… når man har solgt ud af deres ting på loppemarked, hvor de har været fuldt ud bevidste om, at det er sket?
Ganske ofte siden mit sidste loppemarked, hvor meget af børnenes legetøj (som de end ikke så meget som skævede til mere) blev solgt, har jeg hørt følgende kommentar, når et eller andet legetøj var blevet væk for dem: “Den er væk, fordi den har mor solgt på loppemarked!”
Og lige som jeg troede, nu har de sgu da glemt det, og de har fået så meget nyt legetøj siden qua fødselsdag og jul, så nej. Her til morgen var Vigsens dukke, Mathilde, blevet væk.
Vigsen: Mathilde…? Mathiiiiilde? Hvor er min Mathildedukke? Moooooar, Mathilde er bleven væk!
Filøjsen: Ork, Vigga … Den har jo mor jo solgt på loppemarked. Hende ser du ikke mere.
Vigsen nu med bævende stemme: Men men men … nej, hun har ej! Min Mathilde er ikke væk! Moaaaar ….
Filøjsen: Kom nu bare, Vigga… den er væk
Vigsen nu i højlydt, nærmest brølende, gråd: Maaaaaathiiiiiilde! Mooooaaaar, Aksel siger du har solgt min Mathilde, og det vil jeg ikke ha’!”
Vi fandt Mathilde i en eller anden kasse efter et stykke tid. Men ikke uden at diverse eder og forbandelser var regnet ned over mig fra Vigsens side. Hun er ikke en pige, der skjuler sine meninger eller følelser, så skulle hun være blevet traumatiseret over sin mors onde onde påfund med loppemarked, så tror jeg hun kommer sikkert igennem det netop på grund af dette.
Men jeg overvejer da lige næste gang, om børnene behøver at komme med.
