Filøjsen siger farvel … 

Idag er en vemodig dag. En epoke i sønnikes liv er slut, og en ny begynder lige om lidt.

I 3 1/2 år har Filøjsen trådt sine barnesko i verdens bedste børnehave. Han var så lille, så usikker og betuttet den allerførste dag i børnehaven tilbage i december 2012. Han var ked af det, når vi afleverede ham, og den første måned var rigtig hård.


Siden da er han vokset med opgaven. Han blev ligeså stille mere tryg og mere modig. Han fik nye venner, nye relationer til voksne og han fik udvidet sit ordforråd til den mere … ehm… kulørte side.

Han har nu været en af de store dernede i over et år og trænger nok efterhånden til at komme videre.

I onsdags havde ham og et par andre drenge en kagemand med, og i dag havde vi små gaver med til alle pædagogerne. Han har lavet fine armbånd til dem alle, og sammen med andre lækkerier i form af cava, chokolade og lakrids har vi lavet en slags kurv til hver og sammen skrevet et sødt personligt kort til hver enkelt.


Pædagoger skal altid anerkendes for deres enorme stykke arbejde, synes jeg. For mig er det vigtigt at vise, at vi påskønner deres indsats. Især det sidste års tid har de lavet et kæmpe stykke arbejde med Filøjsen, samarbejdet med vores private ergoterapeut og støttet op om alle tiltag, vi har sat i gang. Det er virkelig betydningsfuldt, og jeg er dem dybt taknemmelig.

Da Filøjsen stolt overrakte gaverne til dem i morges, blev de også rørte og glade og Filøjsen strålede som en lille sol. Det er fedt han synes det er dejligt at bruge tid på at lave noget fint og så give det til nogen, man holder af som tak, afsked eller bare fordi. Heldigvis er det ikke farvel for altid til børnehaven og de søde voksne, da Vigsen jo stadig har et par år tilbage dernede.

Nu skal jeg hente banditterne lige om lidt, og så ligger 4 ugers sommerferie foran os, inden en ny epoke starter i skolen til august.

Jeg kan mere og mere dag for dag, så jeg glæder mig til vi bare skal være sammen alle fire, have tøffetid, sove længe, hygge og slappe af. Det trænger vi alle til.


Dette indlæg blev udgivet i børn, børnehave, Filøjsen, hverdagsglimt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *