Torsdag morgen i sidste uge vågnede Filøjsen op med en uforklarlig smerte i sit højre ben. Primært knæet.Han græd og nægtede at strække benet ud eller støtte på det. Vi måtte bære ham rundt. Han havde ikke slået knæet eller overbelastet det. Dagen og aftenen før, var der intet i vejen.
Jeg synes han var …. nooooget kun pylret, og det var noget pjat. Men han blev ved. Det blev en lang morgen fyldt med gråd, stress og tårer. Han ville ikke gå, kunne ikke få bukser på, kunne ikke sætte sig op på toilettet osv.
Først da han spottede en dårlig gemt gave til pakkekalenderen, som han havde ønsket sig, og i en glædesrus ville løbe hen mod den, men benet knækkede sammen under ham, begyndte jeg for alvor at tro på, at det vist gjorde rigtig ondt.
Ikke desto mindre drog vi af sted mod børnehaven. Jeg tænkte det nok ville foretage sig derhenne. Jeg forklarede dem om vores morgen, og han fik lov til at sidde i sofaen og slappe lidt af. De ville prøve at få ham med på nogle spændende ting.
De ringede til mig to timer senere på arbejdet. Han sad stadig i sofaen og havde humpet eller kravlet hen til alt. Kunne ikke selv komme op på stolen og i den dur. Vi blev enige om, at det nok var en god ide at få lægen til at kigge på ham.
Så vi måtte af sted. Lægen undersøgte ham på kryds og tværs. Tog også en blodprøve. Knæet var ikke hævet, farvet eller ømt, når han trykkede. Filøjsen fastholdt, at det var indeni det gjorde ondt. Blodprøven var fin, så det var ikke en reaktiv ledbetændelse eller andet betændelse. Vokseværk blev affejet, da det ikke satte sig så specifikt, var meldingen.
Vi blev sendt hjem med meldingen om at komme igen næste dag, hvis ikke det var væk. “Det er nok bare en idé han har fået.”
I så fald fortsatte idéen dagen ud, og om aftenen, da han sov, trak vi forsigtigt ned i benet, hvorefter han hurtigt trak det til sig og gav sig klagende i søvne.
Det var ikke væk næste dag, og kl. 14 sad vi hos lægen igen. Denne gang blev vi sendt videre til børneafdelingen, igen med meldingen om at det ikke var vokseværk.
Sygeplejerske og læger målte og vejede ham, testede knæ, skuldre, hofter og alle andre led i kroppen. De gav ham et ordentlig skud smertestillende uden effekt og de tog en blodprøve i armen på ham (avs i moderhjertet). Så var vi igennem ultralydsscanning og røntgen. Der var intet at se på billederne!
7 timer brugte vi på henholdsvis børneafdelingen, sygehus syd, skadestuen og af 8 forskellige lægers tid, men der var ingenting at se på hans knæ.
Hele weekenden fortsatte smerten i knæet og han ville ikke strække det ud. Aldrig har Filøjsen siddet så meget ned som i de 4 dage.
Mandag morgen var den stadig gal, og jeg ringede til børnehaven for at fortælle om situationen og om han måtte komme og være med kravlende og humpende. Det var ok.
10 minutter efter telefonsamtalen strakte han sit ben ud og gik selv! Han var lidt forsigtig og gik stift med benet, men han gik.
Det var så mystisk. Det kom fra den ene dag til den anden, og det forsvandt lige så hurtigt igen.
Tirsdag ringede børnehaven igen. Nu var den gal med hans venstre knæ. Fuldstændig samme billede. Denne gang varede det dog kun 3 timer, før han gik igen.
Så efter megen skriven frem og tilbage i diverse online mødregrupper, er jeg kommet frem til at det må være det uforklarlige begreb vokseværk der har været tale om. Flere medmødre har oplevet samme mønster og historie med deres barn. En enkelt havde endda fået benet i gips uden det var brækket eller skadet.
Så selvom lægerne er hurtige til at afskrive vokseværk som forklaring (i hvert fald de læger vi var i kontakt med), så tror jeg faktisk det noget mere udbredt og set end som så.
For hvad pokker skulle det ellers være?!
7 timer på sygehuset og uden mobilitet i benet, så er en iPad meget handy.
