Vi tilbragte weekenden i Skagen. Manden og jeg og vores to festfyrværkerier af et par unger. Der er altid fart over feltet med dem. Og det er ikke bare noget jeg siger. De taler mere. De råber højere. De løber hurtigere. De er mere distræte. De er lige dét mere vil-døve, og lur mig om de ikke også skændes mere end det gennemsnitlige søskendepar jævnfør mit sidste indlæg. Vi har mange vennepar med børn, og mine mødregruppe-bekendtskaber breder sig efterhånden udover det meste af Jylland, såeh … Der ér sammenligningsgrundlag. Jovist. Vores unger har bare lige et ekstra gear eller to, som de ynder at drøne op i når som helst og hvor som helst (heldigvis er de så også pissesøde!)
Men en rolig weekend i Skagen med kvalitetstid var lige hvad vi trængte til, og vejret var med os. Hvad sker der lige for sommer i september?
Så der har vi altså været. I Skagen … Ligesom så mange gange før. Og det var på den fantastiske maritime legeplads lige midt i byen, at jeg overhørte et par damer tale om mit barn.
Har du været på den legeplads, vil du vide at der er nogle fine siddebænke lige overfor legepladsen, hvor mor, far, bedsteforældre og diverse termokander sidder sirligt placeret, så man kan se ens yngel boltre sig i klatrereb og rutsjebaner.
Manden var gået hen for at se de sidste 20 minutter af Uniteds kamp på en lokal pub. Jeg sad dermed alene på bænken og beskuede mine banditter slå sig løs. Filøjsen hang i nogle reb og var ved at klatre fra A til B. Det var Vigsen også. Hun overhalede ham bare udenom, mens hun hang fast i blot et arm og et ben. Hun fik kæmpet sig tilbage og grinede alt imens.
“Prøv lige at se den lille pige med stjernerne (hun have leggings med stjerner på). Hvor er hun bare sej!”
Sagde den ene dame, som jeg vil tro var en Bedste, til den anden dame.
“Det er min pige”, tænkte jeg stolt, mens jeg lige afventede om de ville sige mere.
Vigsen kom op på platformen højt oppe på legeskibet og ville række ud til sådan en metalstang, man som en anden brandmand, kunne glide ned af.
Der kom imidlertid en større dreng og sagde til hende, at man skulle være 6 år før man kunne klare den.
“Nahaaaaj!” Udbrød den bette skid.
Så lod hun hænderne glide helt ud til hun lå meget skråt mellem stangen og platformen, så svang hun sig ud og fik fat med benene også og gled ned.
“Se hende lige”, kom det fra bedstemoren igen. “Nu svang hun sig bare lige ud på den stang… Hun er da godt nok frygtløs!”
Og mit hjerte svulmede næsten over. Garanteret en masse andre 4-årige også kan det, men min pige imponerede tydeligvis damerne lige dér på bænken i solskinnet, og jeg åd deres benovelse og fine ord råt.
Jeg sagde ikke noget til dem. Smilede bare for mig selv. Men kunne ikke dy mig for at gå hen til mine unger, så Bedsterne liiiige kunne se, hvem der var moren til hende den seje pige. Jeg havde siddet blot en meter fra dem.
Derhenne spurgte jeg Filøjsen om han også ville prøve en tur ned, hvis nu jeg hjalp ham (han havde skelet kraftigt til lillesøs og så gået videre).
“Nej, det er kun for små børn, mor!”
Sådan kan man også vende det. Tsk tsk.
(og op med hånden, hvis du – efter at have læst overskriften – var sikker på, at det var negative kommentarer jeg havde overhørt … )
Haha ja det tænkte jeg… Men hvor var det fedt 🙂 Man kan aldrig høre ens børn blive rost for meget!
Nej, det kan man nemlig ikke 🙂