Mit BRCA1 forløb: Operationen bliver en ommer … 

Jeps. No shit Sherlock … Jeg var på sygehuset i torsdags for at få en snak med min kirurg. Det var egentlig ikke meningen, vi skulle have en samtale før i oktober måned. Men efter selv at have været skeptisk over resultatet indtil videre, og efter en fysioterapeut sagde, at jeg bare skulle være opsøgende, hvis jeg havde tvivlspørgsmål, ja så fik jeg bestilt en tid.

Jeg ville bare have min kirurg til at kigge på mig og måske sige mig nogle beroligende ord. Tre forskellige læger havde sagt, at det nok skulle falde på plads og blive pænt. Giv tid!, messede de samstemmigt. Men jeg synes bare ikke rigtig at det var så skide pænt. Så af alle mennesker måtte min kirurg jo vide om den var hel gal, eller om det var mig, der var galt på den.

Hun havde travlt, men som altid tog hun mig alvorlig og havde tid til mig.

Da jeg smed trøjen, så hun kunne kigge på “værket”, så hun først undersøgende ned over mig. Det er sådant et uforklarligt, vurderende og meget professionelt blik, der scanner ned over en. Slet ikke som om det er bryster, der kigges på – men mere et stykke grundigt håndværk. Jeg kunne godt se på hendes udtryk, at det ikke var helt godt.

“Ja, det skal vi lave om”, sagde hun endelig. “Det er ikke godt nok desværre. Prøv at se her … ” Hun greb sin grønne sprittusch og begyndte som en anden tegner at skitsere for mig.

Mit ene bryst sidder to cm. højere end det andet. De sidder langt fra hinanden. De har slet ikke samme form. I det højre bryst sidder implantet ud over siden, så det generer min arm, når den hænger ned langs med siden. Ingen ordentlig form eller runding på det heller.

Alt det jeg har bekymret mig om de sidste 6 uger, satte hun ord på for mig. Og det var egentlig rart. Så var det jo ikke bare mig.

“De er for små, og jeg synes ikke de passer til din krop, som de er nu, og de bekræfter mig i, at vi burde have lavet expandere til dig, men nu forsøgte vi, og det fungerer desværre ikke. Jeg tænker umiddelbart to små operationer mere til dig, hvor vi retter op og giver dig den rigtige størrelse og form.”

Hun bemærkede min reaktion ved hendes ord.

“Det vil blive en meget mindre operation. Vi har fjernet al vævet, brystvorter og så videre, og vi har lavet lommerne til implantaterne, så du vil ikke blive så medtaget som i første omgang.”

Det hjalp at høre. Men hvor er det ironisk, at jeg, fordi jeg gerne ville undgå to operationer og en længere sygemelding, nu sikkert skal ud i 3 operationer og meget længere sygemelding for at få det hele gjort ordentligt.

Jeg holdt selv fast ved operationen med blivende implantater og rekonstruktion med det samme, og jeg håbede det bedste, men den gik ikke, og jeg skulle nok have lyttet til anbefalingen om expandere. Men bagklog kan man jo altid være …

Min kirurg sagde, at nu måtte jeg holde ud. Jeg skal igang med at arbejde og få min krop op i gear igen, så må vi tage de endelige ændringer og beslutninger om det videre forløb i oktober.

“Vi stopper ikke, før alle er tilfredse.”

Hun var imponeret over hvor godt og hurtigt jeg er helet, og over at jeg ingen komplikationer har haft whatsoever. Det var meget positivt for det videre forløb også.

Så nu står jeg her. Med et plasticmareridt af et par bryster og med en tålmodighed der skal strække sig længere end Den Kinesiske Mur.

Jeg kan ikke gøre andet end at vente og håbe på det ender med et fint resultat langt ude i fremtiden. Jeg er ambivalent omkring det. For jeg er glad for det skal laves om, og det bliver pænere, men jeg er træt af ventetiden og det resultat jeg skal rende rundt med så længe.

Men igen, det skal være skidt før det bliver godt. Eller noget.

Nu smutter det lille firkløver her snart på camping, og så prøver jeg at glemme alt om bryster og skævheder så længe. Vil istedet glæde mig over, at jeg er frisk til at nyde vores lille familie.

1 time før operation. Serious selfie!