“Stop tiden …” 

… er et allestedsnærværende hashtag og også lidt af en kliché på diverse sociale medier blandt Instagrammødrene lige nu.

Ikke desto mindre, så er der noget om det. Når de små, skrøbelige og krøllede babyer lander i ens favn, så får man faktisk ikke ret mange måneder med dem, hvor de er helt hjælpeløse og uskyldige små væsner. Alt for hurtigt lærer de at sidde, krybe, pludre, spise og kravle forbudte steder hen. Før man får set sig om, er barslen gået og  dagpleje/vuggestue tiden ruller derudaf.

Det går så vanvittig stærkt med barnets udvikling, at man som mor slet ikke kan nå at følge med.

Især synes jeg, at det er slemt med nummer to. For vores vedkommende er Vigsen den sidste. Vores baby. Bortset fra at hun nu er 3 1/2 år gammel.

At hun startede i Børnehave var svært nok. Hun leger meget med en rigtig sød pige dernede, og vi mødre har længe drøftet, om ikke pigerne skulle lege sammen. I dag hang denne seddel så på Vigsens garderobe

Så nu er det nu! Vigsen skal hentes af en andens mor. Uden jeg er der. Kan hun overhovedet det? Hun er jo så lillebitte.

Jeg har spurgt hende. Hun jublede og glæder sig allerede til på mandag, men tilføjede da også lige: “Hvis jeg bliver ked af det, mor, så kommer du bare og henter mig.”

Det er stort, når de begynder på legeaftaler, men mit hoved kan ikke rigtig forstå at pigebarnet fylder 4 næste gang. Det var jo i går, hun lå der på IKEA gyngen og spættede med de små bideindbydende babylår.

Jeg har bare lyst til at skrige “Stop tiden!”, hvor klichéfyldt jeg så end synes det må være.