Lidt for spontant røg alle Vigsens sutter i en stor brun kuvert og sendt af sted mod Julemanden i går aftes. Og nu sidder jeg her og er ked af det på min datters vegne og fortryder en lillebitte smule. Hun var slet ikke klar.
Men midt i forberedelsen af aftensmaden, udbrød hun: “Nu bruger jeg ikke sut mere, mor”. Hvorefter hun grinede. Jeg greb den, og spurgte hende om hun ville finde alle sine sutter, og så kunne vi sende dem af sted med det samme. Det ville hun gerne.
Hun fandt sine sutter i sengen, og herefter gik hun selv, storebror og jeg på suttejagt i hytten til alle sutter var samlet i kuverten. Jeg fortalte hende om, at nu pakkede vi dem og sendte dem af sted, og så var slut med sutter. For altid.
“Ja ja, mor”.
Hun var med mig på posthuset. Hun satte frimærker på. Hun puttede kuverten i den røde postkasse, mens vi glad vinkede og råbte “Farvel sutter!”.
Så gik vi ind i SuperBrugsens beskedne udvalg af legetøj, hvor hun valgte en pink og lilla kat med kæmpeøjne ved navn Nadja og en lille bil til Filøjsen. Hun fik også lov at vælge vingummier til dem. Jeg sagde:”Nu har du den søde kat, så kan du putte med den i aften i stedet for sutten”.
“Ja, men så får jeg sutten igen i morgen”, svarede hun tilfreds.
Jeg måtte igen forklare hende at sutterne altså var helt væk.
Så blev det aften. Da vi alle fire sad parate for at læse godnathistorie, efterspurgte hun sutten første gang. “Dem har vi jo sendt op til Julemanden, skat”.
Så skulle hun i seng. Hun sidder altid og læser lidt, hvorefter hun selv ligger sig ned og sover. Men i aftes kom hun ud på repos’en: “Vigga er altså ked af det nu. Jeg vil have min sut tilbage”.
Og sådan startede de næste to timers helvede for et moderhjerte. Jeg lagde mig ind til hende. Sang for hende, læste, nussede og puttede mig på en madras på gulvet. Hun skiftevis græd, skældte ud og snakkede. Hun VILLE have sin sut.
“Jeg tager min sko og jakke på, så går jeg alene ned til butikken og henter sutterne i postkassen. Så når jeg kommer hjem, tager jeg nattøj på, og så kan jeg godt sove.”
“Jeg viiiiiiiiil ha’ min sut, moar!”
“Hvor er den henne?”
“Jeg kan ikke sove uden den, så bliver jeg faktisk helt ked af det”.
Og sådan fortsatte hun. Mit hjerte gjorde rigtig ondt – og jeg var et milisekund fra at storme ned efter en sut, som manden havde spottet på gulvet under en stol. Men jeg gjorde det ikke.
Klokken 21.30 sov hun stadig ikke, og manden tog over. Hun sov lidt i 22. Hun vågnede i nat bundulykkelig og kom ind i vores seng (intet nyt der), men hun græd og græd. Nævnte slet ikke sutten, men var bare ulykkelig. Puuuuh. Efter et kvarters tid faldt hun i søvn med mig i hånden.
Allerede fra ordene kom ud af hendes mund var jeg en smule vægelsindet og tænkte at jeg nu tog jeg bare chancen. Dumt nok. Et suttestop går man jo helhjertet og stålsat ind i, som vi gjorde med Filøjsen. Med ham gik det i øvrigt ret nemt. Han havde præcis samme alder som Vigsen har nu. 3 år og 2 måneder.
Men jeg vidste godt det ville blive værre med Vigsen, da hun har temperament af en anden verden og en vilje, der kan være dobbelt så stærk som hendes mors og fars tilsammen 😉
Derudover har hun haft et symbiotisk forhold med sin sut og på det nærmeste dyrket den. Den er/var en kæmpe tryghed for hende og samtidig en ting, hun ville rende med i munden hele tiden, når hun så sit snit til det. Selv når vi gemte dem væk, fandt hun en. Hun havde sine små gemmesteder rundt omkring.
Jeg skal indrømme at jeg stadig overvejer at smide en sut efter hende igen trods alt det her palaver. Det er jordens måske nok dårligste idé, vil mange mene, men hun forstår tydeligvis ikke konsekvensen af sit valg, så det gør ondt på mig, når hun sådan savner den.
Lord, give me the strength!
Fortsættelse følger …
Åh nej 🙁 Stakkels jer, allesammen. Jeg gav også engang min sut til julemanden i bytte for en gave. Det virkede også som en god idé, men om aftenen spurgte jeg også med grødet stemme, om min mor ikke nok ville ringe til Julemanden og bede ham komme med sutten igen. Så måtte han også få sin gave tilbage. Den lå bare ude i skabet, og hun var millimeter fra at give efter, det var kun fordi, min far var en kold, konsekvent skid, at hun ikke gjorde det. Hun er stadig ikke kommet over det, det år vist værst for hende. Håber du finder frem til, hvad der er bedst for din søde pige, så hul i, hvad andre mener 🙂
Tak søde 🙂 Måske er det også værst for mig, men hun er seriøst overbevisende, den bette. Vi har nu puttet én aften mere uden sut, men det var bestemt ikke uden tårer og hjertesmerte. Ved sgu ikke om jeg står distancen :-/
Det lyder SÅ hårdt – men HOLD UD!!! Det tog 12 hårde aftener at vænne Louie til at sove uden 🙁
Jeg ved godt, det var en pludselig beslutning, I tog, men hvis hun får den tilbage igen nu, så vil hun helt sikkert bede om den igen og være ulykkelig, når I går til runde to, også selvom hun er bedre forberedt inden.
Smid den sut, I fandt under stolen, ud 😀
Du har måske læst det, men ellers så er her hvad jeg skrev om vores suttestop: http://drengemor.dk/?p=2405 🙂
Du har ret og jeg ved det godt. I går sagde manden at jeg skulle give hende den, da hun græd og græd. Men jeg holdt faktisk ud … Hvis bare ikke det føltes så forkert :-/
Jeg forstår dig godt! Godt, du var sej 🙂 Hvordan går det nu?
Det går faktisk overraskende godt. Lige da vi havde bestemt os at hun ville få sutten tilbage om natten, hvis hun blev så ulykkelig igen, så stoppede hun med at spørge efter den og være ked. Hun er nu suttefri på 4. dag 🙂
Hold ud!! Jeg tog i sin tid også en rask beslutning og fjernede alle sutter i huset. Synes klart de første to nætter var værst, så aftog hysteriet. Så hold ud.giv den ikke tilbage.
Det ser også ud til at det er sådan det bliver herhjemme, Maria 🙂 7-9-13 … I hvert fald snakker hun ikke om den mere nu her på 3. og 4. dagen.
Pingback: Update: Den forpulede sut! #3 -