Efterårsaktiviteter med børn #1 

Så er efterårsferien startet herhjemme, og det er skønt. Jeg har set frem mod den med længsel. Det har ungerne også.

Manden arbejder hele ugen, så børnene og jeg er alene om ferien. I hvert fald indtil onsdag, hvor de tager på miniferie hos bedsteforældrene.

En ferie med ustadigt vejr indbyder som oftest til indeaktiviteter, og det er lige netop hvor vi har været i dag. Indenfor.

Vi sov længe, så tegnefilm fra morgenstunden, spiste sen morgenmad og blev i nattøjet til op ad formiddagen. Sådan burde alle dage altså starte.

Men ved 10.30-tiden skulle der altså også ske noget, synes den 3-årige. Da jeg spurgte hvad vi skulle lave, svarede hun prompte: “Vi skal bage kage!”

Som sagt så gjort. Undervejs i processen fik jeg ideen til at lave indlæg om efterårsaktiviteter med børn, så andre også kan inspireres lidt. Ikke fordi jeg opfinder den dybe tallerken hverken med selve bageidéen eller indlægget, men nogle gange får jeg selv lige en spontan idé ved at læse et blogindlæg. Så hvis du sidder lige nu, og ikke ved hvad I skal lave – så bag en kage. Den er et hit hver gang.

Vi sprang alle 3 på cyklerne og cyklede ned i Fakta efter bageingredienser. En ganske hyggelig tur i regnen. Vi kastede os ud i bananmuffins med chokolade og nutella. De er nemme og gode. Ikke så meget pjat.

Jeg satte Filøjsen i gang med at mose bananer, og så blandede vi ellers bare mel, æg, sukker, smør og diverse sammen i køkkenets bedste feature – vores Kenwood.


Herefter hakkede børnene chokolade med sløve knive. Hvis sandheden skal frem røg det meste af det indenbords, men de havde en fest med det. Chokoladen røg i sammen med en god slat nutella, og så var det ellers bare at hælde op i formene. Her stod børnene af. Nu havde de været med, og de fortrak til legeværelset, mens jeg baksede det sidste på plads.


Jeg troede naivt at nutellaen ville kunne smages tydeligt, men det gjorde den slet ikke, og jeg er kommet frem til at jeg åbenbart ikke puttede nok i … I det mindste smagte både den hvide og mørke chokolade, som røg i, godt igennem.

Muffinsene blev lækre svampede og faste og er rigtig lækre med chokoladeglasur på.

Opskriften på 24 stk. får du her:

4 æg, 300 gram sukker, 2 tsk. vanille piskes godt sammen.

400 gram mel, 4 tsk. bagepulver og 250 gram smeltet og afkølet smør blandes i. Røres godt.

4 modne, moste bananer blandes i.

200-300 gram mørk og hvid chokolade hakkes og puttes i.

3 store spsk. nutella blandes til sidst i og dejmassen røres grundigt. (mere nutella, hvis du skal kunne smage det)

Hældes op i muffinsforme. Bages på 200 grader i 15-18 minutter.

Efterårsaktiviteter med børn

Vækker glæde hos både børn og voksne. Med garanti!

VELBEKOMME!

Dette indlæg blev udgivet i Filøjsen, hverdagsglimt, Vigsen og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *