Og så var det jeg læste en PPR-indstilling på eget barn

En PPR-hvad-for-noget?!

Det står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, og når man er kommunalt ansat på en folkeskole, som jeg, så har man stiftet bekendtskab med en PPR-indstilling flere gange. Lærere skriver ofte indstillinger på deres elever for det ene eller det andet.

Mange forældre er totalt berøringsangste, når man nævner det, for ’så-er-der-jo-noget-i-vejen-med-mit-fantastiske-ufejlbarlige-og-vidunderlige-lille-yngel’.

Og ja, det er der, hvis man sætter det på spidsen og tager de negative briller på. Man kan også sige: Nu samarbejder vi, forældrene, og den anden instans om at gøre det bedste for ‘vores’ barn. For det er dét, der er hele intentionen.
Selvfølgelig er det da ikke toppen med sådan indstilling, fordi så kører det hele jo ikke bare som smurt. Men når det nu skal være, så er det altså ikke et ubetinget dårlig tiltag.

Man kan indstille et barn til udredning for indlæringsvanskeligheder, ordblindhed, diagnoser, mistrivsel på den ene eller anden måde. Så kan man som på min egen Filøjsen også lave en indstilling med henblik på at få ét års skoleudsættelse på ham.

Det er så den, jeg sidder med i hånden nu. Der står mange positive ting. Han har humor. Han har gode legerelationer. Han har god motorik. Han er glad og positiv.

Så står der også, at han ikke kan modtage en kollektiv besked. Jo, han sidder stille og får den, men den er glemt på vej ud af døren. Han leger med de børn, der er yngre end ham. Han går i stå og ‘falder i staver’ ved fællesaktiviteter som tegne, klippe eller modellervoks. Han går i stå i garderoben, når de skal ud på legepladsen. Han vil gerne have hjælp til at komme i tøj og sko. Han bliver hurtigt optaget af andre ting. Han er distræt og det kniber med koncentrationen, når det gælder ‘pligt-tingene’.

De her ting, skal der arbejdes med, førend han er skoleparat. Derfor har vi kæmpet for, at han skal have et år mere i børnehaven allerede. Han bliver først 5 år til december.

Vi har sammen med hans pædagoger dannet fælles fodslag, og nu håber vi bare at PPR kan give ham skoleudsættelsen. Ellers kan det godt være, der kommer mange tudeindlæg over det herinde.

Min lille distræte, godmodige, følsomme og skæve dreng. Jeg elsker ham overalt på jorden, og jeg bliver alligevel lidt hønemor, når jeg forestiller mig, hvad han er oppe imod, hvis han starter i skolesystemet allerede næste år.

Jeg frygter han vil sidde og ikke fatte en bjælde af, hvad der foregår omkring ham. Men blot ‘følge med’, når de andre gør noget.

Jeg frygter han vil fjolle og klovne og kompensere på den måde, fordi han er usikker. At han inden 2. klasse vil være ‘Klassens Klovn’. Og ikke på den fede måde.

Jeg frygter han vil føle sig ensom, selvom han er omgivet af en masse store og små.

Jeg frygter hans selvværd og tro på sig selv vil lide et alvorligt knæk.

Jeg frygter han vil få en masse skældud.

Jeg frygter at  han ikke vil få nogle venner, som han for alvor er på bølgelængde med.

Jeg frygter at han ikke vil kunne følge med fagligt, fordi han hele tiden skal ’stå på tæer’ og kæmpe dét ekstra, fordi han endnu ikke er helt parat, og det dermed vil dræbe hans motivation.

Jeg frygter endnu en PPR-indstilling.

Alle de bekymringer! De startede den dag, han blev født, og jeg synes ikke de er blevet mindre med tiden.

Måske er jeg unødigt bekymret, overanalyserende og pyldret (ja, det er jeg, for vi venter jo stadig på afklaring), men jeg må bare have tankerne luftet. Sådan er det vel med store valg og beslutninger i livet?

Han er for resten først lige begyndt at tegne sådan rigtigt. I dag tegnede han et menneske. Med hoved, øjne, arme og ben.

Så lagde han sin hånd på brystet og spurgte mig: Sidder hjertet her, mor? Jeg svarede ja. Så tegnede han meget nøje et hjerte på det rigtige sted på manden på sin tegning. Så var den færdig.

Ikke næse, hår, ører, mund, fødder eller andre  ligegyldige kropsdele. Næh, hjertet. Det er min Filøjs i en nøddeskal.

Jeg elsker ham. Og jeg håber og beder til at han er 6 ½ år, når han skal i skole.