Jeg er helt alene

Ssssshhhh. Kan I høre det? Stilheden.

Aaaarhhh 🙂

Det er så mærkeligt, men jeg har næsten en hel weekend for mig selv. Helt alene. Uden børn, uden mand. Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Måske er det aldrig sket.

Der skete det, at min far og hans kæreste gerne ville have ungerne på en lille miniferie. Vi prøvede først at finde nogle hverdage, da de er efterlønnere, men det kunne ikke gå op. Så kom jeg i tanke om, at manden skulle til en polterabend denne lørdag, og han allerede ville tage af sted fredag aften og derudover først være klar i hovedet igen sent søndag. Så jeg foreslog at børnene kom på ferie, mens manden alligevel ikke var hjemme, så kunne jeg samtidig nå at pakke en masse ting ned og rydde op og ud herhjemme, da vi står overfor en større renovering af vores underetage.

Det passede Bedsterne glimrende, og sådan gik det til at vi afleverede Dupont & Dupont dernede her til aften, manden er taget af sted, og jeg sidder nu med en billig pappizza og rødvin og nyder stilheden. Det kan jeg i princippet også gøre i morgen og lidt af søndag også. Virkelig en underlig fornemmelse, men samtidig ret rart bare at kunne sætte sig klokken 19 uden form for gøremål andet end at tænde for tv’et 😉

Jeg har allerede fået lidt kriller over min pludselige frihed og arrangeret brunch med en veninde i morgen formiddag. Jeg skal også have købt en dåbsgave til en venindes dreng og nogle bukser til mig selv … og så må jeg jo ikke glemme mit lille oprydningsprojekt herhjemme.

Selvom jeg altid savner mine to livsstykker, når de ikke er her, så vil jeg virkelig huske at nyde dagen i morgen. Det bliver fremragende!

rødvin

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i egomor, frihed, mor, nostress, overskudsmor, pasning, savn, weekend. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *