Det er lørdag formiddag. Filøjsen og Vigsen har for en gangs skyld leget godt det meste af dagen uden de store konflikter. Det er altid noget med at Vigsen er den lille hjælpeløse i legen, og Filøjsen er den store, stærke saves-the-day-agtige type. Han går under navnet ‘far’ i deres lege, mens hun er ‘baby’.
I dag havde de leget ovenpå, og Filøjsen trak sig pludseligt fra legen og gik nedenunder, hvor ham og hans far fik afklaret nogle spørgsmål, som han gik rundt med.
Så kalder Vigsen ovenpå …
“Hjælp mig, far … hjælp mig!”
Min mand svarer: “Hvad laver du nu, skat?”
Vigsen: “Den er ikke den far, der skal hjælpe mig. Det er den anden far!”
Filøjsen: “Jamen, jeg kan ikke lige nu, Vigga.”
Vigsen: “Jamen, jeg er megahøjt oppe på et bord. Hjælp mig!”
Filøjsen: “Okay (går hen til trappen) Hvor højt er du oppe?”
Vigsen: “Øøhhhh … (lille pause) … jamen, jeg er helt seks højt oppe!”
Filøjsen: “Okay, det er meget.” (han går op til hende)
Lidt efter.
Filøjsen: “Du er overhovedet ikke højt oppe, Vigga. Du kan bare kravle ned.”
Vigsen: “Nårh ja. Jeg snydt dig bare, far. Skal vi ikke lege sammen igen?”
