Mit BRCA1 forløb: Jeg er på den anden side nu

I onsdags – på den første officielle sommerdag – blev jeg langt om længe opereret. I 6 år har jeg vidst det skulle ske, én gang blev det udskudt, og pludselig var dagen der.

Jeg var pissenervøs. For narkosen. For resultatet. For eftervirkningerne og for de efterfølgende smerter. Jeg tænkte flere gange den morgen: “Nu tager jeg sgu min taske og spæner ud i solskinnet.”

Der er noget særligt over frivilligt at lade sig skære i uden man er syg. Lige pludselig var trangen til at stikke af fra det hele overvældende. Men den fornuftige del af mig sejrede selvfølgelig.

Jeg blev kørt ned på operationsgangen af en portør. Mærkeligt, jeg kunne jo selv gå. Min mand fulgte mig helt til elevatoren og smilede opmuntrende til mig, mens dørene klappede i. Synes dog jeg anede lidt blanke øjne hos ham samtidig.

Vel anbragt på operationsbordet, snakkede de søde narkosesygeplejersker og læger med mig. De lovede jeg ikke ville vågne op midt under det hele, og de lovede mig, at jeg nok skulle vågne op bagefter. “Det er sgu da sjovt det her”, var mine sidste ord, inden narkosen gjorde sit. Hele min krop summede og mit hoved snurrede. Væk var jeg. Klokken var 8.15.

Klokken 15.30 vågnede jeg første gang og så lige op i en køn sygeplejerskes ansigt. Hun smilede og sagde “Så er det overstået, Jeanette”. Piece of cake tænkte jeg og så sov jeg igen.

De næste to timer faldt jeg ind og ud af søvnen. Sygeplejersken fortalte at min mand havde ringet flere gange, og nu ville han lige hente børn.

Jeg kiggede på uret. 17.30. Børnehaven var da lukket? Så sov jeg igen. Omkring klokken 18 kom jeg tilbage op på stuen, og jeg synes der gik en evighed før min mand kom. Men der gik kun 20 minutter. Min tidsfornemmelse var ikke-eksisterende. Jeg faldt hele tiden i søvn. Påvirket af narkose og morfin.

Jeg følte mig ellers meget ovenpå der den første dag. Fik svaret på et par sms’er, lavet snapchats og en Instagram-update. Jeg ville også op at gå, men det måtte jeg ikke. Min mand sad hos mig nogle timer, så tog han hjem til børnene.

Min kirurg var taget hjem. Men operationen var gået godt, fik jeg at vide. De var lykkedes med at få lavet det hele i én ombæring. De havde fjernet alt brystvæv, fedt, kirtler og brystvorter. De havde genopbygget med 515 ml. implantater i hvert bryst ved hjælp af strattice (grisevæv). Så nu skulle det bare have ro til at hele, da det havde været en kæmpe omgang. Operationen havde taget lidt over 5 timer.

Den dag var jeg skideligeglad. Jeg var bare lettet og glad over at jeg nu var på den anden side.

Natten var ikke supergod. Jeg vågnede flere gange med smerter og kunne ikke ligge ordentligt på ryggen. Næste morgen følte jeg mig radbrækket og groggy. Dagen gik, og jeg sov det meste af den væk. En af kirurgerne kom og tog beskik af mine nye bryster. Han var godt tilfreds. Jeg kiggede med for første gang, og tænkte han da måtte have drukket af natpotten. Mine nye bryster så forfærdelige ud! De var skæve, bulede, hævede af væske, flerfarvede og asymmetriske. Sådan ser de iøvrigt stadig ud.

Jeg ligner mest af alt en mandlig bodybuilder. I ved, dem med brystmuskler oppe under hagen. Det bliver bedre, siger de. Men lige nu er det en katastrofe, og jeg må væbne mig med tålmodighed, for jeg ved det trækker ud med heling og falden på plads. Fuck, hvor jeg håber de falder på plads!

Jeg er nu kommet hjem, og manden min er min sygeplejerske. Plus hende der kommer og tømmer mine dræn her lørdag – søndag. Folk har været overstrømmende søde og betænksomme. Det er væltet ind med hilsner, gaver og blomster. Jeg er så rørt. Får ikke sagt tak til alle, men dem der læser med her: TUSIND TAK! Det varmer ens hjerte så meget.

Folk synes også jeg er sej. Sådan følte jeg mig også onsdag aften i min narkose-rus.

Idag? Not so much.

Har haft en tudetur og var ved at besvime, da vi forsøgte med et bad. Smerterne er ret overvældende til trods for smertestillende, og jeg tænker igen: “hvorfor var det nu lige jeg gjorde det her?”

Nuvel. Brystkræft er værre og bla bla bla, men lige nu skal jeg bare igennem de næste uger, så jeg forhåbentlig igen ser lysere på tingene.

Nu vil jeg sluge mine 5 piller til natten, få manden til at agere elevationsseng og prøve at sove lidt.

Det skal være skidt, før det bliver godt, ikke?

brca1


brca1

Dette indlæg blev udgivet i BRCA1, genfejl, genmutation, hverdagsglimt, kræft, operation. Bogmærk permalinket.

9 kommentarer til Mit BRCA1 forløb: Jeg er på den anden side nu

  1. Rigtig god bedring! Håber du får smukke og sunde bryster 👍🏻

  2. Birgitte B skriver:

    Igen – rigtig god bedring. Jeg håber at tankemylderet kommer lidt på afstand efter noget tid. Synes du klarer det virkelig flot. Kh. Birgitte

  3. Åh, sikke en omgang – godt du er på den anden side! Håber du kommer ud og nyder solskinnet og snarest muligt er ovenpå:) Søde folk, dejligt vejr, vilje og smukke blomster er kuren mod al ondskab!

    – A

    • Jeanette skriver:

      Hehe, Anne … Jeg er fuldstændig enig! Et par uger mere, tror jeg. Så kan jeg smide mig på solsengen (hvis solen stadig er her :))

  4. Charlie skriver:

    Hvor er du modig! Så sejt at tage ansvar for sig selv på den måde – det må en være en uhyggeligt svær beslutning.
    Jeg håber at du snart er oven på igen 🙂

  5. Pingback: Mit BRCA1 forløb: Hvordan tager børnene det? - Villa VillekullaVilla Villekulla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *