Før jeg fik børn, tænkte jeg at mine i hvert fald skulle være nogle velopdragne af slagsen. Hvor svært kunne opdragelse lige være? Kærlighed i overflod, struktur og faste rammer. Simpelt.
Vi forsøger ihærdigt på at gøre alt det rigtige, men det er bare som om, at vores børn bliver mere og mere bandit-agtige, så det gør vi jo nok ikke. Eller hvad? Og hvad er den rigtige opdragelse? Filøjsen i den herlige alder af 5 år og med Emil-tendenser sætter ofte standarden for badass opførsel i børnehøjde. Og lillesøster, som er hans største fan, følger gladeligt trop.
Det er den der med de ikke hører efter, der fylder meget lige nu. Skarpt forfulgt af ’skaberiet’ i mangel af bedre ord. Ganske ofte i den seneste tid, når ungerne har været en … øh … udfordring, sidder jeg tilbage med en følelse af, at vi har slået fuldstændig fejl i opdragelsen. At vi ikke kan finde ud af det. En følelse af afmagt.
Ork mand, hvor gør de bare nogle gange lige som det passer dem. Når vi siger nej, råber de JO! og gør det alligevel … eller de skal liiiiige se hvad der sker, hvis nu man bliver liggende på gulvet, holder sig for ørene og råber la-la-la-la-la-la-la-la, når man har bedt dem om at komme ud i entréen for 7. gang, fordi man skal ud af døren.
Nogle gange har jeg seriøst lyst til slå til den ene med den anden!
Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg er trods alt et ok dannet menneske, der godt kan tælle til ti og prøve forfra. Jeg er stor fan af marte meo, og jeg har endda en pædagogisk uddannelse, så jeg ved godt, at det er den anerkendende tilgang til børnene, man kommer længst med. Men nogle gange, så virker den metode altså heller ikke (i hvert fald ikke på mine), og mit temperament rækker desværre ikke til timer og timer af imødekommenhed og anerkendelse.
Jeg kan endnu løfte dem begge, og dermed har jeg overtaget, når de f.eks. ikke vil komme. Op på skulderen og så er det af sted.
Lad mig lige prøve at komme med et par scenarier herhjemme fra, så kan I fornemme, hvad jeg mener.
Scenarie #1
Scene: Børnehaven. Situation: Afhentning
“Nu skal du med hjem, skat”. “NEEEEEEJ, ikke nu!”, svarer han i løb med retning mod bevægelsesrummet, hvor han gemmer sig i den allerdybeste kasse med 88 puder over sig.
Når vi så er kommet så langt som til at have fået sko og jakke på (som han skal hjælpes med at få på, ellers ligger han og roterer 180 grader om sig selv nede på gulvet syngende en eller anden engelsk sang eller er gået totalt i stå og står og glor på noget interessant), så skal vi ud til bilen. Han bærer 0 ting, mens jeg er belæsset med termotøj, regntøj, gummistøvler, madkasser, tasker og diverse legetøj (x 2!) og appellerer til at vi hjælper hinanden med at bære tingene, så lyder svaret: “NEEEEEJ, for så kan jeg jo ikke åbne døren, mor!” (lille egotripper)
Heldigvis er Vigsen stadig med på at hjælpe på det punkt.
Når vi så når ud af børnehaven, stikker de gerne af i modsat retning af bilen i fælles samhørighed over at “Haha, nu narrer vi sgu mor – hun skal fange os!”
—————————————————————————————————–
Scenarie #2
Scene: Køkkenet. Situation: Morgenmaden.
Vigsen på 3 år, som længe har været god finmotorisk, og sagtens kan styre gaffel, ske og deslige, sidder og gratter med sin mad. Kører fingeren ned i havregrøden og ud på bordet. “Se mig, far”, siger hun og afventer spændt reaktionen. “Det gør man ikke, Vigga, man spiser pænt. Du skal putte skeen ind i munden og spise det”.
Det gør hun, tygger lidt og spytter det ud på bordet. Far bliver sur, Vigsen græder, kaster sit hoved ulykkeligt ned i sine korslagte arme og hulker. Så snart vi rører hende til et kram, stopper tårerne og hun smiler fra øre til øre. Idyllen er genoprettet, og nu tager hun sin ske med havregrød og kører rundt om munden og i ansigtet og siger: “Na-na-na-na-na, se mig, far!”
——————————————————————————————————-
Scenarie #3
Scene: Vores have. Situation: Fri leg
Vores nye naboer har fået ny trampolin (fuldstændig identisk med vores egen). Filøjsen og Vigsen leger i haven, og jeg kan se dem inde fra stuen, hvor jeg ordner praktiske gøremål. Pludselig er der stille derude, og de er ingen steder at se.
De er kravlet igennem hækken og ind til naboerne (som ikke var hjemme). De har smidt jakke, sko og strømper og hopper nu lystigt rundt på deres trampolin. Jeg går straks ud og kalder på dem i et meget bestemt toneleje og siger, at de skal komme tilbage nu. Jeg kan ikke kravle igennem det meget lille hul i hækken.
De ignorerer mig og griner. Jeg prøver den pædagogiske tilgang: “Jeg kan godt se I hygger jer rigtig meget på trampolinen, men det er ikke vores, og vi har ikke fået lov, så I må komme over til mig nu, så hopper vi sammen på vores egen.”
“Nej, mor. Vi kan ikke tage sko og jakker på selv”. (ARGH!)
“Nu kommer I herover. Jeg vil ikke sige det mere”.
Filøjsen stikker fingrene ørene, griner og råber: “Vi kan ikke høre, hvad du siger, mor!”.
Vigsen gør herefter nøjagtig det samme.
——————————————————————————————————
Scenarie #4
Scene: Køkkenet. Situation: Frokost.
Filøjsen kommer ud for at få mad. Vi laver tit en tallerken med rugbrød med forskelligt pålæg, som de selv kan vælge fra. Er Filøjsen i det sure hjørne, hvilket han ofte er (går også under kælenavnene Tværing og Buffas), så er hans opførsel så *UFM-agtig at man krummer tæer.
“Jeg vil ikke have det gule krus! Det skal være blå!” (han får det blå)
“Det skal ikke være det blå, moaaar. Det skal være et andet!” (han får det mørkeblå)
“Jeg vil ikke have de rugbrødder, moaaaar. Jeg kan ikke lide dem!”
Mig: “Det er fint, så må du jo undvære det i dag”
Han tager en rugbrød.
“Men de skal være skåret ud, moaaar! (jeg skærer dem lidt ud)
“Ej, se nu er de alt for små, moar. Jeg kan ikke spise dem så ….” (begynder at græde)
Mig: “Det er sådan det bliver nu.”
Han bliver sur, skubber til sin tallerken og de vælter ud på bordet.
“Se nu hvad du har gjort, moaar. Nu har du væltet dem alle sammen…..”
*UFM: Uopdragen Forkælet Møgunge
——————————————————————————————————
Det var så nogle helt almindelig daglige scenarier herhjemmefra. Skidehyggeligt, ikk?
Der er selvfølgelig konsekvenser, når de opfører sig som i ovenstående situationer. Vi har time-out nede på gæsteværelset, hvor de bliver afledt ved at blive fjernet fra situationen. Når vi er blevet sure på dem og skældt ud, snakker vi altid med dem efterfølgende og forklarer situationen igen. Vi siger også altid at vi ikke er sur mere. Og vi krammer.
Men de bliver ikke bare eksemplariske børn (findes de overhovedet?) ved konsekvens og efterfølgende snak. Jeg ved også godt, at det ikke sker overnight og alderen har meget at gøre med det hele. De er kun 3 og 5 år. Men for pokker, hvor ville jeg dog bare ønske at hørte efter en gang imellem og ikke konstant skal søge grænser.
