Det er sjovt som vandene deler sig, hvad angår nytårsaften. Nogle elsker nytåret og de fortsætter, der oftest kommer i kølvandet. Man elsker maden, refleksionerne over året der gik, the dressing up, forventningerne, fyrværkeriet, festen, højtideligheden og traditionerne, der følger med årets sidste aften.
Andre vil bare gerne have den overstået, synes ikke den er noget særligt, synes nytårsfortsætter er løfter til sig selv, der er til for at blive brudt efter en 2-3 måneder tops, synes fyrværkeriet larmer og vil helst bare krølle sig sammen på sofaen med et lille glas vin og stene nytårs-tv.
Jeg tilhører den førstnævnte kategori. Jeg elsker nytårsaften og synes den er så flot, festlig og hyggelig på én og samme tid.
Bevares, jeg har da haft min del af dårlige nytårsaftener, hvor forventningerne var skruet alt for højt i vejret eller omstændighederne gjorde at der ikke lige var tid og rum for glimmer og champagnefest.
Jeg husker årtusindeskiftet, hvor min december havde efterladt mig i knusende hjertesorg, da min kæreste gennem 4 år og jeg endegyldigt gik fra hinanden. Jeg fløj over sundet til København for at have en fest uden lige sammen med en veninde og med folk jeg ikke kendte og helt sikkert for at finde en ny fyr, der kunne dulme min hjertesmerte. Sådan gik det ikke, og jeg måtte erkende at mine forventninger havde været for høje, og i stedet for at være i nuet og prøve at nyde aftenen, så blev jeg skuffet.
Jeg har også haft en del nytårsaftener, hvor den stod på kold-før-tolv for mit vedkommende, og jeg nærmest intet har kunnet huske.
Så var det nytår i 2009, hvor jeg, da klokken slog midnat, stod med min 3 uger gamle søn på armen og et glas asti (mest for syns skyld) i den anden hånd, træt som ind i helvede over juledagene, hvor vi havde ræset af sted med Babyen Der Aldrig Sov i liften for at se alle mennesker og opfylde alle de faste traditioner, som julen foreskriver. Vi var kun 3 voksne det nytår. Min mand, jeg selv og min barndomsveninde (nu var det hendes tur til hjertesorg), og det var en meget stille og rolig aften. Jeg var træt ja, men også lykkelig over den lille fyr i favnen, som nu var vores. Så ingen alkohol og konfetti, men bare god mad, ro på og ingen søvn. På det punkt lignede den så de andre år 😉
Tilbage i 2005 tabte min mor kampen til kræften dagen inden 1. december. Stor og overvældende sorg prægede min december måned. Nytårsaften kunne netop dét år have været en af de aftenener, hvor jeg krøllede mig sammen i sofaen og lod tårerne få frit løb, men det skete ikke. Den nytårsaften blev et antiklimaks mellem sorg og glæde. For samme år havde jeg mødt min mand, og vi var tordnende forelskede. Jeg tog til fest og bestemte mig for, at det ikke nyttede at sidde derhjemme og hyle. Det kunne jeg gøre 1. januar og alle de efterfølgende dage, hvis det var.
Min mand og jeg var til hver vores privatfest ikke langt fra hinanden, og da klokken slog tolv, og jeg stod med veninderne og skrålede godt nytår udenfor i kulden, kom han hen til mig. Vi kyssede og kyssede og kyssede, fulde og forelskede, som vi var. Han trak mig ind i lille gyde og sagde at selvom han var fuld, så mente han 100 % det han ville til at sige … og så fulgte de 3 gyldne ord “jeg elsker dig” for allerførste gang. Min mave sugede sig helt sammen, og det var underligt at være så lykkelig og glad samtidig med at have en sorgsky hængende over hovedet.
Ja, der har været mange nytårsaftener, og jeg husker langt de fleste af dem for noget godt eller i hvert fald for noget særligt.
De sidste mange nytårsaftenener har der jo for vores vedkommende været børn involveret i festen, og derfor bliver den immervæk noget anderledes end i tidligere tider, og det skulle dette indlæg egentligt have handlet om, men nu tog det lige en drejning med turen ned af memory lane, så må jeg jo bare lave et mere senere 😉
Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år, om I er til nytårsaften eller ej.
Der skal også lige lyde et stort velkommen til jer nye læsere, der er kommet her den sidste måned. Skønt at I vil følge med 🙂
Her er lige et par få snapshots fra nytåret 2014/15 i Villa Villekulla.
Dejligt tilbageblik søde 🙂
🙂
Hvor var det fint og rørene at høre om dine nytårstanker.
Jeg høre nok selv til dem der har det lidt svært med nytår. Ikke fordi jeg ikke holder af glimmer og fest men mere fordi jeg altid bliver så sentimental og tankefuld omkring nytår og det kan godt blive lidt noget rod samtidigt med at der er fest. I år stod jeg fx nede ved åen lidt i 1 og græd lidt over tabet af min far og mor. Sådan er det bare med mig.
Tilgengæld kan jeg virkeligt godt lide den første uge af januar hvor jeg synes der er lidt magi i luften og hvor nye drømme (og ja fortsætter) for mig har bedre mulighed for at slå rod.
Jeg er iøvrigt ny læser her hos dig. Fandt først din blog for nylig og har først nu haft tid til at få lagt en ordentlig kommentar.
Rigtigt godt nytår til dig og hele din skønne familie.
Hej Marina,
Mange tak for din kommentar, Marina. Og velkommen til 🙂
Jeg er ked af at læse at du ikke har dine forældre hos dig længere, og kan sagtens forstå din sorg, da jeg jo også desværre har prøvet det. Jeg tror, vi alle har vores stunder, hvor vi sørger mere over tabet end på andre tidspunkter. Dog er jeg glad for at læse, at du finder magi i den første januar-uge. Det tror jeg ikke så mange gør ellers 🙂