Diagnose eller ej #2

Jeg mangler at give en update om Filøjsen. Tilbage i september skrev jeg indlægget Skal vores dreng passe i en kasse? om alle mine tanker i forhold til at børnehaven havde lavet en ny indstilling på Filøjsen for at finde ud af, om der var mere på spil end blot umoden hjerneudvikling. Dermed mente de en diagnose.

Det der skete, var at vi havde et indledende møde med en psykolog fra PPR samt Filøjsens primærpædagog, hvor vi fik snakket om Filøjsen fra fødsel til nu, hvor han snart fylder 6 år og derudover fik vi forklaret, hvad der skulle ske.

Psykologen ville observere Filøjsen over en 3-4 gange i børnehaven samt lave nogle forskellige tests med ham. Efter den første dag med observering og test, ringede hun til mig. Hun havde observeret en meget motorisk urolig dreng i testsituationen, og hun ville derfor gerne, hvis vi ville udfylde et Brief-F spørgeskema, som hun ville sende med os hjem.

Nu er jeg jo efterhånden erfaren udi skoleverdenen, så jeg vidste godt hvad det skema betød, og har udfyldt et lignende skema mange gange. Bare ikke på mit eget barn. Vi kan også kalde det et ADHD-skema, og så ved de fleste hvad man taler om.

Vi besvarede det så ærligt og objektivt som muligt og sendte det tilbage i børnehaven.

Herefter gik der nogle uger, hvor psykologen skulle analysere og sammenfatte testene og observationerne i en psykolograpport. Vi fik overleveret rapporten ved et møde d. 8. oktober. Samtalen tog 5 kvarter.

Det var på én gang meget interessant og meget ambivalent at høre de forskellige ting om vores dreng. Det er aldrig sjovt at høre, at ens barn har specifikke vanskeligheder på nogle områder. Her taler vi især koncentrationen, evnen til at huske, organisere og en stor motorisk uro.

Hun havde observeret en energisk dreng, som tog alle udefrakommende indtryk ind, konstant var i bevægelse og søgte sansestimuli alle mulige steder. En dreng, som ikke fanger lange beskeder, hvor flere ting skal huskes. En dreng, som når han havde brugt energi på at gøre det rigtige og koncentrere sig om en bestemt opgave, havde meget brug for at koble af f.eks. i alene leg eller drøne rundt på en cykel udenfor.

Men hun havde også set en glad, samarbejdsvillig og sød dreng, der altid var på overarbejde i forhold til at kunne imødekomme de krav, der blev stillet til ham.

Det var en lang og på mange måder sympatisk rapport. Det virker måske underligt, at jeg bruger det ord, men når det skrevne går ud på udelukkende at klarlægge et barns vanskeligheder, og det fylder 8 sider, så kan man godt frygte at det bliver en heftig omgang læsning som forældre til barnet. Men jeg synes det var ok. Nok var hans vanskeligheder beskrevet, men hans finurlige personlighed var også noteret i observationerne af ham. Hans ageren stod skrevet direkte ned, og her kunne jeg ikke lade være med at smile, fordi det var ret sødt og ret så meget et billede af vores energiske søn.

Et par nedslag i rapporten:

Han er en glad dreng, der er vellidt af de andre børn. Det ser ud til han tager sig pauser i løbet af dagen, hvor han f.eks. sætter sig i dukkekrogen og leger i sin egen lille boble.”

“Sproglig er han alderssvarende, men kan dog have svært ved at bevare den røde tråd og sammenhæng i en fortælling.”

“Han leger oftest med yngre børn.”

“Har svært ved at forstå spillereglerne for leg”

“Distræt, afledes let, svært ved at fastholde fokus i en aktivitet.”

“Fungerer bedst i bevægelsesrummet eller ude, hvor bevægelsesaktiviteter er i fokus”

“Urolig i samlingssituation og går i stå ved finmotoriske aktiviteter”

“Sensibel i forhold til sanseindtryk. Bemærker lugte og lyde.”

“Filøjsen er i bevægelsesrummet sammen med sin lillesøster. De viser mig sammen at storebror kan løfte lillesøster. De leger lidt sammen. Jeg spørger ham om noget vedr. rummet. Han snakker videre om det han er i gang med og svarer mig ikke. Han viser igen han kan løfte lillesøster. Han kaster med en gummiring, der sætter sig fast på lampen. Børnene griner.

Han spørger: Hvem vil have en snurretur? En dreng melder sig. Filøjsen snurrer rundt med drengen. Der er tempo og bevægelse i alt, hvad han foretager sig.”

“Han spørger mig om jeg vil se en tegning. Han går ud i garderoben og viser mig tegningen, som han har lavet. Han ligger sig henover en slags “karrusel”, der står på gulvet. Han snurrer rundt og rundt.”

“Filøjsen følger velvilligt med mig til testlokalet. Han smiler og fremtræder imødekommende og tillidsfuld. Han er under testning (en-til-en-situation) meget motorisk urolig. Han søger konstant sanseindtryk. Ligger sig over bordet, står op i sofaen, rykker i snorene til gardinet, rokker kroppen frem og tilbage samtidig med han snakker meget.

Han vil gerne samarbejde om opgaverne, men glemmer ind imellem hvad han skal og gør noget andet, end jeg har bedt ham om.

Efter testen, som har varet 30-40 minutter, drøner han ud på legepladsen for at finde en løbecykel. Han drøner rundt og rundt. Han afslår en pædagogs forespørgsel om at være med til en leg. Han spørger om jeg vil se, at han kan stejle. Det vil jeg gerne, og han stejler. Herefter cykler han rundt og rundt i ca. 30 minutter. Kobler af.”

Ud fra Brief-F spørgeskemaet, som både vi og børnehaven har udfyldt, tegner der sig et billede af, at han har det, der kaldes eksekutive vanskeligheder. Det vil sige, han har svært ved områderne: planlægning og organisering, impulshæmning, arbejdshukommelse, problemløsning og visuel perception.

Der står derfor videre i konklusionen af rapporten: “Disse vanskeligheder medfører en forhøjet risiko for at få skolemæssige vanskeligheder. Derfor vurderes det at være relevant at få Filøjsen yderligere udredt hos en børnelæge, for at få en vurdering af om han kan have en opmærksomhedsforstyrrelse.”  

Bum. Opmærksomhedsforstyrrelse. Der var ordet vi havde ventet på. Eller frygtet. ADHD, hvis man skal korte det lange ord ned i 4 bogstaver.

Psykologen sagde i samme åndedrag, at hun godt nok havde skrevet dette i rapporten, men hendes personlige holdning var, at han endnu kun er 5 år, og det er meget tidligt at få et barn udredt for ADHD. Det er noget vi, som forældre, helt selv skal vurdere om vi vil.

Herefter snakkede vi en om, hvad det ville betyde i forhold til at få ressourcer tilknyttet ham i skoleopstarten, som han helt klart vil få brug for. Det er således i dag – desværre – at det er “nemmere” at blive hørt i forhold til støtte i det offentlige system, hvis man har en decideret diagnose. Dermed ikke sagt at vi får ekstra ressourcer til Filøjsen, da begrebet inklusion betyder, at ansvaret nu hviler på de primære personer omkring barnet, dvs. pædagog og lærer, og de alene skal sørge for at barnet bliver inkluderet i klassen gennem de nødvendige pædagogiske tiltag (*host host* besparelser!)

Vi må vente og se hvad der sker. Helt fast er det dog, at der for Filøjsens vedkommende skal være et særskilt overleveringsmøde med skolen til foråret. Både pædagog, psykolog, ergoterapeut og vi skal deltage i dette møde. De skal vide og kende til de behov han har, så han får det bedst mulige udgangspunkt for en god skolestart.

På mange måder havde jeg frygtet mødet her, hvor vi fik overleveret psykologens rapport. Jeg havde jo googlet mig frem til alverdens diagnoser, og også selv tænkt at der måske kunne være tale om en form for autisme – især asperger havde strejfet mig.

Jeg spurgte ind til det på mødet, og psykologen afviste det meget bestemt. Hun så ingen grund til psykiatrisk udredning. Filøjsen var et glad og imødekommende barn, der interesserede sig for hende fra start og havde øjenkontakt og samspil med hende, hvilket ikke er kendetegnende for børn med autisme. Hans tendens til at være i sin egen verden, så hun mere som et reelt behov han har, fordi han har brug for at koble af fra alle de indtryk, han møder i sin børnehavehverdag.

Hun tænkte også, at Filøjsen – med den rette forståelse af hans personlighed og sind – sagtens vil kunne begå sig i folkeskolen og klare sig fint.

Her lettede der en sten fra mit hjerte, og selvom ADHD-udsigten også var svær at sluge, så var jeg mere positiv stemt efter mødet, end jeg var før vi satte os ned til samtalen.

Alt dette ligger helt tilbage i september og oktober, og jeg synes der er sket meget siden. Vi ser Filøjsen i et andet lys nu, og det tror jeg også børnehaven gør.

Vi sætter mere anerkendende ind end tidligere og forstår, at det ikke er fordi Filøjsen ikke vil imødekomme de krav, vi sætter til ham, men fordi han ikke altid kan. Han prøver. Han prøver hver eneste dag. Han er ofte på overarbejde, og det skal anerkendes, ikke straffes. Hans selvværd er skrøbeligt nok i forvejen.

Vi er derudover i gang med nogle … ahem… alternative indsatser i forhold til ham, og vi har et nyt møde her i november helt udenfor for system-regi. Et fantastisk tilbud, der er kommet dumpende ned i vores hænder, og som vi ikke kan sige nej til. Men dette gemmer jeg indtil videre til et andet indlæg, når jeg er blevet klogere på, om tingene virker.

Afsluttende kan jeg sige, at ja … vi har været ved egen læge for at få en henvisning til børnelæge og udredning af eventuel ADHD. Samtidig afprøver også de her andre ting, fordi han ikke bare partout skal have en diagnose. Måske har han slet ikke en. Måske er han bare en følsom dreng, der reagerer på en uhensigtsmæssig måde i situationer, hvor han er usikker. Måske er han sensitiv. Eller signalstærk. Måske er han et sanseintegrationsbarn. Der er mange nye termer oppe i tiden, og de minder alle om hinanden, og jeg synes de alle rummer elementer, der passer på Filøjsen.

Vi undersøger, vi afprøver, vi gør alt, og vi håber på det bedste for vores dreng.

ADHD

 

Dette indlæg blev udgivet i bekymringer, diagnose, diagnosebarn, drengemor, Filøjsen, modenhed, sanseintegration, sensitiv og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

7 kommentarer til Diagnose eller ej #2

  1. Skalotteløg skriver:

    Åh, det må være hårdt 🙁 Både for jer og for jeres skønne Filøjs 🙂
    Men hvor må det også være rart for ham, at der er fokus på det fra alle sider, så I kan støtte ham i stedet for, at han skal kæmpe med det alene. Jeg er jo sensitiv, men det var der ikke noget der hed, da jeg var lille. Jeg var bare hysterisk og besværlig, og det var godt nok svært, når man ikke blev mødt med nogen form for forståelse, og bare skulle forsøge at tilpasse sig de andres kasser.
    Så godt, I kæmper! Det er kærlighed 🙂 Og tak fordi, du deler – det er spændende at følge, og hvor jeg (selvfølgelig) dog håber, I finder frem til en god løsning 🙂

    Mange kram og knus fra mig

    • Jeanette skriver:

      Tak, søde du 🙂 Havde helt glemt at svare på den her. Har åbenbart kun fået det gjort oppe i mit hoved :-/

      Interessant at høre det fra din vinkel også og hvordan du oplevede det, da du var yngre. Det må ikke have været sjovt. Det er godt der er kommet et andet fokus på det med tiden 🙂

  2. Julie skriver:

    De her indlæg rammer mig dybt, da jeg har en dreng på knap 3, som udviser mange af de samme træk. Vi har selv opsøgt hjælp hos en sansemotoriske konsulent, da meget af den motoriske uro evt også kan hænge sammen med sanseintegrationen. Det virker lidt alternativt, men jeg er villig til alt for at hjælpe ham, og synes også jeg kan se små forskelle her et par måneder inde i forløbet. Måske det også er sådan noget I forsøger, baseret på billedet af boldtræning 😀
    Jeg vil ihvertfald ønske jer og ham alt det bedste, og prøve også at gøre mit bedste for, som dig at huske på, at det nogle gange ikke er fordi han ikke vil høre efter, men fordi det er svært, og hele kroppen modarbejder ham……

    • Jeanette skriver:

      Tak for din kommentar, Julie. Kan sagtens forstå I prøver det hele. Det er man, som forælder, jo også lidt nødt til. Men jeres dreng er kun 3 år, der kan ske mange positive i udviklingen endnu, skal du huske 🙂 Håber også alt det bedste for jer 🙂

  3. Anne skriver:

    Kasser eller ej, så er det vigtigste at man har nogen der støtter en. Og der virker begge børn til at være dækket godt ind:-)
    Det er flot du deler og jeg håber I finder den bedste løsning, både generelt og ifht skolestart.

  4. Pingback: Diagnose eller ej #3 -

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *