Uf, det er længe siden jeg har givet en update på hele mit BRCA1 forløb. Jeg slap det på et tidspunkt omkring sommerferien med det her indlæg, og har sådan set ikke fået skrevet noget om det siden.
Men meget af tiden fra dengang til nu er også gået med at vente og hele op. Det er et langt forløb med sådan en fjernelse og rekonstruktion af bryster, skulle jeg hilse og sige.
Hårdt fysisk og hårdt psykisk. Jeg vil tro at jeg omkring august/september endelig følte mig ovenpå fysisk igen efter operationen i juni. Jeg kunne – og kan stadig – mærke en underlig fornemmelse omkring brystregionen. Det gør ikke ondt, men på en eller anden måde føles det ubehageligt. Jeg har en konstant fornemmelse af det strammer i mine muskler, og jeg ikke helt kan det samme som før operationen. Min brystmuskel ligger nu yderst i stedet for at ligge inde bagved blødt fedt og brystvæv. Det gør, at når jeg spænder i brystmuskulaturen, så mærkes det meget tydeligt, og brysterne bevæger sig (ligesom når mænd spænder brystet), og det er bare unaturligt for mig, og jeg bryder mig ikke om fornemmelsen.
Når jeg strækker mig eller strækker armene helt ud til siden eller over hovedet, så rammer følelsen af ubehag mig straks. Især inde ved brystbenet. Det føles som om at brystmusklen er på vej til at rive sig løs fra brystbenet, så jeg stopper mig selv, og kan ikke gøre det jeg vil fuldt ud.
Det psykiske aspekt fylder på den måde, at udseendet af brysterne ikke er så pænt, som man kunne have håbet. Med tøj på ser jeg fin nok ud, og man lægger ikke længere mærke til noget. Brysterne er blevet mindre, men det er ikke iøjnefaldende. For 14 dage siden var jeg for eksempel i sommerhus med mine gamle gymnasieveninder, og nogle af dem har ikke set mig i over et år. De tænkte slet ikke over det, før vi kom til at snakke om min operation. Heller ikke da vi var i poolen og det umiddelbart burde være nemmere at se en forskel i bikini.
Men for mig og min mand er der en tydelig forskel både i udseende og følelsen af dem. Og det betyder noget. Det kan også være lidt svært at snakke om, selvom vi prøver. Vi er jo begge enige om, at det rigtige var at få dem fjernet, da brystkræft ville være 100 gange værre, så man kan jo ikke tillade sig at synes det er lidt træls … eller hvad?
Det synes jeg egentlig godt man kan. Det skal være okay. Fordi brysterne er jo faktisk en stor del af en kvindes identitet. De har betydning for ens selvfølelse, udseende og for sexlivet. Man ammer sine børn med dem, og man spænder dem op i en push-up for at kjolen skal sidde liiige dén tand bedre. De har også betydning for ens mand. Og så videre og så videre.
Derfor er det svært, når de pludselig er mindre, ulige og hårde. Der er ingen brystvorter. Der er et langt ar tværs henover hvert nyt bryst, og jeg har mistet følelsen i dem begge både foran og helt om til bag på ryggen, fordi så mange nerver er blevet skåret over. De er ikke ligefrem smukke. BH kan jeg ikke bruge for at fremhæve dem. Fordi de ikke sidder lige højt eller er lige bredde, fungerer det ikke. Samtidig generer den mig mere, end den gør gavn.
Så pludselig er jeg blevet enormt bevidst om den del af min krop. F.eks. har jeg ikke lyst til at gå i svømmehallen, mens brysterne ser ud, som de gør nu. Det er ligefremt grænseoverskridende at stå i omklædningen og under bruseren, hvor der er andre mennesker. Det har jeg aldrig nogensinde oplevet før.
Jeg håber dog på, at jeg efter de korrigerende operationer kan opnå et resultat, der er mere tilfredsstillende. Jeg ved også, at når jeg når dertil, hvor brystvorterne skal tatoveres på, så gør det en verden til forskel.
I sommers troede både jeg og kirurgen, at operationen blev en ommer. Altså, at jeg skulle have fjernet de blivende implantater og erstattet dem med nye expandere, der over tid skulle udvides til den rette størrelse for derefter igen at blive skiftet ud med endelige implantater.
Til tjek-op i oktober synes min kirurg dog, at mine blivende implantater og nye bryster var blevet så meget finere, at det ikke var nødvendigt med ovennævnte plan. Hun ville nøjes med at rette dem til med mit eget fedt. Helt præcis ville hun tage fedt fra min mave og sprøjte ind forskellige steder i brysterne, hvor der var ujævnheder. Denne måde at gøre det på ville være mildere og knapt så omstændig. Jeg ville kun skulle sygemeldes i 2-3 dage. Så vi aftalte, at det var sådan det blev.
1.februar fandt jeg derfor mig selv på operationsstuen endnu engang. Narkosen flød i mine årer, og jeg forsvandt langt væk i halvanden time, mens de høstede 110 ml. fedt fra min mave og sprøjtede det ind tre forskellige steder i brystet samt sugede en væskeophobning på mit højre bryst, der har generet mig siden operationen i juni.
Da det var overstået, var jeg øm i maven. Det sveg indvendigt. Og venstre bryst spændte og strammede. Men jeg kunne godt fornemme resultatet, selvom de kun havde taget en lille deciliter fedt. Kavalergangen var blevet lidt bedre. Før indgrebet var den flad og bulet. Jeg kunne også se, at venstre bryst ikke længere havde det hul øverst, som det havde før. De havde forsøgt sig med at suge væsken på højre bryst, men desværre kunne jeg ikke se nogen forskel. Jeg buler stadig meget ud under armhulen. Jeg kunne ikke spørge min kirurg om det, for hun var videre i dagens travle program og havde ikke efterladt notater om det til den søde sygeplejerske, som skulle overlevere dem til mig.
Så nu må jeg vente til maj måned, hvor jeg skal have opfølgningssamtale med hende og aftale, om der skal laves flere fedttransplantationer og rettes yderligere til. Bare tanken om endnu en operation gør mig træt. Alligevel så håber jeg på, at vi ikke er færdige. Er ikke helt tilfreds endnu.
Men sådan overordnet priser jeg mig lykkelig for, at mavefedt kan anvendes til noget positivt, og at jeg ikke skulle ud i en større omgang, som først vurderet.
Det er i dag elleve dage siden jeg fik indgrebet, og det går bedre dag for dag. Jeg blev opereret en onsdag og var tilbage på arbejde mandag. Jeg er stadig øm i maven, og skal gå med kompression i en måned. Til det formål har jeg købt sådan nogle shapewear trusser, der strammer maven ind og numsen op. Det fik jeg anbefalet af sygeplejersken, og det fungerer fint.
Så endnu engang er jeg i venteposition. I et forløb som dette skal der gå tid mellem indgrebene. Det tager tid for fedtet om at lagre sig det nye sted, og man kan være uheldig at det absorberes i kroppen og man ikke kan se den store forskel alligevel.
Ventetiden skal dog ikke være spildt, har jeg bestemt mig for. Jeg har nemlig også de der æggestokke, der udgør en reel risiko for kræft. Derfor har jeg i januar været til samtale på gynækologisk afdeling på sygehuset, og nu ligger datoen klar for fjernelse af livmoder samt æggestokke. Det bliver den 20. april at jeg lægges i narkose for 3. gang på under et år og derefter en sygemelding på 14 dage. Tjuhej, hvor det går, og hold nu fest, hvor jeg glæder mig til at alt det her er overstået.
Hvis I kom helt til enden, så TAK fordi I læser med og hænger ved, selvom der er langt mellem indlæggene.
