Skal vores dreng passe ind i en kasse?

Lige for tiden tumler jeg med en helt masse tanker og bekymringer om vores søn. Jeg har tænkt længe over, om det var noget der skulle skrives herinde, men fordi tankerne buldrer af sted, når han og jeg nogle gange clasher i det daglige, så bliver jeg nødt til det. Måske kommer det også til at fylde på bloggen de næste år, når jeg fortæller om vores hverdag. Hvem ved?

Sandheden er, at det seneste års tid, ja nok længere egentlig, har vi tænkt at Filøjsen var en smule mere anderledes eller speciel end sine jævnaldrende. Men vi har aldrig tænkt det som et problem. Vi har tænkt det som en charmerende del af ham og bare accepteret at sådan er han nu engang. Han er helt sin egen. Og det er han virkelig. En spøjs, underlig, skør, dejlig dreng med en livlig fantasi, der nogle gange stikker helt af.

Han kan være rigtig meget i sin egen verden til tider. Lege med biler, figurer og flyvende legoklodser i lang tid for sig selv. Der laves lyde til legene og han hygger sig tydeligvis og har brug at koble af på den måde. Hvis vi spørger ham om noget, mens han leger, bliver der ikke altid svaret. Vi kan spørge eller kalde flere gange, men skal oftest lige hen og have kontakt med berøring for han snapper ud af legen og hører os. Og hørelsen fejler ingenting. Han er bare lige dér. I nuet. I sin leg.

Og vi har drøftet og snakket, har vi. Kunne han være sensitiv? Han har jo sine issues omkring mad, han opsnapper alle lugte og anderledes lyde, kører nemt op, hvis der er larm og uro omkring ham, bliver ked af det, hvis han laver fejl, strømperne skal sidde nede i folder om anklerne, han tænker over mange ting i lang tid, er forsigtig i forhold til nye ting og så videre og så videre. Men vi har ikke dyrket det eller sagt det til nogle, fordi så mange i denne tid råber SENSITIV, når ens barn græder lidt mere end sædvanligt (sat lidt på spidsen) eller er ekstra følsomt.

Så er der koncentrationen og det manglende nærvær. Han kan have virkelig svært at koncentrere sig om en ting, som f.eks. et spil eller at tage jakke på. Han mister fokus hurtigere end man kan nå at sige ‘Filøjs’. Han gør det ikke af ond vilje eller for at provokere. Han tager simpelthen bare alt ind omkring sig. Intet filter. Alle indtryk ryger ind i hjernen, virker det til. Så når f.eks. vi skal hjem om eftermiddagen fra børnehaven, så er Vigsen klar i sko og jakke, mens Filøjsen egentlig var på vej efter sin madpakke, men glemte det igen efter 3 skridt, fordi noget mere interessant dukkede op på vejen. Et stykke legetøj på gulvet f.eks. Så står han og leger med det, mens jeg endnu engang, kigger på ham og siger indgående ‘Du skal hente madpakken nu’. Han går igen efter den, men bliver afledt, hvis jeg ikke styrer ham hen mod køleskabet. Og så er der alle de andre krav derefter. Sko på, jakken, tasken, hen mod døren, sige farvel, ud af døren, ind i bilen … helt almindelige simple ting, som man ikke burde sige til en 5-årig at man skal, men det gør jeg, fordi ellers går han i stå over noget på vejen, og vi kommer ingen vegne.

En meget distræt lille fyr.

Det kan også være svært at fastholde ham i en samtale om et bestemt emne. De kan have været på tur med børnehaven, og jeg spørger ind til den. Han svarer måske på det, og helst i korte sætninger, og nogle gange ryger samtalen om det egentlige emne ud på et sidespor, fordi noget andet fylder i hans hoved. Noget andet han er kommet i tanker om eller noget han lige ser ud af vinduet i bilen.

Sidste år valgte vi at han skulle skoleudsættes pga. umodenhed, og i den forbindelse skulle PPR ind over ham i børnehaven for at observere ham og have en samtale med os. Psykologen var ‘flue på væggen’ i børnehaven i nogle timer, hvorefter hun ringede til mig og fortalte, at hun så en umoden dreng ja, men ikke en der ikke kunne følge til samling eller til aktiviteter. Heller ikke en udad reagerende dreng. Han gik med sine fingre i munden ofte og han kunne godt have brug for sansestimuli. Hun så ingen anledning til bekymring. Til samtalen aftalte vi at vi skulle spille flere spil med ham herhjemme, tegne med ham og lave aktiviteter, der kunne fastholde ham i ting og hjælpe med at øge hans koncentrationsevne. Det har vi gjort.

Umiddelbart efter dette startede Vigsen i børnehaven, og Filøjsen var i mange måneder meget fokuseret på hende og hendes ve og vel i børnehaven. Det gjorde han desværre løsrev sig fra de andre børn, han gik i gruppe med, og vi så ham ikke lege de samme drenge, som han gjorde tidligere. Det blev sådan at børnehaven bevidst måtte skille dem ad dernede, for at de begge kunne udvikle deres egne venskaber. Men det til trods, var de stadig meget sammen.

Lige inden sommerferien hev hans pædagog så fat i mig igen. Hun/de synes ikke Filøjsen havde udviklet sig i den rigtige retning siden samtalen i februar. De var bekymrede for ham. De havde lagt mærke til at han havde svært ved at indgå i de almindelige lege med de jævnaldrende. Han trak sig ofte eller han sad og legede sin egen leg ved siden af . I forhold til modenhed vurderede de ham længere tilbage end sin jævnaldrende, som han egentlig er ældre end. Han leger stadig “nedad” med børnene på en 3-4 år. De synes også det var bekymrende at når man snakkede med ham, så fløj talestrømmen i øst og i vest og han forventede egentlig ingen respons som i en almindelig samtale, hvor der er ping-pong mellem modtager og afsender. Plus igen den her med koncentrationen og at han er opgivende overfor finmotoriske aktiviteter som tegne, male, klippe osv.

Hun ville gerne lave en ny indstilling på ham, således at PPR endnu engang kunne komme ind over og hjælpe med støtte og vejledning i forholdet til skolestart i august 2016.

Det er svært at forklare min følelse efter den samtale. Man bliver lidt paf, bekymret og ked af det. Det er hårdt at sluge erkendelsen af at ens barn har nogle vanskeligheder. Vi ved det jo godt et eller andet sted, alligevel er det lidt af et slag at høre det fra de fagprofessionelle folk omkring ham.

Jeg spurgte hende ligeud, om de påtænkte at han kunne have en diagnose. Hun svarede mig ærligt: “Jeg vil sige det, som det er. Vi har talt om, at han måske godt kunne have en diagnose, men vi er ikke dem der afgør det. Det er derfor vi gerne vil have fat i PPR igen, så de kan hjælpe os videre i forhold til Filøjsen.”

I den skriftlige indstilling er der et punkt, hvor der står hvad man ønsker hjælp til. Her skriver de: “Vi ønsker at finde ud af om der er mere på spil end blot umoden hjerneudvikling.”

Det vil med andre ord sige, at de/vi ønsker en udredning af Filøjsen.

Så det er her vi er lige nu. Vores søn på 5½ år er i disse dage ved at blive observeret af psykologen, og hun laver nogle forskellige tests med ham, der viser os mere nøjagtigt, hvor hans vanskeligheder ligger. Måske ender det ud i at der skal en grundigere udredning til, måske gør det ikke. Måske får vores søn en diagnose, måske gør han ikke. I oktober skal vi mødes igen og samle op.

Alt dette her er selvfølgelig for at hjælpe Filøjsen. Der skal laves en indsats på ham i børnehaven fortsat, så han bliver mere skoleparat og får hjælp til at indgå i det sociale samspil med andre jævnaldrende børn, måske skal han have støtte på til skolestarten. Det vil en udredning af ham kunne hjælpe os med at få.

Vi står tilbage som forældre lige nu, og kan ikke helt forstå det sker. Og samtidig så kan vi godt. For han er speciel, vores søde dreng. Men måske er han bare det, uden at behøve at blive puttet ind i en kasse?

Som forælder ønsker man jo bare at få et sundt og rask barn både fysisk og psykisk. Det har vi, indtil han fyldte 5, også troet vi havde. Nu viser der sig nogle tegn på vanskeligheder, og vi må selvfølgelig tage den derfra.

Jeg har altid sagt og ønsket for mit barn, at jeg håber, at han ville få mange venner og trives godt socialt. Faglige problemer vil vi kunne hjælpe med og løse på mange måder. Sociale problemer er noget sværere, da det så meget afhænger af andre menneskers forståelse, empati og rummelighed.

Nu står vi her, og har fået at vide, at vores dreng har nogle vanskeligheder i det sociale samspil, og det gør mig virkelig ked af det. Jeg håber stadig det bare er et spørgsmål om tid og at Filøjsen nok skal udvikle sig og komme efter det. At han bare er den lille spøjse type, han nu engang er.

Viser det sig, at der er tale om en diagnose, så ved jeg, at den erkendelse kommer til at synke ind langsomt, men vi kan godt klare det. Jeg skal bare have alle de mørke tanker om hans fremtid til at blive lidt mindre dystre først.

filøjsovich

Lige et billede af ham med fingrene i munden, mens man ser ‘Find Nemo’.

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i bekymringer, børnehave, drengemor, Filøjsen, Skoleparat. Bogmærk permalinket.

10 kommentarer til Skal vores dreng passe ind i en kasse?

  1. Kram til dig søde! Hvor kan jeg bare sætte mig ind i jeres sted lige nu!! Når jeg læser dit indlæg bliver jeg selv ført 1 år tilbage i tiden, hvor vores børnehave også syntes, at det var nødvendigt at få PPR på banen igen. Det kom pludseligt, og jeg tudede og tydede – jeg har virkelig grædt mange tårer over den dreng! Det værste er, når man kan se, at de har det svært, og jeg kan sagtens genkende de tanker omkring det sociale og evnen til at indgå i det. Min bekymring har altid været, at S. måde at være på, ville betyde, at han blev den dreng i klassen, som altid fik skylden og ikke fungerede godt med de andre.
    Men hæng i!!! Nu 1 år senere har vores søn udviklet sig helt enormt, så det er muligt at finde en vej ud af det. Forsøg at se det som positivt, hvis han skal udredes. En diagnose behøver ikke nødvendigvis blive et problem, hvis blot man får hjælp til at lære og leve med den. Og uanset diagnose eller ej, så er det jo det, der er det vigtigste – finde ud af, hvad der kan hjælpe ham.

    Kæmpe kram herfra – husk at støtte hinanden som forældre og SNAK om det! Vi er glade for, at vi valgte at være meget åben om det, det gjorde det lettere for os og dem omkring os. Sig endelig til, hvis du har brug for et øre 🙂

    • Jeanette skriver:

      Tusind tak for dit svar, Tina. Det er rigtig rart at høre. Vil det sige at de gik væk fra en videre udredning af Silas, eller?

      Og ja, jeg er helt enig i, at vi skal finde ud af hvad der kan hjælpe Aksel uanset hvad. Det er det absolut vigtigste 🙂

      • Der er blevet lavet en psykologisk vurdering af ham fra PPR, baseret på psykologen observation af Silas i børnehaven samt vores og brønehavens svar på en del spørgsmål ift. hans ageren i forskellige situationer. Den fik vi svar på i maj måned, men på daværende tidspunkt havde bøtten vendt og det begyndte at gå meget bedre for ham – han begynde at trives meget bedre og komme bedre ud af det med de andre børn. Og det kan der være mange forskellige forklaringer på, og det er jo nok i bund og grund det samlede hele, der har gjort forskellen for Silas. Alligevel har vurderingen ikke været forgæves – vi har en bedre forståelse for, hvad der sker inden i ham og hvilke problemer, vi skal være obs på, men det blev heldigvis (indtil videre i hvert fald) ikke nødvendigt med yderligere udredning. Men det har været hårdt arbejde og har virkelig kostet mange tårer! Jeg synes, det er fint, at du deler dine tanker her på bloggen – det har jeg også selv gjort på min egen blog, selvom jeg slet ikke har delt det hele af hensyn til Silas. Men det har givet luft, når jeg har fået skrevet om det, og ligesom dig kunne jeg håbe, at andre kan få glæde af det!

        Jeg er sikker på, at I nok skal finde en løsning på det hele, men vejen dertil kan være lang og bumlet! Kram

  2. Helle Danmark skriver:

    Tusind tak for dine tanker. Du har til perfektion beskrevet min søn på samme alder. Vi har møde med skolen på fredag. Jeg håber, du vil skrive en føljeton, når I har hørt nærmere vedr jeres søn.
    Mvh Helle

    • Jeanette skriver:

      Hej Helle. Det var så lidt da 🙂 Jeg beskriver det mest for at få mine tanker ud af systemet, men selvfølgelig også i håbet om det måske kan “hjælpe” andre, eller andre kan hjælpe mig 🙂

      Jeg skriver helt sikkert igen, når vi har haft næste møde, og ved hvad der videre skal ske.

      Pøj pøj med jeres møde på fredag…

  3. Anne skriver:

    Han er uden tvivl heldig at han har jer!
    Jeg håber I bliver klogere på den ene eller den anden måde.
    Stort kram og tanker herfra

  4. Inger Birgitte skriver:

    Kære Jeanette
    Sikke mange spekulationer at stå med. Man vil så gerne have, at ens barn skal have det godt og få en god skoletid. Men det allervigtigste er, at I tager ham alvorligt og er der for ham, ligesom I gør. Selvom man vil være ked af, at putte sit barn i en kasse og klistre en diagnose på ham, så tror jeg alligevel alternativet er værre. En diagnose vil give ham den hjælp han har brug for og ikke mindst den forståelse fra omverdenen, som kan gøre forskellen i forhold til at føle sig rummet som den han er. Jeg kender både familier for hvem en diagnose har været en stor lettelse, fordi det hele så bliver mere håndterbart, men også familier som lukker øjnene, og hvor barnet så må betale en høj pris, fordi det ikke bliver forstået.
    Håber det hele falder godt ud for jer. Og hvis nu de tænker at han “bare” er umoden, så kunne I måske overveje at finde en lille friskole, så han ikke skal ind på en kæmpe folkeskole hvor alt virker uoverskueligt.
    Nå, jeg kommenterer ellers aldrig, men jeres historie, rørte noget I mig. Pas godt på hinanden. Venlige hilsner Inger Birgitte

    • Jeanette skriver:

      Hej Inger Birgitte,
      Tusind tak for dine tanker. De er rigtig fine.
      Det er fin måde at tænke på ift diagnose, og du har helt ret. Konstaterer de en diagnose hos ham, så tager vi det også derfra … Lukke øjnene vil vi i hvert fald ikke 🙂 Den med den lille skole har vi allerede talt om, men er sådan i tvivl, da de også er rart for ham med skolevennerne lige i nærområdet. Men vi overvejer pt. …

  5. Pingback: Om at sige ja til det hele ... -

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *