Jeg ved ikke hvad pokker der sker. Jeg er kommet i julestemning. Juleglæden er over mig. Sådan for alvor. Jeg føler trang til at trække de elektriske lyskæder ned over vores buksbom i haven, bage pebernødder, lytte til Wham, spise skumjulemænd og snebolde, pynte op og lave kalendergaver.
Jeg tillader ellers aldrig mig selv at komme i julestemning før min fødselsdag (okay, det har heller aldrig været nødvendigt), som er lige om hjørnet, og næsten heller ikke engang før Filøjsens fødselsdag, som er den 7. december. Men i år har julestemningens klamme hånd lagt mig i et fast greb allerede. Og jeg ved ikke hvorfor?
Men måske det har at gøre med Filøjsen. Han glæder sig rigtig meget til julen i år. Han er jo en distræt lille fyr, og sidste år forstod han da julen, men i år kan jeg mærke, at han er bevidst om den på en helt anden måde.
Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at vi har hørt Nissenbandens sange på repeat på den sidste tid. Jeg elsker ‘Nu er det jul’. Det er uden sammenligning Den Bedste Julekalendersang ever. Kan I huske den?
Ellers skal du bare læse omkvædet herunder, så kommer den 100 % til dig (det hjælper nok også, hvis du er født i 70’erne eller 80’erne):
“Højt oppe langt mod nord,
der hvor julemanden bor
og kigger fra sit vinterskjul,
der står hans kane klar
til den tur, han tar’
så det kan bli’ en dejlig juuuuuul …”
Filøjsen er begyndt at insistere på, at jeg synger den for ham efter godnathistorien. Så lukker han øjnene, så skal jeg nusse ham i panden og synge sangen.
Til alle jer, der kender sangen, så ved I, at tonen ligger enormt højt, og kun sådan en som Ann Hjort (Skovnissen Puk, red.) kan bære sådan en sang med hendes smukke stemme. Det kan jeg ikke. Slet ikke. Når jeg taler, lyder det nogle gange som en kartoffel sidder på tværs i halsen. Og når jeg synger … jeg vil slet ikke vide, hvordan det lyder.
Men så sidder jeg der, lænet ind over min søvnige søn, syngende i det højeste toneleje min stemme kan klare. Pivfalsk og skingert. Folk ville løbe skrigende bort. Men Filøjsen synes simpelthen, at det er det mest vidunderlige, og han slapper af og lytter helt intenst til min skønsang. Det er nærmest tragikomisk. Men helt ærligt, så nyder jeg, at han synes hans mor er toppen, selv når hun synger pivfalsk for ham.
Vigsen stoppede jeg med at synge for i foråret engang. Jeg ville lige berolige hende med lidt sang en aften, hun var vågnet brat op i gråd. Hun halvsov og hang træt på min skulder. Jeg nynnede og gik derefter over i stille sang. Så satte hun sig helt op på min arm, kiggede vågent på mig, lagde hånden over min mund og sagde: “Ti stille, mor.”
Hun ved hvad hun vil have, og hvad hun ikke vil have. Jeg tog det ikke personligt. Hun er trods alt kun 2 år.
Jeg er i øvrigt ret spændt på julen hvad angår Vigsen. Hun glæder sig også, fordi Filøjsen gør. Men vi har nævnt nogle gange nu, om Julemanden ikke skal have hendes sutter. Det har udløst grådanfald. Så jeg er lidt nervøs for, om hun i år løber skrigende bort, når hun ser ham.
Under alle omstændigheder, så kommer han i hvert fald. Vi skal både besøge ham inde i Aalborg (seriøst, ham de har til at gå derinde ved julebyen er virkelig autentisk!), og så kommer han naturligvis juleaften.
Og så snart min fødselsdag er overstået, så går jeg altså i krig med julepynt og kalenderlys.
Tidligt eller ej.
Lige nogle billeder fra julen de tidligere år …
 |
| Filøjsen som 2-årig. Julemanden er just trådt ind af døren.
Julen 2012. Julemanden får en krammer, men ingen sutter, af Filøjsen.
Julen 2013
Årets julekortbillede anno 2013
|
Giv den gas! Jeg begyndte på julekalender, julefilm og julesange for over en måned siden ;D
Og JA, dem fra Nissebanden i Grønland er de bedste! Allesammen!! Ååååh, elsker!
Du har forresten ikke overvejet bare at synge den en tone eller to lavere? 😉 For ja, den ligger pænt højt 😉
Jeg gav også min sut til julemanden. Om aftenen var jeg så ulykkelig og spurgte min mor, om vi ikke nok kunne skrive til julemanden om at få min sut igen. Så skulle han nok få alle sine gaver tilbage.
Har stadig traume over det…
Jo, prøvede faktisk her til aften at synge lidt lavere – nærmest sådan hviskende – men hver gang jeg kommer til “der står hans kane klar, til den tur han tar’… “, så knækker stemmen kategorisk over. Dammit.
Hvor gammel var du, da opgav sutten? 🙂 Min datter skal sgu ikke have traumer. Det der træ ude i ZOO må få sutterne til foråret, tænker jeg! 😉