… og sådan blev man shanghaiet til DR TV 

Filøjsen har sidste uge i sin børnehave i denne uge, og derfor strøg jeg ud i skoven, hvor ungerne opholdt sig i dag, med en kæmpe kagemand fra Filøjs og vennerne. Bedst mens jeg stod og talte med en af pædagogerne, kom lederen hen og sagde, at hun sørme lige havde talt med Pernille fra DR, der søgte en 4-årig og hendes forældre til et interview…. Hvorefter hun stirrede lidt for opløftet på mig: “Vigga er da 4 år, er hun ikke?”

Og i løbet af nul komma fem havde jeg talt med Pernille fra DR og aftalt møde og interview hjemme hos os selv kl. 15 i dag.

Pyha. Havde vist ikke overvejet situationen. To trætte børn efter en hel dag i skoven skulle være klare og veloplagte til interview lige efter børnehave …

Men DR kom, og Filøjsen gjorde kæmpeøjne, da han så kameraet lyse og blinke og fik lov til at holde den store mikrofon.

Men det var nu Vigga og mig de skulle tale med. Vigga fordi hun er 4 år og dermed falder ind under den gruppe børn, der i 2030 ikke ryger eller kender en eneste der gør. Altså ifølge Sundhedsstyrelsens nye stortanlagte kræftplan, der er blevet sat i værk i dag, hvor der er rigtig meget fokus på rygning.

Mine børn, lidt beskidte, lidt trætte og sultne, klarede det vist fint nok. Vigga aner faktisk ikke, hvad en cigaret er og kunne ikke sige så meget om det. Hun sagde at moster røg, hvad jeg ikke tror moster bliver glad for at høre. Til gengæld fik hun tegnet en masse (Vigga altså), mens Filøjsen storsnakkede i baggrunden (han fik ikke mikrofon på).

Hvordan jeg klarede det, aner jeg ikke. Jeg anede intet om emnet på forhånd. TV føles altid lidt opstillet, og man er alt for bevidst om, hvad man siger. Samtidig blev jeg blussende rød i kinderne.

Men nu må vi se. Jeg synes i hvert fald den nye kræftplan er et glimrende tiltag.

I kan se klippet i aften lige midt i ulvetimen. TV-avisen kl. 18.30.

Hvis man er til sådan noget altså …




Dette indlæg blev udgivet i hverdag, hverdagsglimt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *