Mørbrad i fad – en god ret

I går aftes lavede jeg aftensmad. Jeg lavede den ret, der står allertydeligst frem, når jeg tænker tilbage på mine teenageår.

Mørbrad i fad. Det er ikke gourmetmad. Det er ikke raketvidenskab. Det er bestemt ikke molekylær gastronomi, hvor grøntsagerne er blevet fornemt fermenterede og anrettet bittesmåt og æstetisk i midten af en stor hvid tallerken.

Det er heller ikke en ukendt ret for nogen af jer, er jeg sikker på. Det er en god, solid, velsmagende og nem aftensmad, som langt de fleste kan være med på.

Da jeg var teenager holdt jeg altid fødselsdag for pænt mange af mine venner og veninder, og min mor stillede troligt op som kok hver eneste år. Det var den samme ret vi fik hvert år. Mørbrad i fad. Den slog aldrig fejl. Den kunne laves nemt, til mange og alle kunne lide den.

Jeg tænker altid på min mor, når jeg laver den nu. Det var virkelig nogle gode fødselsdage, og for mig vækker retten minder, og jeg oplever et nostalgisk øjeblik.

Den findes sikkert i mange udgaver, men her får I altså min …. eller rettere min mors. Prøv den.

Til 4 personer

1 svinemørbrad

1 pakke bacontern

2 dåser flåede tomater

1 pakke friske champignon

1 stort løg

1 glas slikasparges

1/2 l fløde

1 bouillonterning

Salt, peber, paprika

Start med at skære mørbraden ud i små stykker og steg dem hurtigt brune på hver side. De må ikke gennemsteges. Bare lige brankes på hver side med salt og peber.

Put dem herefter over i et ildfast fad

Herefter skæres champignon ud og steges på panden


Tag champignoner af panden og steg dernæst bacontern og det hakkede løg hver for sig



Når bacon og løg er taget af panden, så hæld det hele over mørbradklumperne i faddet

Herefter påbegyndes saucen. Hæld lidt vand fra aspargesglasset over på panden sammen med 1 1/2 dåse flåede hakkede tomater. Lad det koge lidt op sammen med en bouillonterning, lidt salt, peber og paprika.


Herefter slukkes for varmen og fløden hældes i. Du skal bruge lidt over halvdelen. Smag dig frem.


Saucen koges op og smages til med krydderierne.

Herefter hældes saucen over i det ildfaste fad, hvorefter man topper med slikasparges i små stykker. Så sættes fadet i en forvarmet ovn på 200 grader i 20-25 min.

mørbrad i fad
Imens koger du ris, som serveres med retten og laver eventuelt en lækker salat dertil.

Værsgo’. Et lækkert og godt aftensmåltid.

mørbrad i fad

Dette indlæg blev udgivet i hverdag, mad, opskrift. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *