Så i dag besluttede vi at tage i Tivoli med to børn, der begge var i søvnunderskud, da de synkront havde bestemt sig for IKKE at ville sove i går aftes, men som sædvanligt, står de stadig motherfucker tidligt op. Årets idé, ikke?
Det skulle det faktisk vise sig at blive.
Vi startede med at være bagud på tid. Tivoli åbner kl. 11. Vi kom først med 5A’eren derind kl.11.20. Ja ja, jyder i København. Det var noget med manglende klippekort. Der lader vi den ligge.
Da vi så endelig øjnede Tivolis sideindgang (som altid er den med den korteste kø), så var der … psykopatlang kø! Argh. At stå med en træt 2-årig, en træt 4-årig i en lang kø, i solen, ud til en af Københavns mest trafikerede veje, og de var oven i købet sultne. Kan I se det for jer?
Vi var tæt på at give op efter de første 30 minutter. Køen sneeeeglede sig af sted. Men så kom vi foran! Der er åbenbart en barnevognskø (hvorfor så vi ikke den!?), så vi stod der i 45 minutter, og det holdt hårdt. Men det skulle vise sig, at det der med at stå i kø, blev A’s spids kompetence, som dagen gik, for hold nu kæft, hvor var der mange mennesker derinde.
Se ham bare her 🙂 |
Men altså, de fik lidt mad, og vi fik prøvet de første par ting. Blandt andet veteranbilerne.
Derefter stilede vi mod Rasmus Klumps Verden. Noget nyt i Tivoli vist nok. Jeg havde aldrig hørt om det før. Det var en info vi fik af svigermors venner, da vi var i Sæby hos hende i sidste uge. Det var egentlig også lidt svært at finde. Men pludselig manifesterede det sig foran os, og ungerne synes det var TOPPEN! Det var én stor legeplads på ovenpå en Rasmus Klump bygning.
Det var virkelig godt. I sandhed småbørnsfamiliernes holdeplads. Jeg talte for sjov de barnevogne/klapvogne, der lige var inden for synsvidde oppe på legepladsen. 18 stk.!
Hele legepladsen var lavet af det der bløde gummiagtige underlag, der ligner småsten. Der var bakker og buer, man kunne løbe rundt i og op ad. Der var ‘Det Gode Skiv Mary’, som var ved at kæntre, og derfor var ekstra sjovt at løbe rundt indeni. Rutsjebaner for store og små, der var vipper og en masse pæle, man kunne løbe i mellem og hoppe rundt på. På legepladsen var der også et børnetoilet, hvilket altid er enormt praktisk. Langs kanten af legepladsen var der bænk til de voksne (børnene kunne også løbe på den). Her spiste vi vores medbragte mad, og ungerne løb lidt fra og til. Nemt og hyggeligt.
Gik man nedenunder legepladsen var der store, sjove xylofonspil, som børnene kunne muntre sig med og så selvfølgelig Rasmus Klumps hus. Det var så fint. Der var forestilling 3 gange i løbet af eftermiddagen, hvor Rasmus og hans veninde kom ud af huset og underholdt forsamlingen.
Det var virkelig et hit for både A og Lille V, og jeg må anbefale alle med små børn at lægge vejen forbi, hvis I skal i Tivoli.
Rasmus Klump forestillingen og sådan som Lille V så den (komfortabelt for mor? Not so much) |
Her har jeg dog fået hende lagt ned 🙂 |
Småt er godt 🙂 |