Det er lang tid siden jeg har snakket om Vigsen herinde. Min lille terrible three-agtige threenager. Åh, som den pige kan drive mig til vanvid. Og hun er alt for bevidst om sine daglige narrestreger. Jeg vil ligefrem sige at hun ind imellem gør sig umage for lige at sætte mors og fars pis i kog, og når det lykkedes, så anes glimtet af triumf i hendes øjne og smil.
Hun har det med at fedte og gratte med sin mad. Sådan en rugbrød med smør og makrel kan komme vidt omkring, kan jeg oplyse om.
Når hun ikke er mere sulten, så begynder hun at sidde og fedte med sin mad. Så beder vi hende som regel om at gå fra bordet. Det sker enten 1. under højlydte protester og påtaget hulken 2. hun løber væk uden at sætte tallerken på plads eller sige tak for mad gerne råbende ‘jeg gider ikke komme!’ 3. skrigende ‘dumme mor – du er bare så dum’, hvorefter armene flagrer dramatisk over hendes hoved gennem hendes deroute fra køkkenet.
Her til aften kom hun tilbage fra et af sine udbrud og erklærede, at hun gerne vil spise det sidste rugbrød. Hun begynder at sidde og slikke på det, og manden beder hende om at stoppe. Herefter breder smilet sig om hendes læber, øjnene kigger udfordrende på far, hun stikker sin tungespids helt ud og kører rundt i rugbrøden med den med lyden af ‘narh narh narh nanana’. Herefter er det no more food, og hun hulker og råber efter farmand …. Lige indtil noget mere spændende dukker op og hun glemmer sin ulyksaglighed.
Åh altså. Hun er 3 år!
Lige i tiden kører hun også det ondeste had/kærligheds forhold til mig. Jeg kan vække hende og blive overdænget med kram og kys og ordene ‘Du er MIN mor og jeg elsker dig!’
Skift til morgenmadsituationen og jeg fortæller hende, hvordan man holder rigtigt på skeen, så maden ikke falder af… “Dumme mor. Jeg kan selv. Dumme mor.” Eller den rigtig hårde “Jeg hader dig, mor!”. Det ord bryder jeg mig virkelig ikke om hun bruger, og det taler vi meget om, når hendes temperament igen har nået et roligt leje.
I dag kom jeg sent hjem fra arbejde, og hun nærmest overfaldt mig i døren, krammede og sagde hun savnede mig. Hun kravlede næsten ind i mig. Selvom man ikke synes det burde være hårdt at være 3 år, så må det ikke altid være nemt. Der sker mange ting inde i hendes kønne lille hoved for tiden, og jeg tror det er svært for hende at holde styr på alle følelserne.
Hun kan være verdens kærligste lille pige og så øjeblikket efter forvandles til ét stort iltert temperament, og sådan kan det skifte op til 10 gange dagligt. Jeg vil vove den påstand, at hun kan få enhver højgravid hormonella til at ligne den blideste engel med de humørsvingninger, hun ligger for dagen. Og man kan, som mor, kun stå tilbage undrende … og en smule panisk over den rigtige teenagetid om små 10 år!
