Tøffetid

Begrebet tøffetid har virkelig vundet indpas herhjemme siden sidste år, hvor jeg hørte det første gang. I år har jeg hørt og læst det flere steder på både Facebook og Instagram. Tøffetid er et begreb møntet på børn og er noget der foregår i en ferie. Mest hører man det, når juleferien nærmer sig. Det betyder egentlig bare tid til at ens børn kan tøffe rundt derhjemme (i nattøj om man vil), have nul planer for dagen, koble af og kun lave det man lige har lyst til. I stedet for f.eks. at ræse rundt til diverse julefrokoster, aftaler og aktiviteter med børnene.

Siden vi fik børn har vi hvert år haft tøffetid 1. juledag (det vidste vi så ikke det hed dengang), hvor vi aldrig har haft nogle aftaler, men bare været hjemme, sovet ud efter juleaften, stået op, leget med det nye legetøj, set tegnefilm, hygget i sofaen og måske gået en tur, hvis vejret var godt. Det er et genialt koncept.

Lur mig om ikke rigtig mange familier allerede har sådan en slapperdag eller to derhjemme i nattøjet og altid har haft det ligesom os. Jeg tror ikke fænomenet er nyt. Nu har det bare fået et navn.

I år har vores unger haft ekstraordinært meget tøffetid. Dette på grund af deres fars uheld før jul. Deres ferie startede d. 21. december hos Bedsterne, hvor de var i et par dage. Den 23. kom de hjem igen, hvor vi lavede ingenting. Den 24. december var der selvfølgelig gang i den og den store spænding i forhold til de mange gaver blev endelig udløst.

Den 25.-26. og 27. december har vi intet andet lavet end at sove længe, lege med nyt legetøj, bygge LEGO, lave halskæder, tegne, haft gæster, set film, spille iPad, løbe på de nye løbehjul og ædt slik i rå mængder. Vi aflyste jo planerne for julefrokost med mere og har bare været herhjemme. Vejret har været regnfuldt og blæsende, så vi har også mest været indendøre.





  

Jeg ved ikke om man kan have for meget tøffetid, og det er da også lidt kedelig med en total inaktiv sofa-far, der normalt plejer at være meget aktiv med en, men i hvert fald har begge børn nu flere gange spurgt uafhængigt af hinanden, om ikke de snart skulle i børnehave igen.

Den var ny! Keder de sig ligefrem?!

Jeg ved det ikke, men faktum er, at jeg kunne mærke, at i dag blev der nødt til at ske noget for dem. Så jeg hev fat i en veninde, som diskede op med frokost til mig og tornadoerne og herefter tog vi Leos Legeland, hvor den fik max gas i 4 timer. De elskede det!

Og da Filøjsen blev puttet her til aften, spurgte han forventningsfuldt om hvad han skulle i morgen. Jeg svarede, som sandt var, at det vidste jeg ikke lige endnu, hvorefter han sagde: “Må jeg så ikke godt komme i børnehave?”

Åh altså. Mor her må lige diske op med noget mere action i morgen også, kan jeg godt se.

Dette indlæg blev udgivet i familietid, Filøjsen, hverdagsglimt, jul, julestemning, Vigsen. Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Tøffetid

  1. ÅRH MANNER! Har lige sådan rigtig opdaget dig:-). Følger dig på Facebook. Men dit indlæg tøffetid. Fik mig ind.

    FEDT begreb. Vi har tøffet hele julen (for første gang). Og det var fedt!!!! Tak for det. Nu har det os fået et navn.

    Glædelig jul og Rigtig godt nytår.

    KHC

    • Jeanette skriver:

      Hej Christina. Og velkommen til! Dejligt du vil følge med 🙂
      Tøffetid er nemlig et fedt begreb … og for at ret skal være ret, så kommer det vist fra ingen ringere end Lola Jensen 🙂

      Godt nytår til dig og dine også!

  2. Pingback: Filøjsen siger farvel ...  - Villa VillekullaVilla Villekulla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *