sidste uge med få timer hver dag. Dét gik godt.

Han glæder sig vildt til i morgen. Vi har forberedt ham rigtig meget på det, og han er så klar.

Alligevel bliver jeg pylretmor.dk, når jeg tænker på det næste års tid. Klarer min følsomme dreng skærene? Bliver han tromlet af skolens forventninger? Vil han kunne følge med på alt det nye? Får han mon en masse nederlag?

Det er absolut ikke noget jeg lader ham mærke med. Jeg viser, jeg tror på ham. Han ved, at jeg ved, han kan, og jeg vil til enhver tid stå med åbne arme, en varm favn og pust på knæet, hvis tingene pludselig ikke går helt gnidningsfrit.

Nej, min indre pyldremor er kun en indre og til tider meget bekymret dæmon, som jeg forsøger at lægge en dæmper på ved at tale med andre voksne om det uden for Aksels hørevidde.

Og så til klichéen. Jeg forstår ikke hvor tiden blev af. Hvordan skete det, at min babydreng pludselig med et fingerknips er endt i skole?

Vi jokede med det idag på vej hjem fra DUS, hvortil han bare grinede og svarede: “Argh, jeg er godt nok ikke din baby, mor!”

Og nej. Det er han langt fra. Han er min store dreng, som måske er mere skoleparat, end lærermoren er. Og det bliver en kanonstor dag i morgen. En milepæl. Jeg håber den på alle måder bliver rigtig god for ham.

skolestarter

Udgivet i Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Camping med børn er ren win-win 

Sommerferien går på hæld, og jeg har rent glemt at fortælle om vores oplevelse med campinglivet. Jeg var jo liiiidt skeptisk ved det hele grundet tidligere tiders fiaskoer med blandt andet teltture, og ideen om fællestoilet og overophedede fortelte tiltrak ikke luksusdyret i mig.

Hvorom alting er, så må jeg nu æde mine ord. Hver og et.

Camping med børn er fucking awesome! Hold nu op, for en taknemmelig og dejlig ferie, vi havde. Det var en lille campingplads, så Dupont og Dupont kunne ræse rundt mellem campingvogn, legeplads, køkken og pool på egen hånd. Vi skulle ikke hele tiden holde øje med dem. Filøjsen er sådan rimelig skinger i stemmen og taler HØJT, så han kunne høres over det hele, hvilket er meget praktisk, når man stener i et fortelt.

Armen, vi hyggede så meget, og ungerne elskede det bare. Vi var så også ret heldige, at vi ramte de 4 dage i industriferien med varmegrader på omkring de 25. Det betød vi var i poolen på de 3 hele dage, vi havde på pladsen. Alting går bare lidt nemmere, når det er varmt.

Ungerne ville ikke hjem, da vi ramte fredag. Hver gang vi forlod pladsen i bil, spurgte de ængsteligt om vi ikke nok kom tilbage igen.

For børnene var det på alle måder optur, og vi gør det gerne igen næste år med dem.

Jeg måtte lige stramme mig an et par gange og mane min indre diva til besindighed. Det gjaldt især, når der skulle kokkereres i fælleskøkkenet og jeg havde glemt det ene og det andet tilbage i vognen, eller når jeg tog et bad og samtidig kunne høre en mandsperson sidde og trykke til og levere diverse rådne træstammer i toiletkummen under højlydte og tilfredse støn. Jeg holdt mig simpelthen for ørerne og messede happy thoughts, happy thoughts for mig selv, imens seancen stod på. Yaiks. I de situationer kommer man simpelthen hinanden lidt for meget ved.

Men udover fællestoilettet, så har jeg optur på over campingferie. Der er så meget hygge og nærvær, og de små daglige ture vi tog, var mere end rigeligt for børnene. De havde ikke brug for andet end os, legepladsen, en daglig is og en lille færgetur. Alting var de begejstredede over. Om det så skyldes, at vi kommer for lidt ud med dem, eller de bare er sådan, det vides ikke.

Jeg vil til enhver tid anbefale camping med børn til alle forældre med små børn.

Det behøver ikke at være Italien og kæmpe vandparker. Det kan bare være at køre 50 km. sydpå og så være i nuet sammen med dine børn. Jeg vil vædde på, de vil elske det. Stemningsbilleder fra turen kommer lige her …









Udgivet i familietid, hverdag, hverdagsglimt | 2 kommentarer