Nogle gange er jeg en skodmor

Som nu i lørdags. Jeg var alene med ungerne, da manden skulle mødes med gamle studiekammerater for at hygge og feste igennem.

Ungerne og jeg hyggede også med tegnefilm, slik og milkshakes. Alt kørte på skinner, og de var renskurede og klar i nattøjet klokken 20, hvor vi sad tæt sammen i dobbeltsengen og læste historie.

Så kom vi til putningen. Den lille Vigsen er for tiden lidt af et mareridt, hvad det angår. Hun gider sgu ikke det der sovepjat, og det går ikke ubemærket hen, når hun er utilfreds med noget. Hun sad i sin seng og læste en bog, mens jeg puttede Filøjsen, hvilket for det meste går nemt og gnidningsfrit. Jeg kyssede ham godnat, lod natlyset være tændt og listede ind til Vigsen.

Vi sagde godnat til dukkerne, og jeg puttede hende. Jeg var ikke nået ud af værelset, før råberiet begyndte. “Jeg vil haaaave vand, mor!” “Jeg vil gerne læse en bog nu!” “Jeg tabte Elsa, mor” (sagde hun, mens hun kastede den ud af sengen). Jeg gik ind til hende 2-3 gange og sagde tydeligt til sidst at NU var det altså godnat. Så gik jeg nedenunder for at sætte en vask over.

30 sekunder, så råbte hun igen. Stædigt, insisterende. Hun ville have mere vand, have flere dukker, have en anden nulleklud, have alt andet, der afholdt hende fra at falde til ro. Hun kan blive ved, og føjer man hende, kører hun en rundt i manegen i flere timer.

Så begyndte storebror at råbe, om lillesøster ikke kunne være stille og “hvad sker der derude, mor?” Jeg måtte ovenpå igen og så startede det forfra.

Jeg synes jeg var tålmodig et langt stykke hen ad vejen. Efter 30 minutters ind og ud for at imødekomme hendes “behov”, gik jeg nedenunder for at sætte mig. Da jeg var for enden af trappen begyndte hun at råbe igen. Nu var det hendes dyne, der vendte forkert: “Jeg vil have den lilla side op af, mor!” Jeg råbte tilbage fra nederst på trappen (meget modent i øvrigt): “Nu skal du ligge dig ned og sove, Vigsen. Slut! Mor kommer ikke mere nu. Godnat!”

Så kunne hun da også råbe: “Nej! Det vil jeg ikke, for nu er jeg sur på dig, mor! Du er dum! Så råber jeg også til dig, for du skal ikke bestemme. Jeg VIL ikke sove!”. Efterfulgt af en høj grinen og en dukke, der blev kastet over bord.

Det fik igen gang i storebror, som ikke fik et øjebliks fred på sit værelse, så han begyndte også at kalde på mig samtidig med Vigsen skældte ud.

Så mistede jeg mit cool og al pædagogisk sans røg ud til højre. Og det er lige i dét øjeblik man mangler farmand til at tage over, så man ikke siger og gør noget, man fortryder.

Men han hyggede sig jo andetsteds, og nu gad jeg simpelthen ikke hendes idéer mere, og skodmor tog form i mig. Jeg gik med bestemte skridt ind på hendes værelse, smækkede måske døren lidt for hårdt op, tændte natlyset, tog fat om skuldrene på hende, lagde hende ned på puden og sagde mere end bestemt: “Nu ligger du dig simpelthen ned, og jeg vil ikke høre på mere råberi fra dig. Du skaber dig, og du ved, du skal sove og ikke ligge og råbe!”

Så marcherede jeg ud og ind til Filøjsen. Bag mig kunne jeg høre hun blev ulykkelig, men Filøjsen var også blevet forskrækket over mit toneleje, så jeg måtte ind og forklare ham hvorfor jeg var blevet sur, at det ikke var på ham, og jeg nok skulle trøste Vigsen. Sikke et cirkus. Med mig som klovnen.

Så gik jeg tilbage til Vigsen, som hulkede og kastede sig i mine arme. Av av av, mit moderhjerte! Jeg undskyldte med det samme, krammede hende og sagde jeg ikke var sur på hende, og vi skulle være gode venner. Jeg hadede mig selv i det øjeblik for at have mistet besindelsen og tålmodigheden med hende. Min mave krummede sig helt sammen og den sorte samvittighed væltede ind over mig. Jeg trøstede, krammede og sagde undskyld igen. Så puttede hun sig ligeså stille ned med sine dukker, og jeg kyssede de våde kinder.

Hun blev ved med at småsnakke, hvilket var fint og vidnede om, at hun var glad igen. Råberiet stoppede, men hvor jeg dog inderligt hader, at det skal helt derud – at man hidser sig op –  førend der sker noget. Fuck, jeg følte mig som den største skodmor. Jeg var den største skodmor i det øjeblik. Sådan skal børn ikke puttes. Men det blev mine den aften.

Og ja, jeg gjorde sikkert det hele forkert og Lola Jensen ville sikkert have haft et velformuleret svar på mine mange prøvelser, der ville have fået mig til at slå mig selv i panden og råbe DOOOH!, men nogle gange er alle pædagogiske krumspring ikke nok, nogle gange slipper tålmodigheden op, nogle gange glimrer overskuddet ved sit fravær og nogle gange fejler man. Det gør jeg i hvert fald. Og jeg er sgu ikke stolt af det. Undskyld, lille skat.

skodmor

Dette indlæg blev udgivet i børn, Filøjsen, fortrydelser, mor, opdragelse, prøvelser, Vigsen og tagget . Bogmærk permalinket.

18 kommentarer til Nogle gange er jeg en skodmor

  1. Pernille skriver:

    Jeez! Så ved jeg hvad jeg kan forvente engang når mit barn har fået et ordentligt ordforråd. Hvilket jeg lige nu synes ville være at foretrække fremfor for bare… Gråd. Det er simpelthen så svært at høre på gråd om det er “hvorfor gik duuuuuuuu, moaaaaaaar, jeg føler mig alene og svigtet og bliver mærket for livet hvis du ikke kommer tilbage LIGE NU!” Eller “hey, jeg er ikke klar til at sove, kom og undehold mig LIGE NU!” Fælles er vist at man kan føle sig som en skodmor om ungen græder eller råber derinde. Suk!

    • Jeanette skriver:

      Tror du har helt ret … Uh, men det bliver svært, når de sådan ret bevidst kører en rundt i manegen 😉

  2. Skalotteløg skriver:

    Nu er jeg jo på ingen måde ekspert, men jeg vil alligevel tro, at selv Fru Lola vil give mig ret i, du ikke er en skodmor. Du lyder tværtimod som en skøn og kærlig mor 🙂
    Jeg har læst et sted, at det er helt okay at vise børn sine følelser, også de mere mørke af slagsen. Tænker det er okay, Vigsen ser, hvad den der leg gør ved dig, også selvom hun blev forskrækket. Du trøstede jo lige bagefter, så det blev ikke siddende i hende, og det, tror jeg, er det vigtigste 🙂
    Og hey, det virkede jo 😉

    • Jeanette skriver:

      Jeg ved heldigvis også godt jeg ikke er en skodmor – men selv når det rammer glimtvis, er det hårdt. Frygtelig med den (dårlige) samvittighed, der kan følge med morrollen.

  3. Birgitte B skriver:

    Vi har vist alle været der… I lignende situationer. Det sker når man er forældre 🙂

  4. Rikke Gerner Hansen skriver:

    Kære Jeanette,
    Har vi ikke alle sammen været i samme situation?
    Og i bund og grund, så virkede det jo.
    Håber ikke hun driller dig igen lige foreløbigt.
    Stort kram fra Rikke

  5. Øglemor skriver:

    Jeg synes nu heller ikke, det lyder som om, du er en skodmor – tværtimod en temmelig menneskelig en af slagsen. Vi har også ret ofte den type putninger, du beskriver der, og jeg reagerer af og til på samme måde som dig. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men hey – efter en lang dag kan man altså godt blive lidt bims efter at være blevet kaldt på for gang nummer 4.000. Og ja, Lola har formentlig en anden tilgang, men det er nu engang nemmere at have pædagogiske tilgange til alt muligt i teorien, må jeg tro. Selv den roligste girafsprogssnakker må da af og til ryge op i det røde felt. Håber jeg 🙂

    • Jeanette skriver:

      Hmmm … tak 🙂 På en eller anden underlig måde, hjælper det at man ikke er alene disse tilfælde af ‘insane’ putning 😉

  6. Nøj hvor jeg kender den følelse Jeanette. Både i det øjeblik, hvor man kort mister besindelsen og ikke mindst den vildt ubehagelige følelse, der opstår bagefter! Sådan en dag havde Silas og jeg i går, da han holdt fri fra børnehave og faktisk også noget, jeg tidligere har skrevet lidt om på bloggen, bl.a. i dette indlæg
    http://provinsmor.dk/en-soendag-til-glemmebogen/

    Jeg hader at være den mor, men indimellem overmander trætheden og magtesløsheden en, når man på ingen måder kan nå ind til de kære små. Og jeg tænker egentlig, at det indimellem er okay – det vigtigste er nok bare, at man efterfølgende får sagt ordentlig undskyld og måske taler lidt om, hvorfor man bliver så vred.

    Så nej du er ikke en dårlig mor, selvom jeg ved gud kender den følelse, du sidder med! Jeg tror bare, du er mor, og mon ikke de fleste mødre kan genkende det, du skriver 🙂

    Kram til dig!

    • Jeanette skriver:

      Ja, jeg husker godt dit indlæg. Vi er vel alle mennesker, ikke? Og mennesker fejler …

      Du har helt ret i, at det vigtigste er man formår at undskylde og vise kærlighed og snakke roligt om det hele igen, så de små ikke sidder tilbage med en rigtig skidt følelse.

  7. Linda P. Holmberg skriver:

    Sødeste Jeanette, stop nu med det hovedbankeri!

  8. Lone Sole skriver:

    Sign me in! Jeg er oftere en lortemor end jeg vil stå ved. Det er blevet bedre nu hvor de værste graviditetshormoner har lagt sig, bevares, men jeg mister den simpelthen nogle gange. Putning af en 2 årig sætter alt på prøve!
    Jeg husker mig selv på, at min egen mor eller ikke altid var politisk korrekt, og at jeg stadig anytime elsker hende og vil bruge hende som benchmark for alle andre mødre. Højt toneleje eller ej.

  9. Susanne skriver:

    Lola Jensen er stærkt overvurderet. Jeg har engang smadret min ældste søns politibil efter han gav mig en lussing og spyttede mig i ansigtet. NOT my finest hour. Og han fortæller her et halvt års tid efter stadig gæster og andre, der gider at høre om, da mor blev meget vred. Jeg er helt sikker på, at du er verdens bedste mor for dine børn. Kram fra Susanne (Lasses roomie fra Ålleren)

Skriv et svar til Jeanette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *