Mit barn er kræsen

Jeg har en kræsen søn. Som i meget kræsen. Efter han fyldte 2 år begyndte han ligeså stille at sortere flere og flere madvarer fra. Især kød, frugt og grøntsager er røget nederst på listen. Indtil de 2 år var der, som jeg husker det, ingen problemer med ham og mad. Udover at han ikke havde interesse i at spise selv. Han ville gerne mades, og der gik lang tid ( i hvert fald når jeg sammenligner med lillesøster), før han spiste selv med ske eller gaffel.

I dag går han faktisk ind under betegnelsen ‘et barn med spisevanskeligheder’ (ikke at forveksle med forstyrrelser). Det er ikke særlig fedt, når han har et par forældre, der spiser alt, og der bliver serveret mange forskellige ting herhjemme. Spisevanskeligheder konstateres, hvis der for eksempel er store konflikter omkring eller i spisesituationer (dette har jeg læst mig til i en artikel om emnet i Vores Børn).Og konflikter må vi sige, at vi har herhjemme.

Vi har virkelig haft mange frustrationer med ham og mad. Det har vi til dels også stadigvæk. Heldigvis har han altid spist morgenmad og frokost i form af havregryn og rugbrødsmadder med leverpostej eller ost. Det er helt klart her hans hovedmåltid ligger.

Næææh, det er aftensmaden, der volder problemer.

Han nægter det meste varme mad. Undtagen fiskefilet og suppe med kød – og melboller, hvoraf han spiser melbollerne. Ellers er alt andet no-go. Prøv at forstil dig det. Alt… Andet…Varm … Mad.
Så er man faktisk ikke så nem at have med ud i byen.

Hvis der er brød til aftensmaden, så er det kun det han spiser. Er der ikke brød, så spiser han ingenting. Så hver gang vi får aftensmad, kommer han lige ud og kigger og konstaterer om det er noget han kan lide eller ej. Han bedømmer ikke ud fra, om han har smagt på tingene (det har han jo som regel ikke). Det er blot hans efterhånden fastlåste idéer, der afgør om han får aftensmad.

Selvfølgelig siger vi til ham, at han skal smage på maden. Men han nægter.
Når de ind imellem laver varm mad i børnehaven, plejer alle børn altid at smage. De har aldrig nogensinde haft et barn, der ikke ville smage på maden.
Indtil de fik Filøjsen.
Selvom alle andre smagte, selvom han havde været med i madlavningen, selvom det var et “krav” og de opmuntrede ham … ja, så nægtede han at smage.

Herhjemme har vi selvfølgelig også prøvet utallige ting. Pædagogiske såvel som upædagogiske (sorry, men man bliver jo desperat).

Vi har prøvet at …

• inddrage ham i madlavningen
• sortere kød og grønt op i små skåle, så man selv kan vælge fra og til
• lege maden ind
• lade ham spise foran tv’et, således at fokus ikke var på maden
• ikke servere andet mad for ham, end det vi andre fik. Dermed er han gået sulten i seng (det gav han dog ikke udtryk for, at han var)

Efter et lægebesøg, da han var 3 år og jeg var bekymret over om han fik de vitaminer, mineraler og jern, som han skulle have gennem maden, besluttede vi, i samråd med lægen, at vi ikke ville tage flere kampe med ham om maden. Det eneste krav til ham nu er, at han sidder med ved bordet, når der er aftensmad. Han behøver ikke at spise, hvis han ikke kan lide maden, men han skal sidde med og drikke vand/mælk og hygge med os andre.

Ved lægebesøget blev der taget en blodprøve, og vi snakkede om hans almene tilstand. Han er lille og spinkel, men han trives og er ikke uden energi og træt. Lægen spurgte også om han ville spise kage, slik og andre hyggelige ting, og til det kunne jeg jo kun svare ja. Så var hun ikke så bekymret og sikker på at det nok skulle komme med årene, så længe vi ikke presser ham.

Blodprøverne viste også at han havde fine tal over hele linjen, selvom han for eksempel aldrig spiser grøntsager eller frugt mere. Selvom hans tal var fine, synes lægen alligevel vi skulle supplere med daglige vitaminpiller, så det har vi gjort i lang tid nu.

Det er noget mærkeligt noget med den kræsenhed. Meget af den er helt klart oppe i hovedet på ham. Nogle gange får vi ham til at smage, og så kan han faktisk godt lide det. Andre gange er det sket, at han brækrefleksen er gået i gang hos ham, hvis han har fået noget mad med en bestemt struktur i munden, og så er han blev ked af det og ulykkelig.

Sammenligner vi med Vigsen, så er hun en helt anden med hensyn til mad (nu håber jeg ikke jinxer det!). Hun finder tydelig glæde ved maden. Fra en tidlig alder har hun villet spise selv og smagt mange forskellige madvarer. Hun spiser det meste, som det er lige nu, og hun kommer løbende glad ud til bordet hver gang vi siger, at det er spisetid.

Men hun sidder overfor Filøjsen hver aften og ser hvordan han gang på gang tager afstand fra maden på bordet, og jeg håber bare at adfærden på et tidspunkt ikke “smitter” hende. Hun ser jo ret meget op til ham.

Det vi gør nu med Filøjsen er, at vi accepterer situationen, og vi ikke presser ham. Han skal ikke føle, at vores øjne sidder på stilke for at følge hver eneste lille bid han tager. Han spiser det han vil fra tallerkenen. Det kan være 2 bidder eller 20, og vi snakker ikke om, at han da skal prøve at smage det ene eller det andet. Han er med ved bordet, og det er det eneste mål for ham/os lige nu.

Jeg er efterhånden indstillet på, at der kan gå mange år, før Filøjsen begynder at ændre sine spisevaner til det bedre. Jeg trøster mig heldigvis ved de mange historier om kræsne børn, der som unge eller voksne spiser helt normalt og varieret.

Men skulle der nu sidde nogen derude med tricket til at knække kræsenheden, så giv endelig lyd!

Et par måneder før hans 3 års fødselsdag og sidste gang han spiste grøntsager