Nu har jeg to små børn. Ikke fem, ikke fire. To. Det er ikke mange. Det er ikke “en mundfuld”. Det er standard, hvis man skal sætte det lidt på spidsen. Den gængse børnefamilie består oftest af far, mor og to børn ( ja ja, nogle gange også den tredje).
Det passer os rigtig fint med de to, og med alt det der sker lige nu både med Filøjsen og med min forestående operation, så skal vi ikke have flere. Faktisk så kan jeg godt blive lidt forpustet ved tanken om flere børn. Lige for tiden synes jeg, vi fræser af sted til det ene og det andet. Vores renovering fylder selvfølgelig også i tidsregnskabet, men det er ved at være længe siden vi har haft ro på.
Sidste uge så således ud:
Mor på seminar mandag og tirsdag. Far alene med unger og alle gøremål omkring dem inklusive gymnastik med pigen mandag og gymnastik med drengen tirsdag, hvor begge selvfølgelig skulle med op hallen begge dage.
Onsdag arbejde, hjem og hente, varme mad og direkte til fællesspisning i Vigsens gruppe i børnehaven fra 17-19.
Torsdag arbejde, Filøjsen hjem og lege med kammerat, jeg hentede Vigsen, hjem og varme mad og direkte i børnehaven til fællesspisning nummer to fra 17-19. Nu med Filøjsens gruppe.
Fredag var en almindelig dag, men også en dag hvor trætheden tydeligt viste sig hos begge børn om eftermiddagen.
WEEKEND. AAAHHH. Ingen aftaler for første gang i 5 uger.
Mandag af sted igen. Vigsen til gymnastik samtidig med jeg havde tilmeldt mig netværksmøde for hendes forældregruppe i børnehaven i samme tidsrum. Manden kom ikke hjem tids nok pga. arbejde. Så i eftermiddags, da jeg hentede i børnehaven måtte jeg nødtvunget melde afbud til netværksmødet og prioritere Vigsens gymnastik og ellers at der var ro på.
Jeg fandt mig selv undskyldende og forklarende at jeg jo var med i Filøjsens netværksgruppe, og vi jo skulle mødes på onsdag og bla bla bla …
Nogle gange skal jeg altså bare lære at sige NEJ.
Men jeg er utrolig dårlig til det. Jeg vil så gerne det hele. Vil så gerne være den ressourcestærke type og sige ja til det hele. Være aktiv i forældreråd, bestyrelser, netværksgrupper, foreningsliv og bage kage når det kræves. Men man kan ikke nå det hele, og det er okay at melde fra ind imellem også.
Sidste uge var for stresset. Man kan selv mærke det , men endnu mere, så mærkes det på børnene. Deres energi og overskud brænder ud på et tidspunkt, og det kan resultere i den totale nedsmeltning for dem.
Jeg har to børn, og jeg bøjer mig i støvet for dem med tre, fire, fem eller flere børn, som jonglerer hverdagen med fuldtidsjob, fritidsaktiviteter, børnehavemøder, skolearrangementer, lektielæsning, legeaftaler og hvad man eller kan rende til af ting som børnefamilie. Jeg bøjer mig virkelig i støvet. Hvordan gør I det?
Jeg ville ønske at flere af vores dage startede sådan her …
