På Amager stjæler de nummerplader … #bastards

Fik aldrig helt fulgt op på vores sidste dage i København. De var også fucking hektiske (nogle af dem anyways). Vi boede på Amager, og vi fik stjålet vores nummerplader på bilen. Min mand brugte ½ dag på at redde den ud samt 1500 kr. oveni hatten. Han løb 4 kilometer til nærmeste værksted for derefter at blive sendt til Høje Taastrup og Skats kontorer for at få nye midlertidige plader.

Da vi så fredag formiddag står pakket og klar med 2 børn og gaver under armen til vores venner i Valby, der har forberedt frokost, ja, så er bilen fandme væk!

Den har Københavns Kommune inddraget, da der ikke var plader på, så den er blevet kørt til skrot. Armen, for ind i h****** da osse! Jeg bliver altid så hidsig, når uforudsete ting sker. Vi får snakket mere i telefon med en masse fra det offentlige, og det tager tid. Det er fredag, og efter planen kører vi hjem søndag, så der skulle handles hurtigt.

Jeg ville gerne have været forbi butikken Sejedrenge.dk og besøge Jelena (kan ikke linke, da jeg stadig er totalt amatørblogger) denne fredag formiddag, men den idé skred hurtigt i svinget.

Vi kom ud til vores søde venner i Valby, som også hjalp os med at få bilen hentet, men forsinkede og lidt småtrætte af det hele.

Efter det løb vi ikke ind i flere problemer, og vi havde stadig en dejlig dejlig ferie. Det er sgu ikke sådan, når jyderne kommer til A’mar’ 🙂

Så vores sidste dage blev brugt på en varm tur til Amager Strandpark, se min venindes lille nye søn på blot halvanden uge (ååårhhhh, skrukogsåalligevel.dk), besøge venner, en kanalrundfart (tag aldrig, som i aldrig, din 2- og 4-årige med på en times tur i båd, men mindre du har jordens mest artige børn, eller du ikke har skrupler over at smide dem overbord).
Vi var også på legeplads. I virkeligheden kunne vi bare være taget på legepladser hver dag. De elsker det shit.
Er det ikke noget med, at man skal nyde, når ungerne bare synes en legeplads er toppen og endnu ikke er begyndt at plage om en ferie til Maldiverne, USA og et cruise i det Caribiske øhav, som alle (og jeg mener alle) deres venner er på?

Og se så her under … min dampagtige knægt, inden det gik løs med kanalrundfarten. I totalt farlig spilophumør. Jeg burde have vidst bedre end at tage ham med på en times (!) bådtur, hvor man skal sidde stille og kigge og lytte. På billederne står vi i kø. Vi skulle vente i 40 minutter først ( …armen, jeg må have fået en spontan hjerneblødning og været lidt i det der ‘de-arter-sig-nok-når-først-de-er-på-båden’-agtige mode).

 
 
 
 
 
 
Her er lige ét billede af banditterne sammen på båden med nogenlunde ro på.
 
 
 
Ellers kan jeg berette, at en højtaler ved vores sæder var anledning til en stor konflikt. De skændtes konstant om, hvem der måtte ‘tale tilbage til damen’ i den. Alle mine pædagogiske forsøg på at forklare, at hun ALTSÅ IKKE kunne høre dem, var fuldstændig overflødige.
 
Derudover fik Filøjsen gjort sig til genstand for bådpublikummets opmærksomhed, da vi sejlede ret tæt på en lille jolle indeholdende to store, behårede og meget maskuline sømænd, og han råbte “Halløj, de damer!” 
Da alle grinede, fik han blod på tanden og ville gerne underholde alle med sine råb på resten af turen. Fårk mand, jeg var svedt til sidst! (man sidder tæt på sådan en båd, og alle kunne godt høre, at nu var vi sgu pænt trætte af vores unger).
 
Efter kanalrundfarten var vi lige en tur oppe ad Strøget, og her mødte vi en violinspiller. Se, det var noget der kunne få mine små krapyller til at falde heeeeelt…..til ….ro. De gik i stå.
Stod bare og stirrede og lyttede på ham. Hypnotiserede.
 
Til sidst begyndte de at danse ligeså stille foran ham. Stadig i deres egen verden.
Alle trængsler på den famøse bådtur blev glemt, og mor her begyndte at tude. Rørt over sine ååååh, så kære (møg)unger.  
En dame kom forbi os og sagde, at det da var imponerende så optagede de var af hans musik og så søde de var. Smelte smelte … 
 
 
 
 

 
 
Men alting har en ende. Både vores ferie og vores børns glimtvise artige opførsel.
De sidste billeder er fra vennebesøget i Valby og turen til Amager Strandpark (som jo i øvrigt er en fantastisk oase midt i København)
 

 
 
Vi kom godt hjem, thank you very much.
Nummerpladerne blev tapet fast med gaffatape og det svigtede os ikke på motorvejen! Da vi var hjemme i vores egen lille villakvartersagtige by, lod vi bil være både upakket og ulåst – og der skete aldrig en skid ved det.
 
 
Se, søde unger stener Dora … (husk det er glimtvis ;-))
 
 

Dette indlæg blev udgivet i musik, nummerplader, tyveknægte, uopdragne, Valby. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *