Skolestarter … 

Udgivet den 9. august 2016 af Jeanette

Måske hader du den her type indlæg, fordi de på en eller anden måde altid er lidt klichéfyldte, men jeg er ligeglad, for min dreng (førstefødte but of course) starter altså på en ny epoke i sit liv i morgen. Den, for mig, allerstørste indtil videre. Nu er han ikke længere børnehavebarn. Nu er han skolestarter. Snart skoledreng med alt hvad det indebærer.

Det var stort at få ham i dagpleje og overrække sit guld i armene på en person, man blot havde et positivt indtryk af. Det var stort at starte i børnehave efter dagplejens små og trygge rammer … Men det er eddermame KÆMPESTORT at kaste sit barn udi skoleverdenen! En verden fuld af krav, faglighed, faste opgaver og forventninger, meget større børn og mange flere voksne.

Han startede i DUS (Aalborgs Kommunes navn for SFO) i sidste uge med få timer hver dag. Dét gik godt.

Han glæder sig vildt til i morgen. Vi har forberedt ham rigtig meget på det, og han er så klar.

Alligevel bliver jeg pylretmor.dk, når jeg tænker på det næste års tid. Klarer min følsomme dreng skærene? Bliver han tromlet af skolens forventninger? Vil han kunne følge med på alt det nye? Får han mon en masse nederlag?

Det er absolut ikke noget jeg lader ham mærke med. Jeg viser, jeg tror på ham. Han ved, at jeg ved, han kan, og jeg vil til enhver tid stå med åbne arme, en varm favn og pust på knæet, hvis tingene pludselig ikke går helt gnidningsfrit.

Nej, min indre pyldremor er kun en indre og til tider meget bekymret dæmon, som jeg forsøger at lægge en dæmper på ved at tale med andre voksne om det uden for Aksels hørevidde.

Og så til klichéen. Jeg forstår ikke hvor tiden blev af. Hvordan skete det, at min babydreng pludselig med et fingerknips er endt i skole?

Vi jokede med det idag på vej hjem fra DUS, hvortil han bare grinede og svarede: “Argh, jeg er godt nok ikke din baby, mor!”

Og nej. Det er han langt fra. Han er min store dreng, som måske er mere skoleparat, end lærermoren er. Og det bliver en kanonstor dag i morgen. En milepæl. Jeg håber den på alle måder bliver rigtig god for ham.

skolestarter

Udgivet i drengemor, Filøjsen, Skoleparat, skolestart, sommer | 7 kommentarer

Camping med børn er ren win-win 

Udgivet den 3. august 2016 af Jeanette

Sommerferien går på hæld, og jeg har rent glemt at fortælle om vores oplevelse med campinglivet. Jeg var jo liiiidt skeptisk ved det hele grundet tidligere tiders fiaskoer med blandt andet teltture, og ideen om fællestoilet og overophedede fortelte tiltrak ikke luksusdyret i mig.

Hvorom alting er, så må jeg nu æde mine ord. Hver og et.

Camping med børn er fucking awesome! Hold nu op, for en taknemmelig og dejlig ferie, vi havde. Det var en lille campingplads, så Dupont og Dupont kunne ræse rundt mellem campingvogn, legeplads, køkken og pool på egen hånd. Vi skulle ikke hele tiden holde øje med dem. Filøjsen er sådan rimelig skinger i stemmen og taler HØJT, så han kunne høres over det hele, hvilket er meget praktisk, når man stener i et fortelt.

Armen, vi hyggede så meget, og ungerne elskede det bare. Vi var så også ret heldige, at vi ramte de 4 dage i industriferien med varmegrader på omkring de 25. Det betød vi var i poolen på de 3 hele dage, vi havde på pladsen. Alting går bare lidt nemmere, når det er varmt.

Ungerne ville ikke hjem, da vi ramte fredag. Hver gang vi forlod pladsen i bil, spurgte de ængsteligt om vi ikke nok kom tilbage igen.

For børnene var det på alle måder optur, og vi gør det gerne igen næste år med dem.

Jeg måtte lige stramme mig an et par gange og mane min indre diva til besindighed. Det gjaldt især, når der skulle kokkereres i fælleskøkkenet og jeg havde glemt det ene og det andet tilbage i vognen, eller når jeg tog et bad og samtidig kunne høre en mandsperson sidde og trykke til og levere diverse rådne træstammer i toiletkummen under højlydte og tilfredse støn. Jeg holdt mig simpelthen for ørerne og messede happy thoughts, happy thoughts for mig selv, imens seancen stod på. Yaiks. I de situationer kommer man simpelthen hinanden lidt for meget ved.

Men udover fællestoilettet, så har jeg optur på over campingferie. Der er så meget hygge og nærvær, og de små daglige ture vi tog, var mere end rigeligt for børnene. De havde ikke brug for andet end os, legepladsen, en daglig is og en lille færgetur. Alting var de begejstredede over. Om det så skyldes, at vi kommer for lidt ud med dem, eller de bare er sådan, det vides ikke.

Jeg vil til enhver tid anbefale camping med børn til alle forældre med små børn.

Det behøver ikke at være Italien og kæmpe vandparker. Det kan bare være at køre 50 km. sydpå og så være i nuet sammen med dine børn. Jeg vil vædde på, de vil elske det. Stemningsbilleder fra turen kommer lige her …









Udgivet i familietid, hverdag, hverdagsglimt | 2 kommentarer

Mit BRCA1 forløb: om positiv respons og om hvorfor jeg gør det

Udgivet den 2. august 2016 af Jeanette

Jeg var mildest talt benovet over responsen på dette indlæg vedrørende min operation. Og dette indlæg efterfølgende. At få fjernet sine bryster forebyggende, er åbenbart noget der tiltrækker læsere, for nye er kommet til, og det er jeg rigtig glad for. Velkommen!

Det er sgu også vildt sådan at få fjernet sine raske bryster af egen fri vilje, fordi man gerne vil undgå en høj risiko for brystkræft. Jeg ville nok også selv kigge og studse en ekstra gang. Mange har skrevet til mig, at det er sejt og modigt, og nogle har skrevet at det må være et vildt valg at tage.

Det har det på sin vis også været, men samtidig har det været en no-brainer. Min risiko for brystkræft var tårnhøj. Jeg har set min mor sygne hen og dø af kræft alt for tidligt. Jeg ved hvor lumsk den sygdom kan være. Jeg turde ikke andet end at fjerne dem. På en eller anden måde var de jo to tikkende bomber fortøjret til min krop. Det samme er mine æggestokke, og derfor må de også lade livet indenfor den nærmeste fremtid.

brca1

Jeg betragter egentlig mig selv som heldig. Jeg har fået en mulighed for at gøre noget ved det lortefaktum, at jeg er BRCA1 bærer med en høj kræftrisiko.

Jeg har fået en unik mulighed for at vælge kræften fra, inden den opstår. Hvor mange får lov til det?

Jeg synes det vil være helt tosset ikke at gribe den mulighed. Jeg skal ikke gå og spekulere længere eller mærke nervøsiteten ulme i maven til de årlige scanninger. Den mulighed fik min mor ikke. Eller min moster. Eller min morfars tre søstre.

Ganske vist er der nogle ofre ved at vælge, som jeg har gjort. Mange kvinder kan slet ikke forestille sig at miste sine bryster, og udover det fysiske, er der helt klart et psykisk aspekt i at få opereret sine bryster væk og få lavet en langsommelig rekonstruktion. Men for mig fylder alt dette mindre, end hvis jeg en dag reelt fik dommen: du har brystkræft.

Det jeg håber at opnå ved at fortælle om mit forløb omkring at være BRCA1 bærer, er selvfølgelig at flere folk skal vide, at der findes den her genfejl, som er en direkte årsag til bryst- og æggestokkekræft. Den har et navn, og man kan gøre noget ved det.

Jeg håber, at du fortæller din veninde om det, som fortæller det videre til sin svigerinde, som siger det videre til sin søster og så videre og så videre. Måske redder det liv. Hvem ved? Angelina Jolie har gjort sin del. Jeg vil også gerne gøre min (lillebitte) del.

Som det er nu, er ca. 5 % af Danmarks befolkning bærere af BRCA1 eller BRCA2 genet. Hvis man har en mistanke om, at man måske har genfejlen i sin familie, så er det eneste man skal gøre at gå til sin læge og få en snak. Så kan han formidle kontakte til en genforsker, som ud fra en simpel blodprøve kan afgøre, om man har genfejlen. Ses der en tendens  til bryst- eller æggestokkekræft hos ens kvindelige familiemedlemmer, så er det helt klart værd at få det tjekket efter min bedste overbevisning. Du kan potentielt forlænge dit liv med flere årtier.

brca1

 

 

 

Udgivet i BRCA1, genfejl, genmutation, hverdagsglimt, kræft | 4 kommentarer

Mit BRCA1 forløb: Operationen bliver en ommer … 

Udgivet den 17. juli 2016 af Jeanette

Jeps. No shit Sherlock … Jeg var på sygehuset i torsdags for at få en snak med min kirurg. Det var egentlig ikke meningen, vi skulle have en samtale før i oktober måned. Men efter selv at have været skeptisk over resultatet indtil videre, og efter en fysioterapeut sagde, at jeg bare skulle være opsøgende, hvis jeg havde tvivlspørgsmål, ja så fik jeg bestilt en tid.

Jeg ville bare have min kirurg til at kigge på mig og måske sige mig nogle beroligende ord. Tre forskellige læger havde sagt, at det nok skulle falde på plads og blive pænt. Giv tid!, messede de samstemmigt. Men jeg synes bare ikke rigtig at det var så skide pænt. Så af alle mennesker måtte min kirurg jo vide om den var hel gal, eller om det var mig, der var galt på den.

Hun havde travlt, men som altid tog hun mig alvorlig og havde tid til mig.

Da jeg smed trøjen, så hun kunne kigge på “værket”, så hun først undersøgende ned over mig. Det er sådant et uforklarligt, vurderende og meget professionelt blik, der scanner ned over en. Slet ikke som om det er bryster, der kigges på – men mere et stykke grundigt håndværk. Jeg kunne godt se på hendes udtryk, at det ikke var helt godt.

“Ja, det skal vi lave om”, sagde hun endelig. “Det er ikke godt nok desværre. Prøv at se her … ” Hun greb sin grønne sprittusch og begyndte som en anden tegner at skitsere for mig.

Mit ene bryst sidder to cm. højere end det andet. De sidder langt fra hinanden. De har slet ikke samme form. I det højre bryst sidder implantet ud over siden, så det generer min arm, når den hænger ned langs med siden. Ingen ordentlig form eller runding på det heller.

Alt det jeg har bekymret mig om de sidste 6 uger, satte hun ord på for mig. Og det var egentlig rart. Så var det jo ikke bare mig.

“De er for små, og jeg synes ikke de passer til din krop, som de er nu, og de bekræfter mig i, at vi burde have lavet expandere til dig, men nu forsøgte vi, og det fungerer desværre ikke. Jeg tænker umiddelbart to små operationer mere til dig, hvor vi retter op og giver dig den rigtige størrelse og form.”

Hun bemærkede min reaktion ved hendes ord.

“Det vil blive en meget mindre operation. Vi har fjernet al vævet, brystvorter og så videre, og vi har lavet lommerne til implantaterne, så du vil ikke blive så medtaget som i første omgang.”

Det hjalp at høre. Men hvor er det ironisk, at jeg, fordi jeg gerne ville undgå to operationer og en længere sygemelding, nu sikkert skal ud i 3 operationer og meget længere sygemelding for at få det hele gjort ordentligt.

Jeg holdt selv fast ved operationen med blivende implantater og rekonstruktion med det samme, og jeg håbede det bedste, men den gik ikke, og jeg skulle nok have lyttet til anbefalingen om expandere. Men bagklog kan man jo altid være …

Min kirurg sagde, at nu måtte jeg holde ud. Jeg skal igang med at arbejde og få min krop op i gear igen, så må vi tage de endelige ændringer og beslutninger om det videre forløb i oktober.

“Vi stopper ikke, før alle er tilfredse.”

Hun var imponeret over hvor godt og hurtigt jeg er helet, og over at jeg ingen komplikationer har haft whatsoever. Det var meget positivt for det videre forløb også.

Så nu står jeg her. Med et plasticmareridt af et par bryster og med en tålmodighed der skal strække sig længere end Den Kinesiske Mur.

Jeg kan ikke gøre andet end at vente og håbe på det ender med et fint resultat langt ude i fremtiden. Jeg er ambivalent omkring det. For jeg er glad for det skal laves om, og det bliver pænere, men jeg er træt af ventetiden og det resultat jeg skal rende rundt med så længe.

Men igen, det skal være skidt før det bliver godt. Eller noget.

Nu smutter det lille firkløver her snart på camping, og så prøver jeg at glemme alt om bryster og skævheder så længe. Vil istedet glæde mig over, at jeg er frisk til at nyde vores lille familie.


1 time før operation. Serious selfie!

Udgivet i BRCA1, genfejl, genmutation, operation | 6 kommentarer

Campinglivet er ikke for mig, men de siger det er så godt for børnene … 

Udgivet den 13. juli 2016 af Jeanette

Okay, sidst jeg var på en gedigen dansk campingferie med børn, var da jeg selv var barn. 6 år gammel. Tror nok jeg elskede det dengang. Det eneste jeg dog sådan rigtig husker, er at min mor og far fortalte om den her stoooore overraskelse som min søster og jeg ville få, når vi kom hjem fra campingferien. Jeg glædede mig og forstillede mig et stereoanlæg, en hund, en kat, nye cykler … alt muligt fedt for en 6-årig.

“I skal have en lillebror eller en lillesøster til vinter!”

Jep. Det var den store overraskelse. Sorry lillebror, jeg elsker dig, men jeg husker faktisk stadig min store skuffelse. Det synes jeg åbenbart ikke var fedt dengang, når nu mit hoved var fyldt med materialistiske goder og tuttenuttede hundehvalpe.

Da jeg ramte teenageårene fandt jeg campingstilen meget belejlig, når det betød festivaler eller alenetid i Løkken med bedsteveninden langt væk fra mor og fars opsyn og formaninger. Vi var stort set hele tiden fulde, festede, nøgenbadede and what not. Hvor og hvad vi sov på, var ikke så vigtigt. Klart at et hotelværelse  havde passet bedre til luksusdyret i mig, men vi var 15 år og arbejdede på den lokale grillbar.Vi havde sgu ikke råd til den slags udskejelser, og for vores forældre var turen derop en mere end rimelig økonomisk håndsrækning.

Jeg tror det var på Nibe Festival i 3.g, at jeg sagde farvel til camping- og teltovernatninger i et godt stykke tid. Det var bare ikke mig.

Halvflade luftmadrasser, klamme og utætte telte, tøj man ikke havde styr på, ingen spejle, intet toilet, allestedsnærværende larm, famlen efter teltdugens lynlås i mørket, fordi man virkelig skulle tisse og vågne op i 40 graders varme, fordi solen bragede ned over teltet. Nej, det var og blev sgu for primitivt for mig til sidst.

I mange år herefter stod den på hotel, pool og aircondition, når jeg drog udenlands. Eller sommerhus, når det var i Danmark.

Lige indtil min mand og jeg – kåde og nygravide – besluttede os for at køre til Italien … med telt. Vi ville bare finde en tilfældig campingplads, slå telt op og nyde livet. Det gik da også fint. Lige indtil vi skulle slå telt op i middagsheden ved Gardasøen, og vi slog teltpløkkerne halvt fordærvede i det hårde stenunderlag.

Jeg var tilbage til halvflade luftmadrasser og opvågninger i en bageovn. Og.Det.Huede.Mig.Ikke

Vi gik fra telt over bungalow og til hotel på nul komma fem, og jeg var straks mere tilpas. Vel hjemme i Danmark lovede jeg mig selv, at det for alvor var slut med det campingsjov.


7 år senere og nu står jeg her igen. Nu har vi børn, og de vil dødgerne på campingferie.

I juni efterlyste jeg bekendte på Facebook, der kunne låne eller leje os deres sommerhus eller campingvogn i sommerferien. Hurtigt fik vi en masse tilbud, og vi sagde ja tak til en gammel gymnasieveninde, som har en vogn til at stå fast på en plads. Så NU prøver jeg campinglivet igen. Og så håber jeg den ondenlyneme at det bliver en succes denne gang. Jeg må bide den primitive livsstil i mig og glædes over børnenes strålende øjne, når de ser køjesengen de skal sove i og den store legeplads.

Egne behov skubbes til side, når det gælder ens børn, og jeg glæder mig tosset til at tage del i deres glæde og bare slappe af som familie. Det trænger vi til. Primitivt eller ej.

Nu mangler jeg bare min campinghabit.

Udgivet i familietid, hverdag, hverdagsglimt, sommerferietanker | En kommentar