Filøjsen fylder 5

I søndags fyldte Filøjsen 5 år. Det var en stor dag for ham (og for mig), og han havde glædet sig længe. Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen. Han er den distræte type og rigtig mange ting går hen over hovedet på ham. Derfor var det også første gang i år, at jeg for alvor synes han forstod hvad det der fødselsdag egentlig er for noget. Han har stadig lidt svært ved tidsaspektet.

Han skulle holde fødselsdag i børnehaven fredag og fødselsdag for familien på den rigtige dag om søndagen. De to dage kunne han ikke rigtig skille ad. At han så også skal holde endnu en fødselsdag for børnehavens drengegruppe herhjemme nu på søndag, det venter vi med at snakke om til vi kommer lidt tættere på dagen. Ellers oplever vi, at han har svært ved at overskue det og vente på dagen kommer. F.eks. spurgte han her til aften om han så blev 6 år på søndag, når børnehavevennerne kommer 😉

Aftenen inden den store dag forberedte jeg ham på fødselsdagen ved – under putningen – at fortælle hvad der skulle ske næste dag. Han krøllede sig helt sammen i spænding og glæde og kunne slet ikke stoppe med at smile, den lille skid.

Og på slaget 07 næste morgen lød det højlydt inde fra hans værelse: “Kommer I snart?”. Vi skyndte os ud af fjerene, greb flagene og listede ind for at synge den meget ventede fødselsdagssang. Han sad op i sengen og lyttede til vores skønsang. Bagefter sagde han: “Hvor var det bare hyggeligt, mor”.

Så gik vi nedenunder til morgenbordet, hvor gaverne også ventede. I løbet af 3 minutter fløj det om ørene på os med stumper af gavepapir og krøllede bånd. Vigsen hjalp til og de blev nærmest begge lige begejstrede for gaveregnen. Vores lille december husnisse, Nisse Nøk (som er den lille røde fætter på den grå sok), havde været så rar at ligge små gaver ned i julesokkerne. Som sædvanlig blev Filøjsen mere end begejstret for Nisse Nøks gave, som vist også ret tydeligt ses på billedet 🙂

IMG_1510

IMG_1514

Om formiddagen blev der leget med Lego og gået tur i regnen. Klokken 13.30 kom gæsterne og Filøjsen gik endnu engang i gavemode. Så var det tid for fødselsdagsboller, varm kakao med flødeskum, kanelsneglekagemand og lutter lagkage. Kom ikke her og sig vi er sukkerforskrækkede! 😉

Ærligt, så er det faktisk lidt for meget med al den kageoverload. Det er sødt med sødt på, og når man når til lagkagen, sidder den næsten oppe i halsen. Jeg har før serveret frugt med det søde til vores børnefødselsdage, og det tror jeg egentlig vi skal tilbage til. Samtidig er jeg også bare så bundtraditionel, og jeg har altid været vant børnefødselsdage på den måde – og jeg synes boller, kage og lagkage hører sig til! (hvem sagde gammeldags?)

IMG_1559 IMG_1599

Da gæsterne var gået hjem og Filøjsen havde leget med alt sit nye legetøj, var det tid til at komme i seng. Han havde simpelthen haft den bedste dag og sov pr. omgående. Mandag morgen havde jeg så en halv omsorgsdag, så vi havde god tid i til både at sove længe (ja, 06.30 er længe), lege og hygge. Det var så skønt. Sådan burde alle fødselsdage være.

IMG_1596

Forude venter nu den sidste fødselsdagsfest, og når dén så er overstået, så kan vi måske begynde at tænke lidt mere på jul 🙂

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Filøjsen fylder 5

  1. Skalotteløg skriver:

    ELSKER simpelthen det julesok-billede! Hvor lyder det bare som om, I har haft en helt fantastisk, skøn dag 🙂
    Har det i øvrigt helt ligesom du, det bliver kvalmende sødt til sidst – lige ved højdepunktet… Lagkagen! Men det hører sig jo til, altså…

  2. A+K/VenterPaaVin skriver:

    Begejstringen på billede 1, er så skøn! Tillykke med ham 😀

    – Anne

Skriv et svar til Jeanette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *