Update: Den forpulede sut! #3

Nu tør jeg godt skrive det (men holy fuck, hvor er jeg alligevel bange for at jinxe, da det vil være så typisk mig). Here goes …

Vigsen har nu været uden sin sut i 17 dage, og jeg erklærer hende hermed for suttefri! Det er vildt. Hun var SÅ afhængig af den sut. Efterspurgte den hele tiden, havde små gemmesteder, skiftede til babysprog, når hun ville have den, skreg som gal, når hun ikke fik den, kunne kun falde i søvn med den kørende som en motor i munden osv. osv. Hun er C L E A N. Og det er virkelig befriende.

Men er du sunshine, hvor holdt det hårdt! Jeg var én sølle millimeter fra at give hende den tilbage efter beslutningen var truffet. Præcis hvor hårdt det var for mig, beskrev jeg i dette indlæg.

Mit hjerte var aldrig helt med i beslutningen, som var ret spontan, og derfor blev jeg også enormt vægelsindet og i tvivl, da hun var bundulykkelig ved sengetid og om natten, når hun vågnede.

På nat nummer 2 efter suttestoppet, vågnede hun om natten og kom ind i vores seng. Hun var utrøstelig. Hun nævnte ikke sutten, men hulkede og hulkede, så jeg til sidst måtte tage hende op i mine arme, som dengang hun var spæd og rokke hende frem og tilbage. Jeg sagde til hende: “Jeg kan godt forstå du er sur, og jeg kan godt forstå du er ked af det. Det hele er bare så træls og svært. Du må gerne græde og være ked af det. Mor er lige her.”

Det var som om det hjalp, at jeg anerkendte hendes følelser og savn, og gråden aftog og blev til en hiksten. Jeg sang lidt for hende, og så faldt hun endelig i søvn. Mit moderhjerte blødte og min stemme var grådkvalt. Jeg kunne slet ikke have det!

Næste aften lagde jeg mit dilemma op på Instagram, hvor jeg fik en masse gode og overraskende kommentarer fra mine søde følgere. Langt de fleste skrev, at jeg skulle give hende den tilbage og så kun om natten selvfølgelig.

Jeg tog en lang snak med manden om det, og nogle gange er han altså bare den fornuftigste af os to, og den der kan trumfe en beslutning igennem, når jeg igen ikke kan beslutte mig. Han synes hun skulle have den tilbage, hvis hun den samme nat ville være ligeså ulykkelig som den forrige. Så måtte vi forklare hende tydeligt, at den kun skulle bruges om natten, og vi skulle kun have den ene sut i huset. Det gav mig ro i maven. Da vi gik i seng, tog jeg sutten med op på soveværelset og lagde den i min natskuffe.

Vigsen vågnede ved 01 tiden. Jeg var klar. Hun kom snakkende ind til os, puttede sig i mellem os. Manden lagde dynen over hende og sagde: “Godnat Vigsen“, hun svarede: “Godnat far“, og puttede sig ned … og så sov hun. Uden gråd. Uden at nævne sutten. Uden problemer. Jeg lå stille i mørket og ventede. Så startede hendes snorken. Den var sgu god nok.

Det var den tredje nat uden sut, og hun havde accepteret suttestoppet lige i det sekund, som vi var parate til at give hende den tilbage. Måske var det derfor? 😉

Hun har ikke nævnt sin sut siden, og jeg kan ikke fatte det. Ind imellem, når hun ser andre børn eller babyer med sut, er hun nysgerrig og meget interesseret, men hun forstår så udmærket at det ikke er hendes, og det er okay.

Så opsummerende kan jeg sige, at det var to meget hårde aftener og nætter for både hende og mig, men det gik da 100 gange nemmere, end jeg nogensinde havde turdet håbe på.

Imellem tiden har vi så fået et nyt fokuspunkt herhjemme. Hun har nemlig lige bestemt sig for også at droppe sin ble. Vi er på 3. dagen uden ble nu, og det kører ganske fint. Der er et par små uheld, som selvfølgelig accepteres med et “skidt med det“, men ellers er hun helt vild sej og drøner på toilet for at lave både det ene og det andet.

Det går en smule stærkt med vores lille pige nu, synes jeg nok, men når alt kommer til alt, er jeg jo bare en overdrevet stolt mor 🙂

Lige lidt billeder fra sutteafhængigheden til dagen, hvor alle sutterne blev sendt af sted til Julemanden …