Man skal ikke amme for enhver pris

Da jeg tilbage i 2009 blev gravid med min søn og min jordemoder spurgte mig om jeg ville amme mit kommende barn, svarede jeg: “Selvfølgelig vil jeg da amme!” “Er du rigtig klog, dame … selvfølgelig vil jeg det” (jeg sagde ikke sidste sætning højt).

Han skulle da ammes. Hvordan kunne hun overhovedet spørge om det? Alle ved at det er det bedste for sådan en lille størrelse. At give ham den ægte vare. Den gode start på livet, den rigtige start på livet. Han skulle have den helt rigtige sammensætning af næringsstoffer fra mig for ikke at tale om alle antistofferne. Mit barns immunforsvar skulle være top dollar. Mit barn skulle undgå mellemørebetændelser, infektioner og andet sygdom. Jo, jeg havde skam læst om det hele. Jeg skulle nok gøre mit!

Jeg deltog i et ammeforedrag afholdt af en erfaren jordemoder i Sundhedens Hus. Jeg husker klart og tydeligt ordene: “Alle kvinder kan amme. Babyer kan suge sig fast på en glat væg. Det er et medfødt og helt naturligt instinkt, de har. Måske kan du opleve problemer i starten med amningen, men det er et spørgsmål om vilje. Kæmper man nok, kan det lykkes for alle”.

Fint nok, tænkte jeg. Det bliver ikke noget problem. Så tænkte jeg ikke mere over det. Før jeg endelig stod med min skønne lille gut i armene og skulle ligge ham til brystet.

For gu’ fanden gad han da ikke at suge sig fast på mig – og da slet ikke på nogen glat væg! Næh. Han åbnede munden og kørte sin lille tunge rundt og rundt. Men han tog ikke fat.

Vi kom ikke på patienthotel eller hjem lige med det første, fordi den her dreng skulle lige lære teknikken, før de turde sende os nogen steder hen. Så vi blev indlagt på barselsafsnittet lige ovenover fødegangen.

Den første nat kom der to sygeplejsker ind og kæmpede forgæves med at ligge min søn til brystet. Ind imellem fik han lige ved, men det var i få sekunder og så var helvede løs igen. Alt handlede i de efterfølgende dage kun om mine bryster og om min søn gad at tage fat.

Hatten af for sygeplejerskerne derude. De gør det godt, men jeg mødte mange forskellige i de 5 dage, vi var indlagt. Alle havde forskellige måder at gribe amningen an på. Jeg havde den nænsomme sygplejerske, der prøvede forsigtig at ligge ham til og støtte mig, så jeg gjorde det rigtigt, mens hun forklarede. Jeg havde den mere bryske type sygeplejerske, der flåede ud i min bryst og pressede min nyfødtes lille hoved hårdt ind mod mig. Nu skulle hun fandme …

Men nej. Det skulle hun ikke.

Til sidst fik jeg ammebrikker som hjælp. Det hjalp heller ikke så meget. Det tog lang for mælken om at komme ud i brikken, og sønnike havde ikke den store tålmodighed. Så igen boksede han med de små arme og gav sig til at skrige.

Nå. Ny metode. En lille sonde med min udmalkede mælk i ind under ammebrikken og så pumpe mælken ud i brikken, så sønnike begyndte at sutte med det samme. Og blev ved med det.

Det virkede. Men det var lidt omstændigt. Så sad man der. Med en 3 dage gammel dreng med ivrige ustyrlige arme, en ammebrik der skulle holdes på plads plus en lille slange med mælk, der også skulle holdes på plads.

Fuck. Det var på ingen måder hyggeligt.

Det kom aldrig rigtig op at køre på sygehuset. Vi tog hjem – belæsset med ammebrikker – efter de 5 dage, og så var det ellers op til mig selv at kæmpe for sagen. “Alle kan amme”. Husk det nu.

Og jeg kæmpede. Og jeg hylede. Ungen hylede også.

Det var meget sværere end det havde været oppe i mit hoved inden fødslen.

Jeg sad sådan set i sofaen hele dagen og sengen hele natten og ammede mit barn. Hud-mod-hud kontakt og det hele.

En amning kunne tage op til en time og ofte længere, og så endte det altid med bettemanden faldt i søvn. Vågnede op og så startede vi forfra.

Min sundhedsplejerske var en stor hjælp. Hun kom ofte på besøg i starten, og det gik nogen lunde med hans vægt. Ikke super, men okay. Han tog på. Så blev det jul, og det blev nytår og først i januar kom hun på besøg igen, da han var 1 måned gammel. Han havde igen kun taget en smule på. Lige i underkanten, men okay. For fanden da krop … KOM NU!

Vi lagde en slagplan hun og jeg. Nu skulle der ammes og intet andet (pga. den hektiske jul og nytår havde der ikke været nok ro på). Jeg skulle amme ham hver 2.- 3. time i lang tid fra det ene bryst indtil det var helt tomt og han havde fået den fede og gode mælk. Derefter måtte han gerne lægges til det andet også.

Jeg satte alt ind. Barrikaderede mig indendøre. Der lå også tonstung sne udenfor, så det var ret nemt. Jeg boede i sofaen i en måned og ammede og ammede og ammede. Jeg noterede samtlige amninger ned. Jeg drak nisseøl og amme-te, lavede “mælkebomben”, drak masser af vand, slappede af, prøvede at få søvn nok, lavede ingen stressende aftaler. Alt for at sætte min mælkeproduktion i vejret. Sønnike var sådan rimelig glad og tilfreds. Han sov bare ikke særlig godt. Men skidt med det, bare han tog på!

Jeg havde sommerfugle i maven trods vinterkulden, da min sundhedsplejerske kom på besøg en måned efter. Jeg var spændt på at se hvor meget han havde taget på, og var sikker på, at NU kørte det. Jeg havde jo ammet ham hele tiden.

Derfor var det også noget af et chok, da han endelig lå og dinglede i stofbleen at finde ud af at han kun havde 100 gram på i alt. På én måned! Til sammenligning kan siges, at drengebørn frem mod de 3 måneder i gennemsnit skal tage mellem 200 – 250 gram på om ugen!

Jeg husker tydelig min sundhedsplejerskes vantro udtryk i øjnene, som hun forsøgte at skjule efter bedste professionelle evne. Jeg begyndte at tude med det samme. “Kun 100 gram? Jeg har sultet min dreng i amningens hellige navn. Jeg er verdens værste mor!”

Hun kiggede så på mig og overbeviste mig om, at det var jeg altså ikke. Men hun sagde partout at nu skulle jeg ikke kæmpe mere. Jeg havde gjort alt, og nu skulle han suppleres med flaske og modermælkserstatning så han kunne komme i trivsel.

Jeg hylede virkelig meget den dag. Jeg følte det som det største nederlag. Jeg kunne måske godt amme med hjælp fra ammebrik, men jeg kunne ikke give min søn nok mælk. Han havde sultet. Og det var min skyld. Av av av, mit moderhjerte.

Så med en kun 10 uger gammel søn, måtte jeg opgive amningen endegyldigt. Jeg fortsatte med at amme ham efterfulgt af en flaske. Da han første gang slugte 150 ml. modermælkserstatning efter en amning, trillede tårerne igen. Min mælk forsvandt helt i løbet af få dage, og jeg var nu officielt blevet flaskemor, som det så fint hedder i diverse mødregruppefora.

Når ens søn kun er to måneder gammel, og man giver ham flaske, så er der rigtig mange, der spørger: Ammer du ham slet ikke?  Selvom det måske ikke var ment fordømmende, så ramte spørgsmålet mig som et stik i hjertet hver gang. For hver gang måtte jeg jo svare, at nej, det gjorde jeg ikke. Det kunne jeg ikke. I samme åndedrag skyndte jeg mig at fortælle hele min historie. Jeg havde en følelse af konstant at skulle forsvare, hvorfor jeg var flaskemor. I virkeligheden var det min dårlige samvittighed og følelsen af at være mislykkedes med noget så vigtigt som amning, der gav mig følelsen af at skulle forsvare mig. Set i bakspejlet var alt jeg gjorde at forklare mig. Jeg havde jo ikke taget et aktivt valg om ikke at amme. Jeg var mislykkedes med amningen efter en ret hård kamp, og der er en forskel. Jeg forestiller mig, at de mødre, der tager det aktive valg om ikke at amme, ofte sidder med følelsen af at skulle forsvare deres  valg. Ligesom de kvinder der vælger at få et kejsersnit uden fysiologisk grund dertil, måske også gør.

Efterfølgende skete der jo så det fantastiske, at min søn endelig tog på. Han fik det han skulle have. Farmand kunne nu også være med inde over, og jeg behøvede ikke at stå til rådighed i mælkebaren 24/7 længere. Sønnike klarede skiftet fra modermælk til modermælkserstatning rimelig fint og uden maveproblemer. Der var mange positive ting i det.

Alligevel lå den dårlige samvittighed som en tung, sort sky over mig. Førstegangsmoderen, som ville og kunne det hele. Jeg følte Ammemafien var efter mig i forhold til hele tiden at skulle forklare mig. Alle steder jeg kom var der (naturligt nok) mødre, som ammede deres nyfødte, mens jeg var den mor, der fandt pulveret frem og forsigtigt spurgte om jeg kunne koge lidt vand. I retrospektiv ved jeg godt, at det var en følelse kun jeg selv kunne gøre noget ved. Jeg kæmpede imod mine høje forventninger til mig selv. Omverdenen spurgte ind til det ja, men det er ikke en unaturlig  ting at gøre. Og det har kun været i et fordømmende toneleje i mit eget hoved. Bevares, jeg er selv kommet til at spørge nyslåede mødre med flaskebørn efterfølgende.

Vendepunktet kom for mig, da lillemanden var en 4-5 måneder gammel. Jeg havde endelig fået tid til en efterfødselssamtale med den jordemoder, som tog imod ham. Fødslen var gået godt og planmæssigt, og jeg ville egentlig bare takke hende for at have været overmåde cool og dygtig. Så jeg havde taget blomster med til hende og fik sagt tak. Fødslen snakkede vi ikke meget om, men hun spurgte ind til de efterfølgende måneder. Jeg fik sagt han ikke sov så meget, og at amningen havde været rigtig svær og derfor var vi gået over på flaske. Hendes svar var overraskende (af en sundhedsfaglig person at være) og blev forløsende for mig: “Det kan jeg sgu godt forstå. Man skal ikke amme for enhver pris.” Ikke megen Ammemafia over dén udmelding. Befriende.

På en eller anden måde kom jeg videre derfra, og jeg begyndte at hvile mere i, at sådan gik det nu engang for mig. Som årene er gået, er ammeproblemerne gledet i baggrunden, og det er bestemt ikke noget, jeg slår mig selv i hovedet med længere. Der kom andre faser, andre problemer at forholde sig til. Sådan er det vel med de kære børn 🙂 Lillesøster kom til verden, og med hende gik det anderledes med amningen (men det er en helt anden historie).

Til de mødre, der sidder i det derude lige nu. Amning fortjener bestemt et ihærdigt og helhjertet forsøg – og også en kamp. Men bliver det på bekostning af dit barns trivsel eller din egen, så er det ikke verdens undergang at gå over til at give flaske. Det føles måske sådan i et stykke tid, men så skal man også give slip på det. Den dårlige samvittighed hjælper hverken dig eller dit barn. Jeg følte mig som en fiasko over den mislykkede amning i alt for lang tid og græd mange spildte tårer. Det behøver du ikke …

Man skal ikke amme for enhver pris

En af de famøse vejninger … (damn, hvor har han været lille!)

Man skal ikke amme for enhver pris

Glad lille fyr, selvom vi lige er stoppet med amningen.

Dette indlæg blev udgivet i børn, førstegangsmor, nyfødt, spædbørnslivet og tagget , . Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Man skal ikke amme for enhver pris

  1. Skalotteløg skriver:

    Tak, fordi du deler din historie. Fik sådan en lyst til at give dig et kæmpe kram!
    Jeg har også tænkt, at det sguda bare er at lægge ungen til, og så kører det.
    Jeg måtte også ty til ammebrikker, og nu bøvler vi med svamp. Smerte på smerte. Heldigvis tager han på, så det er vist kun mig, det går ud over for alvor. Troede egentlig, jeg ville tage det helt køligt, hvis det ikke kunne lykkes. For så var det jo bare sådan, det var. Men da han ikke ville tage fat, fordi mine bryster var alt for spændte, så kom tårerne, og jeg var så ulykkelig ved tanken om, at det måske ikke ville lykkes.
    Du er så sej, at du har fået vendt tankerne! For nej, der er ikke noget at gøre ved det, men derfor kan man jo godt tude over det.
    Godt nok at høre, at andre bekymringer tager over senere 😉

    • Jeanette skriver:

      Åh, håbede sådan at du slet ikke bøvlede med det overhovedet, for så heldige er der jo også nogle, der er. Kender også godt til det med smerten og amning. Det prøvede jeg nemlig i den grad med nr. 2. Men dét stod jeg igennem.

      Jeg håber det kører så nogenlunde for jer snart og det s**** svamp forsvinder.

      Kram til dig.

  2. Pernille skriver:

    Jeg så en dokumentar om amning og én eller anden fagperson udtalte noget i retning af, at hun nogle gange godt kunne undre sig om det med at mislykket amning (i mangel af bedre udtryk) alle dage har været noget kvinder har slået sig selv og hinanden oveni hovedet med, eller om det kunne tænkes at hulekvinderne måske snarere tænkte at det havde noget med barnet at gøre. At “nå, det barn er simpelthen ikke så stærkt”… Altså, mange flere spædbørn døde jo desværre dengang, som man idag sagtens kunne redde, men jeg synes alligevel det var en spændende tanke… Det der med hvornår blev det lige noget om hvor god en mor man er, hvorfor ikke holde det på barnets banehalvdel. Man kan jo alligevel ikke nænne at være vred på sådan en lille størrelse (for længe af gangen!), så den synsvinkel kunne måske spare mange mødre for (amme)tårer!? Argh, det blev vist lidt rodet, men forstår du?

    • Jeanette skriver:

      Jeps, jeg forstår fuldstændig, og skal ikke kunne sige hvorfor det er sådan at den lægges over på moren. Det pålægges os, at vi skal lære barnet det, fordi det jo sutter pr. instinkt.

      Men den der med hvor god en mor, man er, i forhold til at opfylde alle de gængse regler og succeskriterier, den burde skrinlægges helt og aldeles … synes jeg 🙂

      Tak for dit indspark.

  3. Ducky skriver:

    Læste på et tidspunkt en artikel af en dansk journalist, der heller ikke kunne amme. Så hun gennemgik alverdens rapporter om amning og kom frem til at sundhedsmæssigt gør amning ikke så stor en forskel som vi påduttes.

    En anden meget påfaldende ting. Hver gang man ændrer på længden af barselsorloven så passer det med den anbefaldede ammetid. Hmmmm

    Ved ikke om der er en ammemafia men der er da tydeligvis en ammelobby

    • Jeanette skriver:

      Haha ja! 🙂

      Men det bliver et enormt dilemma for en, når omgivelserne og alle fakta messer “langtidsamning er det bedste”. Det giver jo netop alle os, der ikke lykkedes med det, en enorm følelse af nederlag. Og som førstegangsmor er der så rigelig med andre svære ting og dilemmaer at forholde sig til, såeh …

      Tak for dit input 🙂

  4. Pingback: graviditets-blå bog

  5. Pingback: Godt nytår og en top 5 over mest læste indlæg i 2015 -

Skriv et svar til Pernille Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *