Mit BRCA1 forløb: Hvordan tager børnene det?

Jeg ligger nede på vores gæsteværelse, hvor jeg har mit lille “sygeleje” og seng. Jeg hører følgende herlige ordveksling udspille sig i stuen mellem far og søn.

Mand: Kan du ikke lige løbe ned og give mor en krammer?

Søn: Jo, det kan jeg. Uden at røre hendes bryster!

Ude af kontekst kan ordene virke meget besynderlige. Men har man læst lidt med om min operation, som fylder det meste i disse dage, så er man med på, hvorfor Filøjsen siger som han gør.

Han har nemlig fuldstændig forstået, at mor er blevet opereret, og det betyder, at man skal være ekstra forsigtig og passe på hende. Og hun kan heller ikke hjælpe med alt det, hun plejer.

Et af de spørgsmål jeg har fået aller oftest ud over hvordan har du det? er: Hvordan tager børnene det?

Jeg har helt bevidst ventet så lang tid, som jeg syntes forsvarligt med at lade mig operere, fordi jeg gerne ville, at børnene var store nok til at forstå det, samtidig med de var ovre løftealderen.

Vigsen er 4 år og Filøjsen 6 år, og dermed kunne jeg ikke vente længere.

Jeg snakkede selvfølgelig meget med dem inden operationen, og jeg forklarede det så godt jeg kunne. Jeg har ikke lagt fingre imellem, men simpelthen fortalt ligeud, at mine bryster skulle opereres helt væk, og lægerne ville sætte nogle nye bryster på mig. Filøjsen spurgte selvfølgelig, hvordan de ville fjerne brysterne, og jeg svarede, at lægerne ville give mig sovemedicin, så jeg ingenting kunne mærke, og så ville de skære brysterne væk og sætte de nye på.

Dét gav grund til opstandelse hos især mindstepigen, som blev ked af det, og synes det var synd for mig. Så jeg forklarede igen og igen, at jeg ikke ville kunne mærke noget, og det blev gjort, så mor ikke blev syg og at jeg nok skulle blive helt frisk og rask igen. Den blev fuldstændig godkendt, og de spurgte ikke så meget ind til det.

Onsdag morgen på dagen for operationen, kyssede jeg dem farvel og sagde, at det var nu, jeg skulle på sygehuset. Også det var helt fint, og de vinkede glade farvel.

Vi besluttede at de ikke behøvede at komme op på sygehuset for at se mig. Lige dén del ville måske være for stor en mundfuld. Jeg havde iltslange i næsen, 4 dræn klipset fast til kroppen, og jeg var meget mat, træt og havde ondt. Desuden var jeg kun indlagt i 48 timer, før jeg blev sendt hjem igen.

Da jeg kom hjem fredag eftermiddag, var de glade for at se mig. De var meget søde og forsigtige, og især Filøjsen spurgte ind til mine dræn. Han forstår ting meget konkret og ville vide, hvad det var der løb i dem, hvor det kom fra, og hvordan man tømte dem. I lang tid sad han og fiflede med slangerne til drænene og tjekkede systemet ud. Til sidst spurgte han om det gjorde ondt.

Vigsen var meget mere følelsesmæssigt på. Hun aede mig på kinden og på håret, nyssede mig forsigtigt og spurgte, om jeg havde ondt. Hver gang hun kom ind til mig på værelset, var det med store jeg-har-ondt-af-dig-agtige hundeøjne og trutmund vendt nedad. Svært at lade være med at smile ad den bette skid.

Deres tilgang til hele forløbet har været befriende ligetil og nem. De har spurgt om alt mellem himmel og jord, og de er stadig meget forsigtige, som Filøjsens ord her til aften også indikerer. Forbavsende hurtigt har de vænnet sig til, at deres mor ikke hjælper dem med ting (hvilket helt sikkert er en positiv sideeffekt af hele det her). Mange gange – især i de travle morgentimer – har jeg hjulpet dem alt for meget. De kan jo sagtens selv, og de har gjort alting selv de sidste 16 dage.

Der har heller ikke været brok fra dem over at bære tasker og madpakker selv, ingen brok over at skulle tage tøj på og af, de har hjulpet med vasketøj og hentet ting, jeg ikke kan nå eller ikke må løfte … og det gode ved at være sygemeldt og væk fra den til tider hektiske hverdag, er, at jeg har oceaner af tid til dem nu og dermed også mere tålmodighed til de ting, som de tager sig liiidt god tid om.

Overraskende hurtigt har de også vænnet sig til, at det nu er far, der står for alt det praktiske omkring dem med at hente og aflevere, far der laver mad, far der bader og putter, og far der får dem ud af døren om morgenen. Det er ham, de henvender sig til med det mindste, og jeg er blevet kaldt far flere gange her de sidste 16 dage end på de sidste 6 år. Det betyder ikke, at jeg ikke kan bruges, men de ved godt, at skal de lige have svar på noget, hjælp eller lov til noget, så er det far der kan det.

Jeg tror faktisk, at det er sundt for os alle fire at rollerne er byttet rundt lige nu.

Det eneste jeg synes er rigtig træls er, at jeg ikke kan kramme dem tæt ind til mig, mosle rundt med dem, løbe efter dem, når de cykler på gaden eller hoppe på trampolinen med dem. Det fysiske nærvær savner jeg.

Selvom de er lige ved siden af mig, og vi krammer stille, og vi nysser og snakker, som vi plejer, så er jeg ikke så fysisk tæt med dem som normalt, og det glæder jeg mig til, jeg kan være igen.

Ser jeg på det store billede, så har mine unger tacklet forløbet her overdrevet cool. Jeg er sikker på, de ikke har fået traumer for livet eller går rundt med dystre katastrofetanker om deres mor. Det er selvfølgelig også i kraft af, at vi har været ærlige og snakket meget med dem om det, men det er også fordi de er, som de er. Umiddelbare, ligetil og spørger, når de går og grubler over noget. Det er skørt og sikkert bare en mor-ting, men man bliver så skide stolt af dem.