Jeg bliver kørt rundt i en alt for stor seng af en alt for stor mand. Han er rar, manden. Men det føles dumt. Jeg kan jo godt selv gå. Jeg har sygehustøjet på (sexy as fuck), nål i den ene hånd, støttestrømper på og håret bredt ud til alle sider. Ligger og kigger op i loftet og lamperne, som vi suser forbi. Smiler lidt og tænker på, hvad folk mon tænker. I elevatoren får jeg et glimt af mig selv i spejlet. Make up-løs og træt. Endelig nedenunder på operationsgangen, og jeg bliver parkeret i siden udenfor den kølige operationsstue. Jeg venter.
Mine hænder stryger pr. automatik ned over min mave. Igen og igen. Om lidt er det slut. Om lidt er det uigenkaldeligt. Jeg kan ikke få flere børn. De skal fjerne mine æggestokke og livmoder. Det har jeg selv valgt. Jeg vil ikke risikere at dø alt for tidligt fra mine børn, nu hvor jeg selv har noget at skulle have sagt. Jeg ærgrer mig endnu engang over den lortespasser genfejl, der gør at min risiko for kræft er så tårnhøj.
Det er mærkeligt. Beslutningen om at få fjernet bryster var enorm. Hvordan ville resultatet blive? Kunne jeg leve med det? Fokus lå på det ydre. På min kvindelighed.
Det var ikke svært at beslutte sig for, at livmoder og æggestokke skulle væk. På et tidpunkt kan vi alligevel ikke bruge dem til noget. Men jeg er 37, og jeg har to børn. Beslutningen om hvornår det skulle ske, har været svær.
Og nu ligger jeg her. Kan ikke fortryde nu. Jeg tænker på de to pragteksemplarer derhjemme. Hvordan de har udviklet sig fra en lille snoldet celle til et helt perfekt minimenneske inde i min livmoder. Hvordan naturen er gået sin gang. Nu sætter jeg en stopper for det, og der er ingen fortrydelsesret.
I et kort ubevogtet øjeblik får jeg lyst til at smutte. Bare væk. Men fornuften får overtaget. Jeg ved vores beslutning er rigtig. Vi har vendt det forfra og bagfra hundrede gange. Vi er berigede, lykkelige og taknemmelige for de to vi har, og nu hvor de er halvstore kan man begynde at mærke sig selv og hinanden lidt igen.
Jeg bliver revet ud af mine tanker af narkosesygeplejersken. Hun hedder Bente. “Det hed min mor også”, ryger det ud af mig. Bente smiler bare og spørger mig om jeg vil tage et net over håret. Jeg gør som hun siger. Så får jeg et par klipklappere og skal lunte med hende ind på operationsstuen.
Meget stue er der nu ikke over det. Foran mig er operationsbordet. Med tilhørende stigbøjler til ben og fødder. Yes yes, den opmærksomme kvindelige læser ved hvad det præcis betyder.
Det er koldt. Jeg lister hen til stigbøjlerne. En anden kvinde sidder og piller ved dem, klapper muntert på min plads og siger, jeg bare kan hoppe op.
Jeg hopper op, og tre sygeplejersker står nu omkring mig. Den ene er Bente. Hun lægger mig til rette. “Længere op med hovedet, Jeanette, se sådan her. Jeg lægger puden her, er det okay? Og så numsen helt ned …. længere endnu, fint ja. Fryser du?”
Jeg får tæpper på. Damen ved stigbøjlerne begynder at snakke om, at jeg får massage på mine ben imens. Hun skal lige stramme med velcro, før hun sætter massagen igang. Bente begynder at lægge nyt drop i venstre hånd og tilkoble elektroder til mit bryst og den sidste sygeplejeske er ved at tilkoble sovemedicinen i min højre hånd. Kirurgen kommer ind og snakker med mig om hormoner.
Det begynder at bippe rundt om mig. Jeg fokuserer på de store sekskantede lamper i loftet. Der er tre, og i slukket tilstand minder de mig om 80’er diskolys.
Jeg fornemmer flere personer i rummet. Tænk de alle sammen får løn for at hjælpe mig af med min kræftrisiko. Det kan godt være folk brokker sig over sygehusvæsnet og manglende velfærd, men jeg skal ikke klage.
Fortrydelse og lysten til at flygte væk vender tilbage. Bare de dog snart ville gå i gang.
“Jeanette, jeg giver dig sovemedicin nu, og så får du lige den her…”
Sygeplejersken til højre for mig sætter en iltmaske ned over min næse. Jeg hader det. Har traumer fra engang jeg fik lagt dræn i ørene som 5-årig. De var fire om at holde mig.
Jeg kan mærke narkosen i mine årer. For fanden, det gør ondt. Det har det ellers aldrig gjort før. Jeg klager min nød og siger det svier i min hånd. “Ja, nålen sidder ikke så dybt, så du kan nok tydeligere mærke det”, siger hun. Fedt.
Jeg åbner mine øjne vidt op. De skal eddermame ikke begynde at skære i mig, før jeg er helt væk. Så jeg koncentrerer mig om at snakke og holde øjnene åbne. Min hånd føles brandvarm. Skide narkose. Det har været så rart de andre gange.
“Jeanette, kan du mærke du bliver ør nu?”
“Ja, en smule. Men mest gør det ondt i min hånd ….. jeg kan godt mærke det nu ….”
Så er jeg væk.
