Jeg børster tænder på en noget overgearet 5-årig, der mest af alt opfører sig som en, der er klar til at overtage verdensherredømmet og ikke en, der er på vej til drømmeland.
Det er blevet lidt for sent søndag aften, og jeg siger at han skal i børnehave i morgen. Herefter sætter han sig op, stopper tandbørstningen, og fortæller at han lige skal have pudset sin næse. Han er ret snottet.
Mig: “Åh, bare du nu ikke er ved at blive syg, skat.”
Ham: “Jamen, jeg elsker at være syg, mor. Så skal man ikke i børnehave og kan bare blive hjemme hele dagen og hygge”.
Mig (meget upædagogisk set retrospektiv): “Ja, men mor og far skal jo helst på arbejde …”
Ham: “Så er det jo bare du lige ringer efter bedstefar, så kommer han og hygger og passer mig”.
Mig (stadig lige upædagogisk, men fornemmede han tiggede efter en fridag): “Jaaee, men det er jo heller ikke altid bedstefar har tid”.
Ham: “Men så kommer Bedste-K (bedstefars kæreste). Hun vil altid gerne komme”.
Den lille skid. Han altid et svar parat og vil bare gerne være syg.
Det gik så hverken værre eller bedre, end at han vågnede kl. 06 næste morgen med ondt i maven – og så startede en led omgang opkast. Han fortsatte, indtil det nærmest bare var gul mavesyre, der kom op. Jeg holdt hans lille rystende krop ind over toilettet – og bagefter tørrede han lige mundvigen i håndklædet og konstaterede nonchalant at:
“Så! Nu er min mave i hvert fald helt tom!”
Han fik sin fridag som ønsket, så skidt sgu da med det opkast. Og moderen blev selvfølgelig hjemme hos ham.
Ovenstående beskrivelse er et gammelt “hverdagsklip”, jeg just har fundet frem mellem mine kladder, så det er heldigvis ikke aktuelt med bræksyge pt. Billedet er fra Verdens Hyggeligste Dag i sommerferien. Uden sygdom.
Tidligere klip fra hverdagen finder du
og
Det allerførste får stadig mit hjerte til at smelte.
