Jeg er slet ikke parat! I dag fik vi brev om, at Vigsen, lillebitte baby Vigsen, har fået børnehaveplads pr. 01.03.2015.
Hun kan sgu da ikke komme i børnehave! Sådan har jeg det virkelig. Hun er så lille og tumlingeagtig og klodset og nuttet og skrøbelig (okay, ikke det sidste), men alligevel. Mit hoved kan slet ikke rumme at hun skal i børnehave lige om lidt. Så har jeg to børnehavebørn, og jeg er jo lige kommet tilbage fra barsel … ?!
Det er bare gået alt for stærkt med nummer to, føler jeg. Jeg tror, det er fordi hun er den sidste, og man derfor har lyst til at fastholde hende i at være lille altid. Jævnfør dette indlæg.
Men når chokket over realiteterne har lagt sig, så ved jeg også, at jeg bliver glad for hun skal i børnehave. Rent praktisk bliver det nemmere, at have begge børn samme sted. Det glæder jeg mig til at prøve, selvom det også er ambivalent, da vi kommer til at savne vores dagplejemor og trygheden der helt tosset. Det bliver også spændende at se, hvordan bror og søster får det sammen dernede. Det er et lille hus, så selvom de er i hver deres gruppe, så kommer de til at gå lige op og ned af hinanden hver eneste dag. Men selvom de kan skændes og endda slås, så tror jeg nu storebror passer på hende.
Derudover er Vigsen ret meget sin egen, og jeg er pt. mere bekymret omkring de børnehavevenner, der får hendes temperament og viljestyrke at føle (nu sætter jeg det lidt på spidsen, men …), end jeg er over hvordan hendes trivsel bliver dernede.
Hun har også den fordel, at hun kender børnehaven, da hun er med og hente Filøjsen tit. Jeg kan aldrig få hende med derfra, når vi er dernede. Hun vil altid liiige tegne, lege i dukkekrogen, hoppe rundt i bevægelsesrummet. Det hele er så spændende for hende.
Så det skal nok gå, og jeg er sikker på hun bliver mere bevidst om, hvad der skal ske til den tid, end Filøjsen var. Hendes forståelse af ting og hendes sprog er allerede nu langt bedre, end hans var, da han startede i børnehave.
Men åh, min lille piges navn står på sort på hvidt på sedlen fra pladsanvisningen, og det er altså bare underligt at hun pludselig er så stor.
Jeg har lige dækket cpr-nummer og adresse til, men navnet kan vist godt tåle at stå på billedet.
Pingback: Tilbageblik - Villa VillekullaVilla Villekulla