Campinglivet er ikke for mig, men de siger det er så godt for børnene … 

Okay, sidst jeg var på en gedigen dansk campingferie med børn, var da jeg selv var barn. 6 år gammel. Tror nok jeg elskede det dengang. Det eneste jeg dog sådan rigtig husker, er at min mor og far fortalte om den her stoooore overraskelse som min søster og jeg ville få, når vi kom hjem fra campingferien. Jeg glædede mig og forstillede mig et stereoanlæg, en hund, en kat, nye cykler … alt muligt fedt for en 6-årig.

“I skal have en lillebror eller en lillesøster til vinter!”

Jep. Det var den store overraskelse. Sorry lillebror, jeg elsker dig, men jeg husker faktisk stadig min store skuffelse. Det synes jeg åbenbart ikke var fedt dengang, når nu mit hoved var fyldt med materialistiske goder og tuttenuttede hundehvalpe.

Da jeg ramte teenageårene fandt jeg campingstilen meget belejlig, når det betød festivaler eller alenetid i Løkken med bedsteveninden langt væk fra mor og fars opsyn og formaninger. Vi var stort set hele tiden fulde, festede, nøgenbadede and what not. Hvor og hvad vi sov på, var ikke så vigtigt. Klart at et hotelværelse  havde passet bedre til luksusdyret i mig, men vi var 15 år og arbejdede på den lokale grillbar.Vi havde sgu ikke råd til den slags udskejelser, og for vores forældre var turen derop en mere end rimelig økonomisk håndsrækning.

Jeg tror det var på Nibe Festival i 3.g, at jeg sagde farvel til camping- og teltovernatninger i et godt stykke tid. Det var bare ikke mig.

Halvflade luftmadrasser, klamme og utætte telte, tøj man ikke havde styr på, ingen spejle, intet toilet, allestedsnærværende larm, famlen efter teltdugens lynlås i mørket, fordi man virkelig skulle tisse og vågne op i 40 graders varme, fordi solen bragede ned over teltet. Nej, det var og blev sgu for primitivt for mig til sidst.

I mange år herefter stod den på hotel, pool og aircondition, når jeg drog udenlands. Eller sommerhus, når det var i Danmark.

Lige indtil min mand og jeg – kåde og nygravide – besluttede os for at køre til Italien … med telt. Vi ville bare finde en tilfældig campingplads, slå telt op og nyde livet. Det gik da også fint. Lige indtil vi skulle slå telt op i middagsheden ved Gardasøen, og vi slog teltpløkkerne halvt fordærvede i det hårde stenunderlag.

Jeg var tilbage til halvflade luftmadrasser og opvågninger i en bageovn. Og.Det.Huede.Mig.Ikke

Vi gik fra telt over bungalow og til hotel på nul komma fem, og jeg var straks mere tilpas. Vel hjemme i Danmark lovede jeg mig selv, at det for alvor var slut med det campingsjov.

7 år senere og nu står jeg her igen. Nu har vi børn, og de vil dødgerne på campingferie.

I juni efterlyste jeg bekendte på Facebook, der kunne låne eller leje os deres sommerhus eller campingvogn i sommerferien. Hurtigt fik vi en masse tilbud, og vi sagde ja tak til en gammel gymnasieveninde, som har en vogn til at stå fast på en plads. Så NU prøver jeg campinglivet igen. Og så håber jeg den ondenlyneme at det bliver en succes denne gang. Jeg må bide den primitive livsstil i mig og glædes over børnenes strålende øjne, når de ser køjesengen de skal sove i og den store legeplads.

Egne behov skubbes til side, når det gælder ens børn, og jeg glæder mig tosset til at tage del i deres glæde og bare slappe af som familie. Det trænger vi til. Primitivt eller ej.

Nu mangler jeg bare min campinghabit.