Jeg ved ikke hvordan vi skulle klare os uden. Ikke blot er de bedsteforældre i ordets faktiske betydning. De hygger om, leger med og forkæler vores børn. De tager dem med på ture, de steger fiskefilet, når vi kommer på besøg, fordi de ved det er yndlings hos den kræsne Filøjs, de laver malerier og andre kreating, de går på opdagelse i naturen, og de giver dem en hel masse tid og ro i en ellers travl hverdag.
Og … så kommer de springende, når vores børn er syge. Når det brænder allermest på herhjemme i forhold til vores arbejde, og vores børn oven i hatten bliver syge, så står de der, og det gør de stort set hver gang. Jeg er simpelthen så taknemmelig og glad, fordi de gider. Selvfølgelig ved jeg godt, at langt de fleste bedsteforældre har lyst til og elsker at være sammen med deres børnebørn, men jeg tager det/dem ikke for givet.
Nu er det sådan, at på min mands side arbejder begge hans forældre fuld tid, så de kan ikke være her nær så meget, når det gælder sygdom. På min side er vi så heldige, at min far lige er blevet pensioneret og min fars kæreste er efterlønner. Selvom de har “fri”, så laver de begge en masse andre ting. De rejser for eksempel sammen. Min far spiller bridge og underviser, og han er for nylig blevet biavler (det er så cool). Min fars kæreste maler, udstiller, tager på højskoleophold og en masse andre ting. De er bestemt ikke gået i stå, fordi de stod af arbejdslivet. Tværtimod. De dyrker nu spændende interesser og har en del at se til. Det er nu de har tiden og helbredet til at lave lige præcis alle de ting, som de har lyst til.
Derfor nager det mig også, at vi nok i gennemsnit mindst én gang i måneden, ringer og spørger om de vil komme og passe en af krapylerne, da der nu er hoste, snot, feber, bræk eller øreproblemer igen. Jeg kan ikke huske, at de nogensinde har sagt nej.
Der var engang en aften, hvor Vigsen havde gult puds i øjnene, og jeg lige ringede hjem og gav min far en heads-up på hendes helbred, og på om han måske kunne komme dagen efter. Jeg skulle bare ringe næste morgen.
Jeg ringede klokken 06.10. Begge unger havde nu gult puds i øjnene, og lignede jeg ved ikke hvad. Min far lød lidt omtumlet, men fik sagt “Jeg kører om et kvarter”. Der er 50 kilometer ud til os.
Så han kom, ungerne var lykkelige, da bedstefar er the bomb, og jeg kom på arbejde og nåede både undervisning samt meget vigtig møde. Derudover kørte min far også til lægen med dem begge to, da jeg havde fået en tid til dem. De havde ikke smitsom øjenbetændelse, men blot forkølede øjne, der skulle vaskes i saltvand, som han også havde gjort.
 |
| Fra dagen med “øjenbetændelse”. |
Da de havde skoldkopper – og det ville have rykket intet mindre end fjorten barnets 1. og 2. sygedage for vores vedkommende – var min fars kæreste her nærmest i en hel uge. Hende knuselsker de også, og hun tropper ligeså beredvilligt op på vores matrikel som min far. Faktisk oftere end ham.
De har reddet vores røv arbejdsmæssigt, jeg ved ikke hvor mange gange. I denne uge har Filøjsen været syg med let feber og hoste. OG SÅ VAR DE PÅ FERIE!
Så mærkede vi lige, hvordan virkeligheden ville være, hvis ikke de altid stod klar til at hjælpe.
Mandag blev Filøjsen ringet hjem fra børnehave, og min mand tog hjem. Tirsdag blev jeg hjemme med ham (og det skal lige siges, at der ikke var feber den dag). Onsdag blev der ringet igen fra børnehaven, og min mand tog igen hjem. Nu synes vi ikke vi kunne sende ham af sted mere uanset om der var feber eller ej, og vi begyndte i det små på den klassiske forældre diskussion: ‘hvem har det mest vigtige møde på arbejde?’
Jeg ved godt det her kan lyde som om, at vi aldrig er hjemme hos vores børn selv, når de er syge, men det er vi nu godt nok.
Dog er det ikke uden dårlig samvittighed overfor min arbejdsplads, mine elever og især mine kolleger, hvis jeg skal være hjemme on/off i en 1-2 uger på grund af syge børn. Det er mine kolleger, der skal dække alle mine timer, undvære deres forberedelse og løbe stærkere.
Hvis vores unger er almindelig sygdomsramte, så prøver vi at få pasning af de mennesker, som de elsker næsthøjest og er helt trygge ved.
Nå, men tilbage til en sløj Filøjs. Jeg vidste at min far og kæreste kom hjem fra ferie samme aften, men kunne næsten ikke få mig til at spørge, lige når de havde sat sig i bilen på vej hjem fra Billund. Men det gjorde jeg altså. Og det var ikke uden at krumme tæer over mig selv.
De fandt lynhurtigt på råd. Min far ville komme torsdag morgen, og fars kæreste fredag, hvis det var nødvendigt. Så Filøjsen fik et par hyggelige dage med dem. Han var som sagt ikke helt sløj, så han var med min far på et par biavlerærinder, og havde været nem og hyggelig at have med rundt.
For at det ikke skal være løgn, så skal vores dagplejemor i næste uge på ferie, så min fars kæreste kommer her mandag, tirsdag og onsdag og passer Vigsen. Farmor tager de sidste to dage.
Derfor siger jeg det lige igen: HURRA FOR BEDSTEFORÆLDRE!
