Jeg har nævnt før, at min mand og jeg er glade for mad. Vi kan godt lide at gå ud at spise og få noget lækkert, når vi endelig er af sted. Vi betaler hellere det mere, for så at få noget mad, hvor kokken har lagt kærlighed bag.
Sådan har det ikke altid været for mig.
Jeg er fra en mindre by. Forstået på den måde, at jeg er nok er en smule provinsiel. Boede på en villavej med arbejderforældre, der begge arbejdede fuld tid. Min mor ufaglært, min far var murer. Mad i mit barndomshjem har aldrig været noget særligt. Det har været traditionel. Sovs og kartofler, spaghetti og kødsovs, stegt flæsk med persillesovs, lever, (ud)kogte grøntsager, mørbradgryde, en supermarkeds kartoffelsalat med frikadeller til og knorr lasagne er noget af det, jeg lige husker. Hurtige løsninger, ikke så meget tid, solid føde, ingen kærlighed og kræsen om maden. Det har jeg levet rigtig fint med. Jeg har ikke lidt nød. Overhovedet.
Men jeg lærte heller aldrig at sætte pris på maden, nyde den, interessere mig for den, spise noget anderledes eller få en oprigtig lyst til at lave mad selv.
Så mødte jeg min mand. Herfra blev det anderledes. Han er nu også opvokset i provinsen, men med en helt anden tilgang til mad. Det skulle laves fra bunden, smage af noget, og han interesserede sig for madlavning. Det var jo fedt at få sådan en kæreste. Han havde kogebøger som interessefelt for christ sake! Han abonnerer på madbladet Gastro og eksperimenterer i køkkenet (når der er tid).
Så langsomt, men sikkert, blev jeg mere og mere kvalitetsbevidst hvad angår gastronomi. Går vi ud og spiser i Aalborg, er det helst på restauranter, der har fået nogle gode anmeldelser. Vi har f.eks. været på Fellini (mange gange), San Giovanni, Mortens Kro, Can Blau, Utzon, Restaurant Sans og yndlingsstedet MEST.
Da vi så skulle til København i vores ferie, var min mand virkelig tændt på endelig at besøge en restaurant med Michelin stjerne.
Noma var udelukket. For lang ventetid, og alligevel for dyrt til vores budget. Men han studerede flittigt sine madblade og fandt frem til Restaurant Clou, som lige har fået sin første Michelin stjerne her i foråret. Jeg fulgte ligesom bare med. Accepterede at det måtte blive en bekostelig affære, men også en oplevelse ud over det sædvanlige. Barnepigen var i hus, så en aften alene i den københavnske sommeraften, det var slet ikke så tosset jo 🙂
Onsdag aften skulle vi af sted. Vi havde bord kl. 19.30, og stod klar ved Kongens Nytorv i lang tid før. Min mand var noget oppe at køre over det hele, så intet måtte gå galt. Vi skulle i hvert ikke komme for sent … men heller ikke for tidligt! Måtte grine lidt indvendigt.
Her sidder vi, og venter på tiden går, all dressed up (sorry honey, for et godt billede af mig, mens knapt så heldigt af dig. Jeg ved du klarer det!)
Nå, men ind på Restaurant Clou kom vi, og vi blev taget godt imod af to skarpt klædte tjenere, der henviste os til vores bord. Det var et hyggeligt og fint lille sted i Borgergade lidt væk fra Kongens Nytorv, så der var ro og fred.
Vi bestilte månedens menu, så vi fik 7 retter med dertilhørende vin til hver ret. Derudover var der to mellemretter (eller hvad man nu kalder dem med fine franske ord). Så 9 forskellige retter blev det til. Men det var tilpas. Alle retterne var fine og delikate, ikke tunge og kødfyldte, så vi blev mætte (og lettere berusede), men ikke forspiste.
Jeg må sige, det der med at Michelin restauranter er en oplevelse, den er altså god nok. Serviceniveauet er skyhøjt, de har tjek på tingene, deres kunder og det de laver. Jeg mener, hvor ofte hører man en tjener lire en virkelig lang og svær smøre af omkring den anretning, man lige har fået serveret, hvorefter han siger: “Må det behage jer vel”?
Der var en større selskab ikke så langt fra os. Når de skulle have deres mad, kom der 4 tjenere ud på rad og række med tallerkner, så alle gæster ved bordet fik deres mad på samme tid. De trak stolen ud for mig, hver gang jeg satte mig ned. Ikke overdrevet, bare diskret og tjekket.
Da jeg gik på toilettet, havde jeg efterladt min serviet skødesløst hængende over armlænet på min stol. Da jeg kom tilbage var den pænt foldet sammen og lagt i siden sammen med mit bestik. Der var altid vand i vores glas. Selv smørret til brødet var anrettet yderst dekorativt anrettet på en sten og i fine former.
Alting var flawless.
Vi fik noget virkelig godt hvidvin til de første retter. Selvfølgelig fulgte der grundige beskrivelser med om hver enkelt af dem.
Jeg vidste godt, at der ville være en risiko for, at jeg ville blive udfordret på, hvad jeg skulle putte i munden. Det startede da også virkelig godt med en stor østers. Jeg ved den er eksklusiv, men en østers udseende og konsistens har bare aldrig tiltalt mig. Den var ikke på menuen, men den fungerede som en appetitvækker, inden det gik løs … Dertil kom der nogle såkaldte speltfisk, der minder om ansjoser. De var anrettet fint og rustikt på en sten. De var bittesmå med øjne og mund intakt og grønt på toppen , men smagte overraskende godt.
Tilbage til den østers. Den var der. Jeg blev nødt til at spise den. Min mand nød virkelig sin i fulde drag og øjnene strålede, da han berettede, at den smagte friskt af hav!
Jeg kiggede ned på den lidt blævrende masse med en gul abrikospuré på toppen. Bare ind med den … Jeg spiste den. Jeg er sikker på den var lækker, men jeg spiser nok ikke østers igen. Jeg fik ret. konsistensen var ikke lige mig.
Så fulgte der lidt mere fisk (der var fisketema denne måned helt klart). Vi fik makrel med tang og derefter pighvar med kaviar og en lavendelsauce. Det smagte himmelsk. Især sidstnævnte. Aldrig har jeg fået så lækker tilberedt fisk før, som den pighvar. Damn!
Herefter stod der hummer på menuen, og den ankom i en stor glasskål, så her havde jeg svært ved at få et billede. Det var kødet fra en hummerklo, abrikoser, islandsk tang og en caribisk sauce med bl.a. flødeskum i. Mmmmmmm. Virkelig lækkert.
Så kom jeg til aftenens anden udfordring. Blæksprutte.
Vi fik en rigtig fin lille blæksprutte med fangearme, hoved og hele pivtøjet. Den lille søde sprutte var farseret med sortfodsgris (en af de dyreste grise i verden, mine damer og herrer!) og på toppen var der spæk fra denne dyre gris. Anretningen var eksklusiv, men altså… hands down … det ledte (for bondepigen) tankerne hen på noget fra en af mine fødsler, og det var ret grænseoverskridende for mig at indtage denne delikatesse. Men jeg gjorde det! Og det smagte også godt, det var bare igen tanken og udseendet, som jeg havde svært ved at forlige mig med.
Så var det slut med fisk, og vi fik den lækreste ret med vagtel og rødbede, som I kan se her. Virkelig godt!
Inden desserten kom en lille ganerenser (mandens udsagn). Et lille glas med sødt skum-agtigt noget. Det talte jo ikke rigtig med, vel? Men mmmmmmm, den var god.
Der var 3 desserter, som er og bliver min favorit. De var alle i særklasse. Først kirsebærsorbet med lakrids og oliven (ja!), dernæst chokolade med vaniljeis og blomme og en virkelig lækker lille marcipanting. Til sidst petit fours, som er 4 små chokolader …. åh ja, og kaffe.
Så fik jeg prøvet det, og jeg tager gerne af sted igen. Dette indlæg er selvfølgelig ikke sponsoreret, men jeg må bare give Restaurant Clou mine bedste anbefalinger. Alt var virkelig i en klasse for sig. De har også en fancy og meget overskuelig hjemmeside, som du kan tjekke ud for deres lækre menu lige HER.
Oplevelsen tror jeg helt klart var størst for min mand, da han er inkarneret foodie og madøre og virkelig er passioneret omkring finere madlavning. Men jeg må også indrømme, at en aften på en god fransk bistro (som f.eks. Restaurant MEST i Aalborg), den tager jeg ligeså gerne.
Jeg bliver aldrig high-class nok til at forstå kunsten i maden … Selvom jeg er kommet langt på bare få år 🙂
Pingback: Giver I hinanden plads?