Klip fra hverdagen … #take3

Onsdag morgen. Klokken er 07.13, og jeg er ved at spænde Filøjsen og Vigsen fast i bilen. De skal i dagpleje og børnehave. Det er en kort tur. Heldigvis.

Filøjsen er i spørgealderen, og ind imellem sætter det min tålmodighed på prøve.

Ham: Mor, solen er skarp. Hvorfor er den det?

Mig: Fordi det er en sol og sådan en skinner, og lige nu er den foran os, og så får vi den i øjnene.

Ham: Hvorfor gør vi det? Kan den ikke gå væk?

Mig: Den går væk lige om lidt, skat …

(pause …)

Ham: Hvorfor synger ham i radioen på engelsk, mor?

Mig: Fordi han fra England, og der taler man engelsk.

Ham: Hvad er engelsk?

Mig: Det er et andet sprog end dansk, som du ikke forstår endnu.

Ham: Forstår du det, mor?

Mig: Ja

Ham: Hvorfor gør du det?

Mig: Fordi jeg har lært det i skolen.

Ham: Hvorfor har du lært det i skolen?

Mig: Fordi det skal man …

Ham: Hvorfor skal man det?

Mig: Det skal man bare, skat. Nu skal du ikke spørge mere.

(Han ser ud af vinduet)

Ham: Hov, mor … Hende pigen har ikke cykelhjelm på. Hvorfor har hun ikke det?

Mig: Tror du hun har glemt den?

Ham: Det ved jeg da ikke.

Mig: Jeg ved det heller ikke.

Ham: Jamen, hvorfor har hun den så ikke på, mor?!

Mig: Ssshhhh, skat. Nu hviler vi lige ørene lidt.

Ham: Hvordan hviler man ørene, mor?

Mig: Man er stille.

Ham: Hvorfor skal jeg være stille?

Mig: Fordi det er rart at være stille.

Ham: Det synes jeg ikke. Hvor er far henne?

Mig: Han er på arbejde.

Ham: Hvorfor er han på arbejde?

AAARGH!!!! Min tålmodighed og pædagogiske evner rækker altså ikke altid.

Dette indlæg blev udgivet i Filøjsen, hverdagsglimt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *