Giver I hinanden plads?

Altså i forholdet, forstås. Jeg synes jeg ser en tendens til, at når der kommer børn (og især når nummer to kommer), at man som par begynder at blive lige lovligt søbet ind i en daglig trummerum, hvor det mest af alt  handler om at klare sig igennem arbejdsdagen, nå at lave mad, rydde op, vaske tøj, bade og putte for derefter at segne færdig om i sofaen (eller på børneværelset på en fesen folde-ud madras).

Vi var egentlig rimelig gode til de der dates og alenetiden som kærester, da vi kun havde Filøjsen. Men på en eller anden mystisk måde blev det hele lidt mere omstændigt, da Vigsen kom. Jeg ved ikke om det er fordi, det kræver mere at passe to børn eller hvad der skete, men faktum er, at vi ikke har været ude sammen ret mange gange, efter hun kom til.

Vi har været til venners bryllup, på fancy restaurant og lidt hist og pist … på 3 år. Det er ikke meget. Det er mest med børn, vi laver noget sammen nu, og sådan er det jo. Derfor har jeg stadig i mente, at vi godt må fokusere lidt mere på kærestedates.

Noget jeg så til gengæld synes vi er ret gode til, er at give hinanden plads. Plads til at være den man er og lave de ting, man gerne vil.
Det er helt naturligt, at når der kommer børn (kombineret med det der fuldtidsarbejde), så omprioriteres der gevaldigt i ens liv. Byture, sjusser, fritidsaktiviteter, caféliv, shopping og tømmermænd hver weekend er ikke numero uno længere.

Det har vi begge, som en helt naturlig del af udviklingen mod at blive rigtige voksne (baaah, det bliver vi sgu aldrig!), droslet ned på.

Men vi er også begge to meget sociale mennesker, og vi har brug for vores space og personlige frihed i et vist omfang. Noget af det sværeste for mig ved at blive mor, var netop, at jeg ikke længere kunne være 100 % mig selv, når jeg havde lyst til det.

Jeg var fra den ene dag til den anden 98 % Nogens Mor og 2 % Mig. Det skulle jeg lige vænne mig til. Det lyder egoistisk, men sådan havde jeg det. Mest da vores kiddos var babyer. Det er blevet meget nemmere, nu hvor de er blevet ældre.

Min mand er en person med mange jern i ilden. Han arbejder meget, han har mange venner og bekendte han gerne vil ses med, han kan godt lide vin og byture, og han har mange interesser. Her i foråret stoppede han dog med den sportsgren, han elskede så meget og har dyrket hele sit liv. Han trænede to gange om ugen, og så var der kampe i weekenden. På et tidspunkt sad han også med i bestyrelsen. Oveni sit arbejde med lange arbejdsdage var han ikke meget hjemme. På dét område var jeg – indrømmet – ikke særlig large. Jeg synes det var hårdt med, hvad der føltes som, mange dage alene og to små børn.

Men det var nu ikke mig, der fik ham til at træffe beslutningen om at stoppe. Det var Filøjsen. Den lille 4-årige begyndte tydeligt at give udtryk for at savne sin far i hverdagen. Det var vist mere end farhjertet kunne bære, og derfor stoppede han. Det har helt klart givet mere tid og ro herhjemme, og samtidig ved jeg, det må have været et stort personligt offer for ham at have droppet den del af sit liv, som han var så glad for. På den måde er det svært.

Men ud over sporten, der måtte droppes, så får han faktisk meget plads til at gøre de ting, han gerne vil (uden særlig megen brok ;-)) Han får sin del af byture med venner og kollegaer, og han har også lige været i London i 4 dage for at se og opleve sit hold live. En oplevelse jeg mere end undte ham. Det var en meget lykkelig mand, jeg fik hjem.

Ligeså har jeg været af sted til bloggerevent og julefrokost, og her i weekenden drager jeg til Skagen med 4 gode veninder, hvor vi bare skal være OS uden mænd og børn, hygge, gå ture, drikke vin og snakke rigtigt sammen (uden afbrydelser!) Er du svimmel, jeg glæder mig.

Når jeg skal alle de her ting, er der aldrig beklagelser fra min mand. Der er aldrig noget med at han ikke kan klare børnene alene eller andet brok. Han hygger sig med dem, tager dem med til gymnastik og på legepladsen. Der er måske lidt rodet, når man vender hjem, men jeg sagde heller ikke han var perfekt, vel? 🙂

Han siger ofte, at jeg bare kan tage af sted. Jeg skal bare sige til. Han klarer ungerne og finder ud af det. Nu har jeg så været meget af sted her i november, og det har været skønt. Og jeg kunne også godt bare arrangere en hel masse flere mig-ting. Men så rammes jeg altså af stopklodsen. For jeg har jo heller ikke sat børn i verden blot for at fortsætte mit tidligere festlige liv, der kun havde mig selv i centrum.

Det handler om at finde balancen i det hele. Mellem fuldtidsjobbet, tiden med børnene, og de ting man gerne vil have tid til for sig selv. Det er ikke altid det nemmeste, men jeg synes egentlig at vi lige nu herhjemme har ret godt styr på det. Jeg håber det kan fortsætte sådan … dog gerne med lidt flere kærestedates ude i fremtiden 🙂

Giver I hinanden plads?
Fra før tiden med krudtuglerne – dog gemmer Filøjsen sig i maven <3

Dette indlæg blev udgivet i forhold, kærestetid, kærlighed. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Giver I hinanden plads?

  1. Skalotteløg skriver:

    Kan jo desværre ikke helt snakke med endnu, slet ikke om, hvordan det er at have TO spillopper, men jeg har i hvert fald læst en del om det der med at huske hinanden og sig selv, når man får børn. Ja, og også inden.. Altså der, hvor man kan gå hen og blive kærestekedelig.

    Jeg tror, et forholds styrke kan defineres meget godt af, hvor meget plads, man kan give hinanden. Det er skønt at høre, at I kan det 🙂
    For det skal der være plads til, hvis man skal blive ved med at udvikle på den personlighed, som den anden faldt for. Så ja, det er vigtigt!

    Jeg håber, vi også kan få det til at spille herhjemme. Er i hvert fald opmærksom på det, så man ikke bare kommer til at leve for sit barn, men mere med sit barn. Det er vigtigt, tror jeg… But I’ll get back to you on that one 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *