2 og 7-års fødselsdag  

Udgivet den 7. december 2016 af Jeanette

fødselsdag

Min bette blog har faktisk fødselsdag i dag. 2 år bliver den med domænenavnet VillaVillekulla. Jeg har haft den i længere tid, hvis det skal være helt rigtigt, men blev først for alvor aktiv med skiftet til eget domæne. Det er gået meget op og ned med aktiviteten på de 2 år. Lige nu er jeg klart i en periode, hvor jeg overhovedet ikke orker at skrive og føler mig mere uinspireret end nogensinde. Jeg overvejede lige et kort øjeblik at lade være med at betale for domænet for næste periode, meeen … så tog jeg mig alligevel sammen. Jeg er jo glad for min blog og mine ord og tanker herpå. Det skal ikke bare forsvinde med et fingerknips.

Og der sker jo noget i mit liv. Selvom det føles som hverdagstrummerum, så sker der alligevel ting og sager. En masse med Filøjsen og skolen … åh, de bekymringer altså! Jeg ønsker for jer alle, der læser dette, at jeres barn passer lige lukt ind i skolens kasser og rammer, kan imødekomme krav, og der ikke kommer mange faglige eller sociale bump på vejen.

Der er også lagt en plan for mit videre forløb med korrektion af mine bryster. Mine æggestokke skal der snart vinkes farvel til. Jeg er blevet kontaktet af TV2 ift. at være BRCA1 bærer. Jeg har set hele SKAM på blot 4 dage. Så har der været fødselsdage og fester en masse.

Jow jow. Nok at skrive om, men måske knapt så meget overskud.

Men apropos fødselsdag, så fylder min søde dreng 7 år i dag. Han har haft en skøn dag med morgensang, morgenmad, gaver, kage i klassen, eftermiddagshygge og risengrød til aftensmad. Ligesom en fødselsdag skal være!

Selvom han i et distræt og nysgerrigt øjeblik i dag klippede alt sit pandehår af i stedet for at klippe de bogstaver ud som krævet, så skulle han ikke have skældud eller en løftet pegefinger. Nej, han skulle have en god dag. Og det fik han. Nu sover han sødt, og det pandehår gror jo ud igen. Vi er efterladt med 3 kasser LEGO Nexo Knights og et airhockeybord, der lige skal samles inden drengefødselsdagen på søndag. Vi når det nok …

Udgivet i Filøjsen, fødselsdag, hverdag, hverdagsglimt | 4 kommentarer

Det svære og det nære 

Udgivet den 30. oktober 2016 af Jeanette

Det er snart en måned siden, jeg skrev mit sidste indlæg og der har været langt imellem dem, når jeg kigger tilbage i arkiverne. Hver gang jeg tænker, nu sætter jeg mig til tasterne, fordi jeg har noget på hjerte, så går luften ligesom af ballonen, og jeg orker det ikke.

Jeg ved ikke om det er efterårstræthed … eller travlhed. Om det er Filøjsens skolestart, der fylder meget lige for tiden eller om det simpelthen bare er lysten, der mangler. Er der noget der hedder Blogger Blues?

Anyway. Nu satte jeg mig til tasterne uden egentligt formål for bare prøve at komme i gang.

Tiden siden sommerferien er fløjet af sted, som den altid gør. Filøjsen fik en forrygende skolestart, og han gjorde alle mine bekymringer til skamme. Vi havde et møde 14 dage efter skolestart, hvor ord som sød, samarbejdsvillig,ordentlig og ihærdig gik igen. Vi svævede derfra.

Siden da er det gået mere skævt med ham. Nu har han fundet en rytme, vænnet sig til hverdagen og klassekammeraterne er ikke længere nogen, han ikke helt kan huske hvad hedder.

Det er begyndt at kokse for ham i skolen. Han brænder simpelthen ud ved middagstid – nogle gange tidligere og så kører han helt op i et gear, som er svært at få ham ud af. Og så er det noget nær umuligt for ham at følge voksenstrukterede aktiviteter til kl. 14 om eftermiddagen. Jeg vil ikke gå mere i detaljer om det, fordi han er min søn og det er et følsomt emne. Bare sige, at han kæmper en kamp med at overskue skoledagen lige nu, og som forældre gør vi alt, hvad vi kan, for han ikke skal koge over, og vi er i tæt dialog med hans primære voksne, som han virkelig har været heldig med.

Men det er svært at være mor i den her situation. Jeg kan ikke fjernstyre ham. Jeg kan ikke hente ham kl. 12. Vi kan tale nok så meget fornuft med ham herhjemme, men når han kommer op i det sociale sammenspil, så overtager den urolige del af hans hjerne, og han kan ikke regulere sig selv og sin krop. Han bliver som et lille vandfaldstalende tigerdyr med myrer i hele kroppen.

Det vi gør herhjemme, er at sørge for at der er ro på hverdagene, at han får sine koble af-pauser herhjemme og han får sine 11 timers nattesøvn. Vi sender ham altid glad af sted om morgenen, og et eller andet sted i løbet af dagen, går det så ned af bakke.

Der kunne nævnes mange flere tiltag og initiativer både fra skolens og vores side, end jeg gør her. Jeg går ikke mere i detaljer med det, da det er svært hvor meget jeg synes jeg kan “udlevere” om min søn.

Jeg har altid tænkt, at når skolelivet begyndte, ville det blive anderledes med børnene ift. bloggen. Jeg har bare ikke fundet ud af hvilken form og formål den så skal have. Det er noget jeg pt. summer over, og måske også derfor jeg ikke har skrevet noget i en måned.

Til noget mere positivt … I dag var der Halloweenfest for Filøjsens klasse, og det gik supergodt. Jeg bagte og pyntede chokolademuffins, og synes lige jeg ville dele resultatet med jer her. Så er der inspiration til en anden god gang.



Vigsen blev hjemme sammen med farmand. Hun startede lige kl. 01 i nat med at kaste op i kaskader udover vores foldemadras (som nu er smidt ud), og hun fortsatte natten igennem. Hele dagen i dag har hun så haft tårnhøj feber. Bette pjevs. Nu har de ikke været syge i over et halvt år, men …. Hej efterår!

Udgivet i bekymringer, Filøjsen, hverdag, hverdagsglimt | 3 kommentarer

Mor, er det virkelig dig? 

Udgivet den 22. september 2016 af Jeanette

Vi er i en af de der perioder lige nu, hvor vi ligger vandret for at nå alting og få enderne i hverdagspuslespillet til at mødes. Der er travlt på mandens arbejde, og der er travlt på mit arbejde. Det er der ikke så meget nyt i. Men om få dage har jeg også en eksamen, der lige skal klares, så oveni læsning og forberedelse, fællesspisninger i henholdsvis børnehave og skole og gymnastikopstart for den lille og den store, kommer de almindelige hverdagsgøremål.

Det er ikke meget jeg har set mine børn i denne uge. Selvom manden har travlt, har han taget tjansen, så jeg kunne have lange dage, og vi måtte aflyse en af fællesspisningerne. Mest fordi jeg havde taget fejl af datoen.

I denne uge har ingen af os været hjemme på samme tid med børnene om eftermiddagen og til putning. Nærværet har været ikke-eksisterende. Det har handlet om planlægning og koordinering.

Måske var det også derfor, at jeg som det første i morges, fik følgende søde ord fra Vigsen, da jeg stak hovedet ind på hendes værelse og sagde godmorgen:

“Mor?! Er det virkelig dig?”

Som om jeg havde været væk i årevis.

Hel søvndrukken og forvirret glippede hun med øjnene som en anden Bambi, og så lyste hun op i et stort smil.

Det går lige i hjertekulen, og samtidig kom det velkendte stik af dårlig samvittighed.

Heldigvis kan jeg sige at det kun er en kort periode med det her eksamen. Det stresser mig tosset meget lige nu, men på tirsdag er det overstået (I hope!), og så vender vi tilbage til mere normale standarder i villaen.

Det glæder jeg mig virkelig til.

De her to er det vigtigste i mit univers, og jeg har det bedst, når de kan mærke og føle det helt ind til knoglerne.

Udgivet i børn, Filøjsen, hverdag, hverdagsglimt, travlhed, Vigsen | En kommentar

Når man overhører andre tale om ens barn … 

Udgivet den 11. september 2016 af Jeanette

Vi tilbragte weekenden i Skagen. Manden og jeg og vores to festfyrværkerier af et par unger. Der er altid fart over feltet med dem. Og det er ikke bare noget jeg siger. De taler mere. De råber højere. De løber hurtigere. De er mere distræte. De er lige dét mere vil-døve, og lur mig om de ikke også skændes mere end det gennemsnitlige søskendepar jævnfør mit sidste indlæg. Vi har mange vennepar med børn, og mine mødregruppe-bekendtskaber breder sig efterhånden udover det meste af Jylland, såeh … Der ér sammenligningsgrundlag. Jovist. Vores unger har bare lige et ekstra gear eller to, som de ynder at drøne op i når som helst og hvor som helst (heldigvis er de så også pissesøde!)

Men en rolig weekend i Skagen med kvalitetstid var lige hvad vi trængte til, og vejret var med os. Hvad sker der lige for sommer i september?

Så der har vi altså været. I Skagen … Ligesom så mange gange før. Og det var på den fantastiske maritime legeplads lige midt i byen, at jeg overhørte et par damer tale om mit barn.

Har du været på den legeplads, vil du vide at der er nogle fine siddebænke lige overfor legepladsen, hvor mor, far, bedsteforældre og diverse termokander sidder sirligt placeret, så man kan se ens yngel boltre sig i klatrereb og rutsjebaner.

Manden var gået hen for at se de sidste 20 minutter af Uniteds kamp på en lokal pub. Jeg sad dermed alene på bænken og beskuede mine banditter slå sig løs. Filøjsen hang i nogle reb og var ved at klatre fra A til B. Det var Vigsen også. Hun overhalede ham bare udenom, mens hun hang fast i blot et arm og et ben. Hun fik kæmpet sig tilbage og grinede alt imens.

“Prøv lige at se den lille pige med stjernerne (hun have leggings med stjerner på). Hvor er hun bare sej!”

Sagde den ene dame, som jeg vil tro var en Bedste, til den anden dame.

“Det er min pige”, tænkte jeg stolt, mens jeg lige afventede om de ville sige mere.

Vigsen kom op på platformen højt oppe på legeskibet og ville række ud til sådan en metalstang, man som en anden brandmand, kunne glide ned af.

Der kom imidlertid en større dreng og sagde til hende, at man skulle være 6 år før man kunne klare den.

“Nahaaaaj!” Udbrød den bette skid.

Så lod hun hænderne glide helt ud til hun lå meget skråt mellem stangen og platformen, så svang hun sig ud og fik fat med benene også og gled ned.

“Se hende lige”, kom det fra bedstemoren igen. “Nu svang hun sig bare lige ud på den stang… Hun er da godt nok frygtløs!”

Og mit hjerte svulmede næsten over. Garanteret en masse andre 4-årige også kan det, men min pige imponerede tydeligvis damerne lige dér på bænken i solskinnet, og jeg åd deres benovelse og fine ord råt.

Jeg sagde ikke noget til dem. Smilede bare for mig selv. Men kunne ikke dy mig for at gå hen til mine unger, så Bedsterne liiiige kunne se, hvem der var moren til hende den seje pige. Jeg havde siddet blot en meter fra dem.

Derhenne spurgte jeg Filøjsen om han også ville prøve en tur ned, hvis nu jeg hjalp ham (han havde skelet kraftigt til lillesøs og så gået videre).

“Nej, det er kun for små børn, mor!”

Sådan kan man også vende det. Tsk tsk.

(og op med hånden, hvis du – efter at have læst overskriften – var sikker på, at det var negative kommentarer jeg havde overhørt … )

Udgivet i børn, familietid, hverdag, hverdagsglimt, sejhed, søskende, stolthed, Vigsen, weekend | 2 kommentarer

Sammen og hver for sig

Udgivet den 7. september 2016 af Jeanette

Det er ikke bare alt det her med skolestarten, der er anderledes for vores to små banditter i år. Efter halvandet år sammen i børnehave har de pludselig skulle vænne sig til at være væk fra hinanden om dagen. Det lyder måske ikke af noget særligt, men i halvandet år har de stort været sammen alle døgnets 24 timer.

Vi har tænkt at det ville blive sundt for begge to at blive skilt lidt ad og “stå på egne ben”. Som storebror kan Filøjsen godt være lidt for dominerende ind imellem. Vigsen kan godt sige fra, men langt hen ad vejen har hun været vant til bare at følge Filøjsen uden at sætte spørgsmålstegn ved det.

Nu er hun pludselig sin helt egen nede i børnehaven. Jeg ved ikke, om det er fordi hun nu er uden Aksel dernede, eller om det bare er tilfældigt, men vi har fået så meget positiv respons fra pædagogerne omkring hende. Hvor sjov og sød hun er. Hvad hun nu har sagt og finder på af skøre ting. Hun har charmeret (endnu) et filmhold osv. På en eller anden måde føler jeg, hun blomstrer op lige nu.

Det er også rart bare at aflevere ét barn i børnehaven. Så er tiden og fokus kun på hende, hvor det før skulle deles imellem to.

Det giver en anden ro med ét barn og ét fokus, og jeg tror hun nyder det!

Det samme gør sig jo gældende for Filøjsen i skoleregi, hvilket selvfølgelig også er rigtig dejligt … og rimelig nødvendigt. Der er eddermame drøn på i sådan en morgen-DUS med 200 børn, der leger og skal dirigeres ned i klasserne, til morgensang and what not. Der er mange rutiner der skal overholdes. Sko af på måtten, taske og sko bæres i garderobe, gennem en horde af højlydte børn, madpakke på plads, tjekke ind på tavlen, tasken i klassen, formiddagsmaden i den røde kasse, huske at sige godmorgen til mindst én voksen … osv. osv. Og når man er en dreng, der tager samtlige indtryk, lys og lyde ind, så er det optimalt, at vi kan guide ham igennem starten på dagen på en god måde uden andet at se til.

Lige nu kunne jeg slet ikke forestille mig også at have Vigsen i hånden, mens vi ihærdigt bestræber os på at gøre og huske alt korrekt.

Men den tid kommer jo også, hvor de er to i skolen. Det er heldigvis først om 2 år!

Det pudsige i alt det her adskillelseshalløj er jo så, at man måske skulle tro at de ville lege rigtig godt sammen, når de har fri fra institutionslivet. Det har de jo altid gjort … Men næh nej. Vi skal ikke have det for nemt. De skændes mere end de plejer, ender i flere konflikter end tidligere, og der skubbes og rases mere, end hvad moren synes godt er.

Klart, de er trætte efter lange dage i skole og institution, men alligevel … Det kommer lidt bag på mig. Det er som om de, med lynets hast, udvikler sig i hver sin retning, mens de tidligere var smeltet langt mere sammen, og den nye udvikling giver nogle gnidninger.

Jeg ved det er en fase, men de er heldigvis glade for hinanden uanset hvad, så jeg tænker det hele nok skal gå.

Udgivet i børn, Filøjsen, hverdagsglimt, sanseintegration, Sanseintegrationsbarn, søskende, søskendekærlighed, Vigsen | 2 kommentarer