Efterårsferien, der regnede væk …

Trods det, har vi nu hygget os vældig meget herhjemme 🙂 Er du gal, jeg elsker ferier!

Jeg har været alene med ungerne det meste af ugen, da min mand ikke har haft ferie. Torsdag kom de dog af sted i dagpleje og børnehave, da jeg havde en tandlægetid til at få lavet et hul (oh, the horror!) plus nogle andre ærinder inde i byen.
Fredag holdt min mand mere eller mindre spontant fri, og så tog vi en tur i Aalborg ZOO. Vi har årskort dertil, som vi faktisk ikke har været for flittige til at få brugt, så det var bare om at komme af sted.

Selvom jeg har været meget alene med dem, og selvom det har regnet en smuuule, så har vi fået lavet en masse efterårsagtige ting og bare koblet helt fra. Det trængte både mor og børn til.

Filøjsen har dog været semisyg on/off det meste af ugen, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det går ud på. Han hoster ret grimt og man kan tydelig høre en masse slim, der sidder fast i luftvejene. Onsdag morgen kastede han så op midt i et hosteanfald, hvorefter han var helt frisk, og der kom ikke mere opkast. Han spiste godt og drønede rundt med sit sædvanlige energiniveau.  Torsdag i børnehaven var der heller ingenting. Da vi så kom hjem fra ZOO fredag, var han pludselig træt og blev varm. Bum … 39 i feber. Så tog han en lur, hvorefter feberen var væk. Lørdag eftermiddag kom den igen og forsvandt hen under aften. Jamen? Så bliv dog syg eller vær rask, barn! Og helst det sidste.

Men vi har altså både fået lavet græskarhoved, shoppet vintergarderobe, været i skoven, stenet film i sofaen med dyner og juicebrikker placeret ovenpå, været på legeplads, besøgt farmor i Sæby og set dinosaurusserne i ZOO.

Herunder billeder af udarbejdelsen af vores græskarhoved. Arbejdsstillingen er vist ikke for god for ungerne, men de udkernede ikke særlig længe, da indmaden var alt for hård for dem. Filøjsen ville slet ikke have sine fingre ned i det fedtede stads, så han bakkede hurtig ud. Vigsen gav den gas og fik også spist en kerne eller to. Derimod brugte Filøjsen lang tid på at finde et flot græskaransigt på iPad’en. Han valgte et, der stillede ret store krav til moren, men resultatet blev godt, og de var ellevilde, da vi tændte lys i og satte den ud i mørket på terrassen.  

 
Der er mange fine legepladser i vores lille by, som på det nærmeste er ét stort villakvarter. Billederne er fra en legeplads tæt på Filøjsens børnehave og fra skolens legeplads. Vi var også en lille tur i skoven og besøge fårene med et par venner fra dagplejen.

Da vi kom hjem, så de Omsen og Momsen på IPad’en (I ved dem med ‘Fy Fy Skamme’. Filøjsen og Vigsen kalder dem for voksenbabyerne ;-)), og var glade for at se far, som har sved på panden grundet en lang cykeltur hjem fra arbejde.

Vi var heldige, da vi tog i ZOO. Lige den formiddag regnede det ikke, der var blot gråt i gråt, mens ellers mildt. Filøjsen og Vigsen var vildt betagede af Dinosaurskoven. Det var virkeligt også godt lavet, og vi fik lang tid til at gå med at gå rundt deroppe.

 

 

De havde ikke rigtig lyst til at tage med hjem derfra igen, som anes på sidste billede.
Men det var godt vi gjorde, for det varede ikke længe, før Filøjsen fik det skidt og bare ville se McQueen fra sofaen. Han faldt hurtigt i søvn, og da han vågnede op, var han heldigvis mere frisk igen.

 

Alt i alt en dejlig efterårsferie. Nu venter hverdagen og efterårssæsonen for alvor i morgen, så må vi håbe det er til at holde ud 🙂

Dette indlæg blev udgivet i efterårsferie, Filøjsen, Vigsen. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Efterårsferien, der regnede væk …

  1. Skalotteløg skriver:

    Nøj, det ligner en god ferie det der! Og thumbs helt op over hovedet for det græskarhoved! Det er da blevet vildt godt!

    • Uglemoren skriver:

      Det var det sørme også 🙂 Og jeg skal da lige love for at hverdagen har ramt mig med 110 km/t i dag! GAB. Er ikke god til mandage generelt.

      Tak for kompliment om min græskargraffiti. Jeg er også selv vældig stolt 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *