Mit BRCA1 forløb: Status efter 5 uger 

Det er gået stærkt fremad med mig de sidste par uger, og siden jeg skrev mit sidste post-operationsindlæg.

Det er nu over 5 uger siden, jeg blev opereret. Jeg er 5+4, hvis vi bruger graviditetsjargon. Onsdag er min sidste dag med sygemelding, og jeg skulle have været tilbage på arbejde, hvis det da ikke var for det faktum, at vi er midt i skolernes sommerferie, og jeg dermed også har ferie. Men skulle jeg nu have været tilbage på min pind, så kunne jeg godt klare det nu, er jeg sikker på. Lærerjobbet er jo ikke ligefrem fysisk hårdt, og jeg underviser ikke i idræt, så det ville bestemt være overkommeligt for mig.

På den anden side er det rart, at jeg lige kan strække helingsprocessen dét længere og fortsat tage den med ro.

Jeg er i løbet af de sidste par uger blevet meget mere bevægelig, jeg har ikke ondt (kun følelsen af det strammer over brystet til tider), jeg vasker og føntørrer selv mit hår, jeg har hentet mine børn i børnehave nogle gange, jeg har kørt bil! (stadig ikke det nemmeste, men det går), og jeg har endda vovet mig ud på en lillebitte cykeltur ned i Fakta efter proviant … det skulle jeg ikke have gjort.  Den bevægelse med at komme op og ned af cyklen bruger man sine brystmuskler til (tænker I over det?), og man svinger mere med styret, end man lige tror, så cyklen parkerer jeg lidt endnu for helingens skyld.

Jeg kan endnu ikke hæve mine arme helt strakt op over hovedet, og derfor laver jeg daglige øvelser med elastik, som fyssen har sat mig i gang med. Hun var iøvrigt imponeret over min fysiske fremgang på de to uger, siden jeg sidst var hos hende.

Så er der psykiske, som jeg pylrede over i sidste indlæg. Jeg fik en rigtig fin kommentar med gode links til den del af en sød læser. Jeg har læst det hele og forstår nu, at der er nogle faser, man går igennem psykisk efter sådan en operation. Lidt ligesom med sorg.

Men som jeg har fået det bedre fysisk, er det også blevet nemmere psykisk. Jeg er stadig ikke tilfreds med resultatet, men det er hvad det er. Jeg har tiltro til, at jeg lander et sted, hvor det bliver godt, engang ude i fremtiden. Men jeg er pt. ikke ked af at have mistet mine bryster. Jeg føler ikke, at jeg mangler en vigtig del af mig selv. Det er okay. Jeg har accepteret, at det er sådan det er, og det er for det bedste, så det vil jeg ikke gå og være ulykkelig over. Slet ikke når jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det. Jeg må se fremad nu …

På torsdag har jeg fået lavet mig en aftale med den kirurg, som opererede mig. Det er første gang efter operationen, jeg skal tale med hende. Jeg vil høre hende angående nuværende resultat, forklare min bekymring om højre bryst, som er bredt og buler ud i siden, således det generer min arm. Spørge ind til andre ting, som jeg glemte at spørge om i starten. Jeg håber det bliver et godt og positivt gensyn med hende, og det kan give mig lidt ro i forhold til det kosmetiske.

Så alt i alt en af de bedre opdateringer. Jeg er stadig imponeret over, hvor hurtigt jeg er kommet i bedring over de seneste uger. Jeg var jo seriøst smadret, i smerter og ubehjælpsom i starten.

I torsdags tog jeg ud at spise frokost med en veninde. Jeg har ikke sådan rigtigt været ude i evigheder (sådan føles 5 uger, hvor man primært opholder sig indendøre for mig), så jeg gav den gas med hårkur, langt bad, pænt tøj og en grundig omgang make-up, og så tog jeg et billede af mig selv og sammenlignede det med versionen af mig for 5 uger siden, hvor jeg var helt nyopereret, bleg og træt.

Der sker sgu meget, og det var fedt at være ude i offentligheden og føle sig helt normal igen. Ingen tvivl om, at det også hjælper på den psykiske del i sådan et forløb her.