Onsdag morgen. Klokken er 07.13, og jeg er ved at spænde Filøjsen og Vigsen fast i bilen. De skal i dagpleje og børnehave. Det er en kort tur. Heldigvis.
Filøjsen er i spørgealderen, og ind imellem sætter det min tålmodighed på prøve.
Ham: Mor, solen er skarp. Hvorfor er den det?
Mig: Fordi det er en sol og sådan en skinner, og lige nu er den foran os, og så får vi den i øjnene.
Ham: Hvorfor gør vi det? Kan den ikke gå væk?
Mig: Den går væk lige om lidt, skat …
(pause …)
Ham: Hvorfor synger ham i radioen på engelsk, mor?
Mig: Fordi han fra England, og der taler man engelsk.
Ham: Hvad er engelsk?
Mig: Det er et andet sprog end dansk, som du ikke forstår endnu.
Ham: Forstår du det, mor?
Mig: Ja
Ham: Hvorfor gør du det?
Mig: Fordi jeg har lært det i skolen.
Ham: Hvorfor har du lært det i skolen?
Mig: Fordi det skal man …
Ham: Hvorfor skal man det?
Mig: Det skal man bare, skat. Nu skal du ikke spørge mere.
(Han ser ud af vinduet)
Ham: Hov, mor … Hende pigen har ikke cykelhjelm på. Hvorfor har hun ikke det?
Mig: Tror du hun har glemt den?
Ham: Det ved jeg da ikke.
Mig: Jeg ved det heller ikke.
Ham: Jamen, hvorfor har hun den så ikke på, mor?!
Mig: Ssshhhh, skat. Nu hviler vi lige ørene lidt.
Ham: Hvordan hviler man ørene, mor?
Mig: Man er stille.
Ham: Hvorfor skal jeg være stille?
Mig: Fordi det er rart at være stille.
Ham: Det synes jeg ikke. Hvor er far henne?
Mig: Han er på arbejde.
Ham: Hvorfor er han på arbejde?
AAARGH!!!! Min tålmodighed og pædagogiske evner rækker altså ikke altid.
