Diagnose eller ej #3

Diagnose eller ej. Det er spørgsmålet. Jeg har efterhånden skrevet et par indlæg om vores kære og finurlige søn og hele den proces vi har været igennem her i 2015 med ham. Forløbet får tilføjet flere dimensioner, som det skrider frem, og derfor deler jeg også dette indlæg i to dele, da jeg vurderer at det ellers godt kan blive ret så langt …

Tilbage i starten af november skrev jeg dette indlæg om Filøjsen ,og om alt det vi var igennem med ham i efteråret i forhold til at få stillet en eventuel diagnose. Dengang tog jeg til egen læge med ham for at få en henvisning til en børnelæge. Jeg var ikke 100 % sikker på om det var det rigtige at gøre, men lige i det øjeblik ville jeg også gerne videre med tingene. Især fordi han snart skal i skole og det desværre er således, at har barnet en diagnose, så er det nemmere at få ressourcepersoner tilknyttet i et større eller mindre omfang. Tror jeg nok. Med inklusionsbegrebet er der helt ny dagsorden for børn med særlige behov, men det er anden diskussion på et andet tidpunkt.

Men som tiden gik efter lægebesøget, så tænkte vi, at vores dreng heller ikke skulle have en diagnose blot for diagnosens skyld. Det føltes som om, det var det vi havde gang i. Det var pludseligt lige voldsomt nok. Han var kun 5 år gammel. Så vi besluttede, at vi i første omgang ville afprøve alt andet, før vi tog det skridt. Derfor hænger henvisningen til børnelægen stadig på vores køleskab, og vi har ikke ringet.

Jeg startede med at google mig frem til alternative tiltag mod koncentrationsbesvær m.m. En mor fra min mødregruppe havde tippet mig om fiskeolien Eye Q, der for nogle ADHD-børn og børn med læsevanskeligheder skulle være et rent vidundermiddel. Jeg læste en masse om det, og der var veldokumenterede undersøgelser, der beviste dets berettigelse på helsekostmarkedet. Og uanset hvad, så har fiskeolie mange gode egenskaber, og hvis det endvidere kunne skærpe Filøjsens koncentration, så var det værd at smide penge efter. Han har derfor nu i to måneder fået fiskeolien dagligt. Han er så cool, han snupper bare olien i flydende form uden problemer. Om det er olien der hjælper, eller ham der blot har taget et ryk, det skal jeg ikke kunne sige, men der sker i hvert fald en positiv udvikling på nogle af de områder, han tidligere havde stort besvær med.

diagnose

Derudover har vi selvfølgelig fortalt om Filøjsens forløb til vores nære netværk, som også har været bekymret for ham og snakket med andre om det.

Tilfældet ville så at Filøjsens farmor har en god ven, som er pensioneret børnepsykolog. Lad os kalde ham for Søren. Min mand har kendt Søren siden barnsben, og jeg har selvfølgelig også lært Søren og hans kone at kende gennem tiden. Da alt det her med Filøjsen kom Søren for øre, bad han farmor om at få mig til at ringe ham op. Det gjorde jeg på minuttet, meget taknemmelig over at han ville bruge tid på vores søn. Vi snakkede, og han talte meget både teoretisk og praktisk. Han forklarede om børns udvikling, om modenhed og om alle de erfaringer han har gjort sig med børn i den tidlige skolealder gennem årene. Han har mødt Filøjsen, og ved godt han er lidt særegen, men han synes simpelthen det lød helt hen i vejret, at han skulle have en diagnose.

Søren nævnte en tidligere kollega af hans, Erik, som også var pensioneret, men som han gennem mange år havde haft et tæt samarbejde med i forhold til børn med særlige behov. Han kunne fortælle, at Erik var lektor i specialpædagogik og talepædagog og i mange år har lavet såkaldte funktionsundersøgelser på børn med henblik på at klarlægge deres specifikke vanskeligheder og give dem den bedst mulige støtte fremadrettet.

Søren ville derfor gerne tilbyde os to ting. Han ville gerne have lov til at læse  psykolograpporten, der var lavet på Filøjsen og give sin vurdering ud fra den, og dernæst ville han gerne kontakte Erik for at han kunne lave en funktionsundersøgelse på Filøjsen og derudfra udarbejde sin egen rapport, som ville tage udgangspunkt både i undersøgelsen, men også i psykolograpporten. Den nye rapport skulle efter sigende gå et spadestik dybere end psykolograpporten og også vurdere og inddrage betydningen af Filøjsens tidlige år i forhold til hans nuværende adfærd.

Vi sagde ja til det hele.

Efter vores samtale sad jeg helt blæst bagover. Jeg tænkte at det var meget at tage ind på én gang, men det var også en unik mulighed for os, som bestemt ikke er alle andre forundt.

Næste dag sendte jeg PPR-rapporten til Søren, og to dage senere modtog jeg en mail fra Erik, som havde læst den og beskrev sine umiddelbare tanker om Filøjsen ud fra den. Han ville meget gerne komme ud til os og snakke lidt med Filøjsen m.m. Meningen var så, at han ville lave sin undersøgelse kun hvor han, Filøjsen og vi forældre var tilstede, så ville han udarbejde sin rapport og sende den til os, og dernæst skulle både han, Søren, os og evt. børnehaven samles til et opfølgende møde, hvor rapporterne igen blev gennemgået og en videre handleplan omkring Filøjsen skulle igangsættes.

Vi aftalte en dato en hverdagsmorgen i november, hvor både min mand og jeg kunne møde senere ind på arbejde. Så var Filøjsen frisk og udhvilet. Vi gav børnehaven notits om vores private foretagende, og de var hurtige til at meddele, at skulle de på nogen måde indover forløbet, så stod de klar – også til at komme hjem til os til et møde. Det ville de finde tid og timer til. Alt hvad der kunne gavne Filøjsen, støttede de op om. Det var fantastisk, at de så tydeligt meldte ud, hvor de stod. Jeg følte virkelig at der var en masse mennesker, der bare ville vores dreng det bedste.

Da morgenen kom, hvor Erik skulle komme, var jeg spændt på hvordan Filøjsen ville tage imod det. Om han kunne sidde stille og være aktiv med Erik, eller om han ville gå i baglås og ikke være til at hugge eller stikke i.

Jeg fortalte ham selvfølgelig om, hvorfor han først skulle i børnehave senere den dag. At der ville komme en mand og lave nogle ting med ham, og det nok skulle blive sjovt og hyggeligt. ‘Okay’, sagde han bare og legede videre med sine figurer.

Erik kom, og alle hilste pænt på hinanden. Filøjsen satte sig beredvilligt ved bordet og kiggede nysgerrigt på, da Erik begyndte at tage sine forskellige ting og sager frem.

Men jeg havde nok alligevel ikke helt forventet det scenarie, der udspillede sig ved bordet i de 45 minutter, som undersøgelsen varede.

 

FORTSÆTTELSE FØLGER …  

Dette indlæg blev udgivet i bekymringer, diagnose, diagnosebarn, dilemma, Filøjsen. Bogmærk permalinket.

9 kommentarer til Diagnose eller ej #3

  1. Eeeeej for en cliffhanger! Sidder jo på nåle! Hvor er det fantastisk Filøjsen har så hurtigt reagerende og engagerede voksne omkring sig 🙂

    • Jeanette skriver:

      Åh, jeg ved det godt, Henriette 😉 Tænkte også om jeg kunne være det bekendt, men sådanne føljeton-agtige indlæg må gerne afsluttes lidt spændende, blev jeg så enig med mig selv om 🙂 Skal nok få skrevet det næste inden alt for længe. Tak for din kommentar og godt nytår til dig og alle dine søde drenge!

  2. Anne skriver:

    Ih for en cliffhanger!! Men hvor håber jeg der snart kommer noget positivt til jeres familie – om ikke andet så er det fantastisk at have så mange omkring sig der hjælper og støtter! Godt nytår😊

    • Jeanette skriver:

      Mange tak, Anne 🙂 Det var sødt sagt af dig. Og du har ret, vi er heldige at så mange i vores netværk bare står klar til at hjælpe. Det er ret fantastisk! Rigtig godt nytår til dig også 🙂

  3. Hvor er det skønt at have, at der stadig findes ildsjæle, der bare gerne vil hjælpe andre 🙂 Godt nytår til jer 🙂

  4. A+K/VenterPaaVin skriver:

    Ih, sikke fint og heldigt et sammentræf, hvor er jeg spændt 😀
    Og skønt at høre, han har det godt og rykker sig <3

    – Anne http://www.venterpaavin.blogspot.com

  5. Pingback: Diagnose eller ej #4 - Villa VillekullaVilla Villekulla

Skriv et svar til Jeanette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *